Jack Steinberger: Vi nærmer os en klimakatastrofe - gør noget!

Professor Dr. Jack Steinberger, der fik Nobelprisen i fysik 1988, var uden tvivl alderspræsident på den store internationale fysikkonference Lindau Nobel Laureate Meeting, der fandt sted i begyndelsen af juli. Men selv om han er gammel, og kræfterne er sparsomme, så insisterer han på at deltage.

Da videnskab.dk møder ham til et personligt interview i konferencecentrets café, har han en medhjælper med, der sørger for, at han har det godt, og at han ikke skal bekymre sig om at overskue den stramme tidsplan. Netop i dag har der været en hel del at holde styr på.

I morges holdt Jack Steinberger en halv times foredrag om den globale opvarmning. Herefter var han med i ekspertudvalget under paneldiskussionen om klima. Og hele eftermiddagen har han endevendt hele klima-problematikken med de unge ph.d.-studerende i et lukket forum på konferencen.

Næste indslag i programmet er interviewet med journalisten fra videnskab.dk - det kan lige nås inden han skal i Operaen sammen med de andre konference-deltagere i aften.

Meningen med interviewet er egentlig at tegne et portræt af 'manden bag nobelprisen' - men Jack Steinberger får umærkeligt drejet interviewet væk fra ham selv og hen på det, som personligt berører ham allermest: Problemerne med den globale opvarmning og mangel på fossile brændsler.

Hvad har det betydet for dig, at du i sin tid fik Nobelprisen? »Jo, det har haft en stor betydning for mig. Folk lytter nok mere til de ting, jeg siger. Mit håb er, at folk vil høre efter, når jeg fortæller om problemerne med den globale opvarmning og vores overforbrug af energi - og til forslagene til, hvad man kan gøre ved problemerne,« siger han og fortsætter:

»Da jeg hørte, at der på dette års konference var en paneldiskussion om klima, sagde jeg med det samme, at jeg gerne ville være med i panelet. Jeg blev altså ikke spurgt - jeg meldte mig frivilligt!!

Det er så utroligt vigtigt at få diskuteret den problemstilling, det ligger mig uendeligt meget på hjerte - jeg er så frustreret over situationen, som den er i dag, for hvis ikke vi snart gør noget ved den globale opvarmning, er det for sent. Allerede om 20 år vil den globale opvarmning være så fremskredet, at der ikke længere er noget at gøre ved det. Så kan vi ikke længere stille noget op. Og vi risikerer altså en global klimakatastrofe, hvis ikke vi gør noget med det samme. Det er tvingende nødvendigt, at vi griber ind nu - gør vi det ikke, kommer vores børn og børnebørn til at bøde for det,« siger han stille og indtrængende.

Hvad mener du, der skal til, for at løse problemet?»Det er virkelig en swtor opgave. Og den kan kun lade sig gøre, hvis vi alle sammen tager et ansvar og hjælpes ad. I dag er det sådan, at nogle få lande gør en stor indsats - men det batter ikke rigtigt noget.

USA er jo et af de lande, der er storforbruger af energi, og som udsender allermest med CO2, men som gør meget lidt. Jeg tager afstand fra den politik, som Bush kører, og jeg håber virkelig, at det bliver anderledes, når der kommer en ny præsident. Obama har sagt nogle gode ting, men jeg vil se hans planer ført ud i virkeligheden, før jeg tror på ham,« siger han.

Han holder en pause, som om han lige skal sunde sig lidt. Og han kigger ud over den spejlblanke sø, som caféen vender ud til. Så er batterierne ladet op igen:

»Hvis vi skal undgå en gigantisk klimakatastrofe, så må alle lande samarbejde og finde fælles fodslag. Og der findes ikke nogen lette løsninger - vi må ganske enkelt spænde livremmen ind og holde op med at frådse med energien.

Faktisk viser beregninger, at vi kan reducere vores energiforbrug betydeligt, og så alligevel i vid udstrækning leve lige så godt, som vi gør i dag. Sammenligner man eksempelvis levestandarden i USA med den i Europa, er der ikke den store forskel.

