Sommeren er lige om hjørnet.
De danske strande og havne er med ét befolket af glade sommergæster. På havet sejler joller, sejlbåde og hurtige motorbåde ud.
Hvis man kniber øjnene sammen inde fra kysten, kan man endda se mennesker på vandscooter og vandski nyde sommervejret.
Men under vandet er der langt mindre idyl. Marsvinet skræmmes af menneskenes larm. Så meget at det går ud over marsvinets jagt og overlevelse.
Det er argumentationen i en dansk studie, der er publiceret i tidsskriftet Science Advances.
60 procent af marsvinets vågne timer bruger den til at jage føde. Derudover bruger marsvinet energi på at holde sig varm og komme op til overfladen for at få luft.
En daglig rutine, der besværliggøres af menneskers larm, særligt atf motorbådens larm på vandet. Forskerne satte udstyr på marsvin i de danske farvande og kunne se, at udstyret opfangede lyde fra mennesker 80 procent af tiden.
Larmen var så forstyrrende for marsvinet, at de droppede jagten efter føde og i stedet tog på flugt.
»Det er måske ikke et problem, hvis det sker en eller to gange om dagen. Men hvis det er en konstant plage for dyrene, fanger de ikke de fisk, de har brug for. I det lange løb vil det slå dem ihjel,« siger Laia Rojano Doñate, der er postdoc fra Institut for Økoscience ved Aarhus Universitet, i en pressemeddelelse.
Marsvinet er selv et larmende eller i hvert fald lydgivende dyr, der bruger lyde til at navigere under vandet. For eksempel mens de jager på dybt og mørkt vand, benytter de lyd. Men den lyd blev afbrudt, når marsvinene hørte larm fra mennesker.
Forskerne bag rapporten foreslår derfor områder til havs, hvor der ikke sejler motorbåde.
bhe

































