I sidste uge blev Ida præsenteret for verdenspressen i Oslo. Ida er et 47 millioner år gammelt fossil, som hurtigt blev udråbt til at være 'the missing link' i en mediestorm, som forskningen i Norge aldrig har set magen til.
Bagefter kommer den uundgåelige kritik: Er dette bare et mediecirkus? - eller 'hype' som det hedder i moderne sprogbrug.
Palæontologen Jørn Hurum, der præsenterede fundet, har brudt både med norsk væremåde og med international forskningsetikette.
Jovist er det før sket, at resultater er blevet blæst op og flot præsenteret for medierne. Motiverne kan være egen berømmelse, men lige så ofte finansiering til videre forskning.
Men aldrig har vi set noget lignende i Norge som det Jørn Hurum præsenterer med film, populærvidenskabelig bog og en veltilrettelagt mediestrategi som en popstjerne kunne misunde.
Brud på skik og brug
I Norge skal vi ikke slå os på brystet og sige: 'Vi er bedst'. Så hvordan kan da en sindig forsker stå for en opførsel, der er så unorsk? Svaret er vel, at Jørn Hurum slet ikke er sindig. Han er en fagentusiast af store dimensioner, han er begejstret over sine fund og sit arbejde - og han begejstrer os andre.
Han er ikke bange for at slå på stortromme, hverken nu eller tidligere, med havøglerne fra Svalbard som fik publikumsvenlige navne som 'Monsteret' og 'Predator X'. Også dengang gik verdenspressen ned på knæ med lovord og kameraer.
Hurum bryder også med international skik og brug indenfor forskningsadfærd. Der må man ikke sige at ens eget fund er en 'verdenssensation' - og slet ikke sige ting som: »Dette er som at finde Pagtens ark for arkæologer!«
Som forsker skal man afdæmpet præsentere resultaterne i et anerkendt videnskabeligt tidsskrift, og lade andre proklamere sensationen. Så skal forskeren hen mod slutning af sin forskerkarriere, beskedent, men med autoritet, opsummere hvor stort det hele var. Og i tiden fra fundet til opsummering kan han tage imod priser og takke sine kollegaer for kritiske indspil.
Publicering eller ikke publicering
I Norge sammenlignes Jørn Hurum i disse dage med en anden kendt nordmand: Thor Heyerdahl. Årsagen er at Heyerdahl også fik vandene til at gå højt internationalt på grund af sine ekspeditioner og bøger.
Men den sammenligning er uretfærdig. Heyerdahl stod udenfor den akademiske verden, og skulle ikke følge spillereglerne på samme måde som en førsteamanuensis på Naturhistorisk Museum, som Hurum jo er.
Men den vigtigste forskel er, at Hurum publicerer videnskabeligt, noget som er det eneste hædersmærke for en forsker. Publicerer du, er du med. Publicerer du ikke, er du passé.
\ Fakta
Jørn Hurum er produktiv. Hans liste over videnskabelige publikationer er lang. Oven i alt mediearbejdet, fortsætter han sit egentlige virke: forskning. Hurum brillerer ikke bare formidlingsmæssigt i sin håndtering af medierne, men er en respekteret og ofte citeret forsker, også internationalt.
Resultaterne granskes
Kritikken er allerede kommet: Dette er kun et mediecirkus, dette er ikke 'the missing link', fundet er ikke gennemarbejdet, resultaterne halter, andre teorier stemmer bedre. Men Hurum kender utroligt godt til præmisserne for sit arbejde.
Ida vil nu blive gransket af alle verdens forskere indenfor dette felt. Hurum ved, at det der egentlig tæller, er den videnskabelige artikel (Complete Primate Skeleton from the Middle Eocene of Messel in Germany: Morphology and Paleobiology), som blev publiceret samtidig med Ida-lanceringen. Det er på denne artikel og kommende publiceringer, han vil blive bedømt af eftertiden, ikke på hvor megen presse han fik i går, i dag og i morgen.
Hurum har garderet sig ved at samarbejde med flere internationalt kendte forskere, i det han kalder 'the Dream Team'. Den videnskabelige artikel har derfor seks forfattere af forskellig nationalitet, hvoraf Hurum er den eneste norske.
Og 'drømmeholdet' har arbejdet i to år med at undersøge Ida og opsummere det hele i videnskabelig form. De har godt vidst, at de vil blive sønderlemmet, hvis de overdriver fundet.
Forberedt på kritikken
Nogle forskere vil blive sure, fordi deres egne teorier falder. Nå nej, i forskerverden hedder det ikke 'blive sure'. De vil være 'yderst kritiske' overfor fundet og pakke det hele ind i videnskabelige argumenter.
Nogle forskere vil være misundelige, fordi de ikke selv fandt Ida. I forskerverden vil dette komme til kende som mumlen omkring grønskollingen Hurum, som gør alt for meget væsen af sig.
Andre forskere vil finde vægtige modargumenter mod Idas betydning i evolutionsrækken, og det er dem som tæller. Og det ved Hurum. Det er her dommen vil falde, ikke i hvor mange mennesker, som ser filmen på History Channel.
Der er selvsagt en fare for, at Hurum kan have stirret sig blind på resultatet undervejs. Når Universitetet i Oslo punger ud med millioner af kroner for et fossil, forventes der resultater.
Som med idrætsstjerner, hvor der forventes præstation efter investering, oplever også forskere at resursemæssige satsninger, og kollegaers og arbejdsgivers forventning, kan medføre et præstationspres, som det kan være svært at leve op til.
Men det ser ud til at Hurum har holdt hovedet koldt. »Vi er forberedt på kritik. Vi mener vi har ret, men måske tager vi fejl. Det er på den måde videnskab fungerer,« siger Hurum i artiklen om fundet.
Hurum og hans kollegaer kan det videnskabelige spil, derfor er der god grund til at antage, at forskningsarbejdet omkring Ida er gjort grundigt, inden hun præsenteres.
Mediecirkus med indhold
Men Hurum er også tungt involveret i et andet spil: rekruttering til naturvidenskaben og til sit eget fag palæontologien. For det handler ikke blot om yderligere finansiering eller en plads i forskningshistorien. Det handler også om at inspirere unge til at gøre som ham: satse på dinosaurer og fossiler.
Det er klart, at Hurum gør sig til skydeskive, når han sammenligner fundet af Ida med Noahs ark, og spiller op til at Ida er 'the missing link', et begreb forskere ikke anvender, men som menigmand kender. Han vil simpelt hen kommunikere med os, som ikke er fagfolk.
Som en af forskning.no's læsere skrev i en kommentar: 'Tusind tak for at dette vigtige fund bliver publiceret i stor skala og ikke gemmes bort i en videnskabelig artikel med lille skrift.'
De fleste forskere frygter et mediecirkus, Hurum skaber et. Men hvad er problemet med at spille på og med medierne, hvis du nu virkelig har noget at vise frem?
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
