Fisken er ikke større end din fingernegl og hedder på latin Danionella cerebrum. Til gengæld kan den få dine ører til at vibrere voldsomt.
Når den lille fisk svømmer omkring, kan den med sin unikke fysik frembringe en lyd på 140 decibel. Lige så højt som et skud med en pistol, en sirene fra en ambulance eller en tryklufthammer, der banker mod metal.
Det er konklusionen på et nyt tysk studie, der er udgivet i tidsskriftet PNAS.
Normalt skyldes høje lyde fra fisk deres svømmeblære. Når den bevæger sig i den rytmiske bevægelse, vi kender fra fisk, skaber det en trommende vibration.
Men det er ikke årsagen til, at Danionella cerebrum frembringer sin høje lyd under vandet, mener de tyske forskere fra Charité University i Berlin, der står bag studiet.
Fisken producerer lyden ved at bruge en speciel trommende brusk sammen med sine ribben og muskler, der er træthedsresitente. Den unikke fysik gør fisken i stand til at accelerere brusken med så voldsom styrke, at det skaber de høje vibrationer og lyde.
Det evolutionære svar på, hvorfor fisken larmer så meget under vandet, har forskerne ikke fundet. Til gengæld ved de, at han-fiskene producerer højere lyde, fordi de har større ribben.
bhe

