Men kigger man på energiforbruget, så forbruger USA meget mere end Europa. Man kan altså gøre rigtigt meget bare ved at tænke sig om - uden at det behøver at gøre ondt eller at man bliver tvunget til at gå på kompromis med levestandarden. Eksempelvis kan man komme langt ved at isolere husene bedre og køre i mindre og mere økonomiske biler, og at vi bruger energisparepærer i stedet for almindelige pærer. Umiddelbart lyder det som små ubetydelige ting, men regner man på det, har det altså en stor effekt. En anden ting, man fra myndighedernes side kunne gøre, var at indføre CO2-afgifter på teknologier i vores hverdag.

Ordstrømmen stopper, men man kan se, at han tænker..

...»En helt anden ting er at gøre noget ved den eksplosive befolkningstilvækst. Bare i min levetid er Jordens befolkning vokset til det tredobbelte fra kun 2 milliarder til hele 6,6 milliarder mennesker. Den udvikling bliver vi nødt til at stoppe.

Sidst men ikke mindst må vi forsøge at erstatte de fossile brændsler med en eller flere vedvarende energikilder. Jeg siger ikke, at det er nemt, men jeg tror på at det kan lade sig gøre, hvis landene bliver enige om at gøre noget nu,« siger han.

Mange lande forsker i vedvarende energikilder, og der sker hele tiden en udvikling af nye teknologier - men en stor del af teknologierne er stadig på babystadiet, og man kan ikke uden videre omstille energiforsyningen fra den ene dag til den anden. Hvad skal man efter din mening satse på?

»Indtil vi finder en god løsning kunne vi bruge atomkraft. Jeg synes ikke at atomkraft er det endegyldige svar, for der er jo både sikkerheds-spørgsmålet og affaldsproblemet at forholde sig til. Men atomkraften er en udmærket overgangsløsning, som kan give os tid til at udvikle nogle stabile og sikre teknologier, der kan udnytte vedvarende energikilder.

På lang sigt tror jeg meget på solenergi - i lande med mange solskinsdage, som eksempelvis i Spanien og i store ørkenområder i Afrika er man begyndt at opbygge gigantiske parker med solceller og solfangere. Teknologien er måden til, at vi kan bruge den.

Der er sådan set ingen grund til at vente. Om dagen kan vi altså tappe solenergien direkte - og så lagre lidt til natten, så vi har energi hele døgnet rundt. Og der er områder på Jorden, hvor der er masser af sol hele året rundt,« siger han.

Hvad sker der, hvis vi ignorerer energiproblemet og også lukker øjnene for den globale opvarmning? »Som jeg også redegjorde for i mit foredrag her i morges, så er de fossile brændsler ved at være opbrugte. Hvis vi regner alle bidrag sammen fra kendte lagre i undergrunden, har fossile brændsler til de næste 60 år. Herefter har vi altså et stort problem, hvis ikke vi inden da har fundet nogle alternative energikilder. Så går samfundet jo i stå,« siger han.

Han tager en slurk af sin vand, og medhjælperen ser sit snit til at pege på uret. »De har tre minutter, så skal vi gå - hvis De altså stadig vil med de andre konferencedeltagere i operaen i aften?« spørger medhjælperen.

Jack Steinberger nikker: »Den koncert vil jeg ikke gå glip af, den har jeg glædet mig til hele dagen.....var der mere De ville spørge om?«

Ja, en sidste ting: hvordan kan det være, at politikerne ikke gør noget, når nu problemet, som du beskriver det, er så gigantisk, og de teknologiske muligheder ligger lige for?

»Den nuværende energiforsyning er stærkt integreret i det globale samfund, og det koster en masse ressourcer og upopulære beslutninger at ændre den så fundamentalt. Hvis det skal kunne lade sig gøre, bliver de store lande, som eksempelvis USA og Kina nødt til at tage de første skridt. Det er helt afgørende, for at få de andre lande til at følge trop. De andre vil jo ikke trække læsset alene....

....Vi forskerne kan pege på problemet og så komme med bud på løsninger. Det er i sidste ende op til politikerne og befolkningerne, om der skal gøres noget. Den globale opvarmning venter ikke på os. siger han.....han rejser sig langsomt og rækker hånden frem.

»Tak for nu. Det personlige portræt, som du egentlig ville lave på mig, må du få en anden god gang, siger han og vender sig om.«

Hans øjne lyser, for nu skal han til koncert.