Rønnebær er ikke sure for krognæb, som er en stor og karakteristisk finke med kraftig bygning og lang hale.
Om vinteren søger fuglen gerne ind til byen for at finde bær, og den er især glad for rønnebær, men spiser også skud, knopper og frø fra grantræer, især nordmannsgran.
Der er gode chancer for at opleve den på tæt hold, da den er tillidsfuld af natur. Man kan – meget ukarakteristisk for vilde fugle – komme helt tæt på, uden at den flyver væk.
Krognæb flyver langt efter mad
Krognæb findes normalt i det subarktiske bælte med de store nåleskove. Er der mad nok, bliver de nordskandinaviske bestande i yngleområderne for at overvintre, men hvis fødegrundlaget svigter, kan fuglene foretage lange træk.
Sådanne bevægelser kan føre fuglen helt til Danmark, som det er sket i år, hvor den største invasion af krognæb i nyere tid indledtes i efterårets sidste dage.
De helt store forekomster involverer i øvrigt ikke alene de nordskandinaviske bestande, men også mange fugle fra Rusland.

































