For menneskeører lyder det som maskingeværer, der går af lige under vandoverfladen, men for hunfiskene er det skønsang.
Biologer fra University of Texas er lykkedes med at optage lyden af, hvad man betragter som verdens mest højrøstede fisk, trommefisken, og den er ikke til at overhøre. Det skriver The Washington Post.
Lyden når sit maksimum, når fiskene samles i et delta i Coloradofloden i Mexico for at yngle. Det foregår hvert år mellem februar og juni, hvor hanfiskene, et par dage før ny- og fuldmåne, begynder at 'synge'.
Navnet på fisken skyldes netop de trommeagtige lyde, der kommer ved at fisken sætter sin svømmeblære i svingninger, og da biologerne tog ud for at optage den, nåede lydtyrken helt op på 202 decibel.
Du kan høre trommefisken her:
Biologerne brugte i 2014 fire dage på at lede efter fiskene i det mudrede vand med undervandsmikrofoner. De vidste, at de var der, for lyden af dem kunne høres over bådens motor.
Manglen på sigtbarhed i vandet gør det også svært at konkludere, at der rent faktisk er tale om, at fiskene yngler, men mængden af fiskeæg, biologerne kunne indsamle, mens lyden var på sit højeste, taler for det.
Mens man før i tiden var nødt til at tage fisk ud af vandet og dissekere dem for at lære mere om dem, kan man i dag lære meget blot ved at lytte - både om populationers størrelse og velbefindende.
Biologerne i floddeltaet udregnede eksempelvis, at det grumsede vand gemte på intet mindre end 1,55 millioner fisk.
Studiet er publiceret i Biology Letters.
\ Læs mere
\ Læs mere
ele
































