»Det kunne da være en god idé,« mener Iben P. Jensen fra N.J. Fjordsgade Skole i Århus, »hvis man kunne få træer og andre planter til at vokse lynhurtigt. De kunne binde en masse CO2, og man kunne lave skove, haver og parker hurtigt. Forskes der i det? Er det fysiologisk muligt?«
Det gode spørgsmål udløser en t-shirt til Iben og sparker Spørg Videnskaben af sted til Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet. Her sidder seniorforsker Jon Kehlet Hansen, som især har forsket i produktionen af grantræer i Danmark.
»Man kan gøre meget, og det gør man allerede. Hvis man virkelig går hårdt til den, kan man øge produktionen med 100 procent, så man får træerne til at vokse dobbelt så meget. Men det er meget ekstremt, og det kræver, at man arbejder med kloner i skovbruget,« fortæller han.
På instituttet Skov & Landskab forsøger forskerne især at få træerne til at vokse hurtigere gennem forædling, altså ved at udvælge de bedste træer og krydse dem med hinanden. Ifølge Jon Kehlet Hansen øger det i sig selv produktionen med 10-20 procent.
»Hvis det eneste parameter var, at man skulle lave mere biomasse, kunne man øge produktionen temmelig meget. Men spørgsmålet er også, hvor intensivt vi kan dyrke skovene, for de skal også have en langtidig stabilitet, og man skal finde en løsning i forhold til at gøre træerne stormstabile,« forklarer Jon Kehlet Hansen.
Jon Kehlet Hansen og hans kolleger har netop søgt om 16 millioner kroner til et projekt, der lægger sig op ad Ibens spørgsmål, som han sagtens kan se logikken i.
»Selvfølgelig vil det hjælpe på klimaet, hvis man gjorde en indsats på verdensplan, men jeg ved altså ikke hvor meget. Hvis man får etableret nye skove, vil det medvirke til, at man får optaget noget af CO2'en. Den bliver selvfølgelig frigjort igen, hvis træerne bliver brændt af, eller træet rådner, men lige nu er man nødt til at gribe fat i alle de midler, man kan forestille sig, og én af dem er at øge biomasseproduktionen af både træer og landbrugsafgrøder,« mener Jon Kehlet Hansen.
Hvis forskernes ansøgning til Det Strategiske Forskningsråd går igennem, vil de forsøge at finde nye teknikker til at klone gentyper, som viser sig at have potentiale til at vokse meget. Forskerne vil også udvikle skovdyrkningsmodeller og undersøge økonomien i projektet.

































