Klokken 18:02 d. 20. marts 2012 blev Mexico ramt af et voldsomt jordskælv. Kort efter bimlede alarmklokkerne ud gennem verdensmedierne, der netop er på mærkerne over for jordskælv efter voldsomhederne på Haiti og i Japan, hvor tusindvis af mennesker mistede livet.
Men jordskælvet i Mexico levede ikke op til frygten. Selvom jordskælvet befandt sig forholdsvist højt oppe på Rictherskalaen, skabte det slet ikke de ødelæggelser, som mange var bange for.
Og det er der en god forklaring på, fortæller Peter Voss. Han er seismolog ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS):
»Selvom jordskælvet var forholdsvis kraftigt, er der altså en række andre vigtige parametre, som bestemmer, hvor mange ødelæggelser, der kommer med et jordskælv,« siger han
Peter Voss peger på, at det er svarene på fire spørgsmål, som er med til at afgøre, hvor meget ravage et jordskælv skaber:
1. Hvor tæt på store byer er jordskælvet?
2. Hvor tæt på overfladen er rystelserne?
3. Hvilke slags bevægelser følger med jordskælvet?
4. Hvor hurtigt sker bruddet i jordskorpen?
Peter Voss kan endnu ikke svare på, hvor hurtigt bruddet skete i den mexicanske jordskorpe under det sidste jordskælv. Men han kender svaret på første tre spørgsmål:
Det mexicanske jordskælv var en bonderøv
For det første var jordskælvet i Mexico forholdsvist ufarligt, fordi det indtraf i det sydlige Mexico langt væk fra store byer. Det er nemlig ikke selve rystelserne, men snarere de materielle ødelæggelser, som dræber:
»Langt de fleste af dem, som bliver dræbt af jordskælv, dør, fordi huse og tagsten vælter nedover dem,« pointerer Peter Voss.
På den måde er der en stor forskel mellem det sidste nye mexicanske jordskælv og det, som terroriserede landet i 1985. I det år skælvede jorden under hovedstaden Mexico City – over 10.000 mennesker mistede livet.

Dybe jordskælv ødelægger mindre
Peter Voss påpeger, at der også er en anden årsag til, at mexicanerne slap så helskindede igennem det sidste jordskælv: det var bogstavelig talt en undermåler. Rystelserne befandt sig så langt under jorden, at de ikke kunne nå ordentligt op til overfladen.
Jordskælvet i Mexico buldrede på 17,5 kilometers dybde og målte 7,3 på Richterskalaen. Ingen døde. Jordskælvet i Haiti målte kun 7,0 på Rictherskalaen, men til gengæld befandt det sig i 13 kilometers dybde. Det kostede 30.000 mennesker livet.
Jordskælv fra side til side er dræberrystelser
Der er også en anden vigtig forskel på Mexico og Haiti. Måden, som et jordskælvs rystelser bevæger sig på, er nemlig også afgørende for, hvor meget de ødelægger.
De haitianske jordskælvsbevægelser fløj fra side til side. Det skaber generelt flere ødelæggelser end jordskælvsbevægelser, der hopper op og ned, som det var tilfældet i Mexico. Bygninger, tagsten, biler og toge bliver sat mest i bevægelse, når underlaget rykker sidelæns.
Selvom det sidste nye mexicanske jordskælv var en kraftkarl, var det altså ufarligt, fordi det gik op og ned – langt fra byen og langt under jordens overflade.
Men Peter Voss understreger, at Mexico stadigvæk er et vældig udsat land. Det hænger sammen med, at jordens overflade ikke bare er glat og jævn, men derimod sammensat af plader.
Kontinenterne ligger på kontinentalplader, og under havene findes oceanplader. Der, hvor pladerne støder sammen, er der størst risiko for jordskælv:
»Mexico ligger lige der, hvor den nordamerikanske kontinentalplade støder sammen med stillehavspladen. Det betyder, at pladerne ofte forskyder sig ind under hinanden, og så opstår der jordskælv. Det er meget almindeligt i Mexico – der sker ca. en gang om året,« slutter Peter Voss
































