Hvis vi mennesker er sat i verden for at være Jordens hyrder, gør vi mildest talt ikke vores job godt nok.
Skovene forsvinder, arter bliver udryddet, og havene flyder med plastik. Og så er vi slet ikke begyndt at snakke om klimaforandringer.
Det er måske ikke en fjern tanke, at vi på et tidspunkt har smadret alt i en sådan grad, at vi hverken vil eller kan bo på Jorden mere, og hvad gør vi så?
Det spørgsmål stiller vores læser Kim Kristianson også sig selv, og derfor har han skrevet ind til Spørg Videnskaben.
»Hvad kan vi gøre? Kan vi bygge nogle nye planeter, som vi kan bo på? Helt optimalt forestiller jeg mig 500 planeter i den rigtige afstand fra Solen, så i hvert fald temperaturen er rigtig,« skriver Kim i sin mail.
Lettere at passe på Jorden end at bygge ny
For at besvare Kims spørgsmål har vi taget fat i to rumforskere, der måske kan hjælpe Kim med at finde et nyt sted at bo.
De to forskere er professor Anja C. Andersen og lektor Morten Bo Madsen, som begge kommer fra Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet.
Begge forskere har nogle forslag til, hvad vi skal gøre den dag, Jorden er ubeboelig, men de foreslår, at vi til at starte med kaster en masse ressourcer ind i kampen for at bevare den planet, vi allerede har.
»Det vil nok være både billigere og nemmere at løse de problemer, som vi har på Jorden, end det vil være at finde et nyt sted at bosætte Jordens mange milliarder mennesker,« siger Anja C. Andersen.
Morten Bo Madsen er helt enig.
»Der er egentlig ikke noget alternativ til at passe på Jorden, for alle potentielle løsninger vil kræve alle de ressourcer, som Jorden overhovedet har,« siger han.
Forsker vil allerede nu starte koloni på Mars
For tankeeksperimentets skyld beder vi dog forskerne forestille sig, at en kæmpe asteroide er på vej mod Jorden, og der ikke er nogen vej uden om, at den vil udslette alt liv. Hvad gør vi så?
Scenariet er måske endda ikke så urealistisk, for det er sket før, og det kommer til at ske igen. Ingen ved dog, om det sker i morgen eller om flere millioner år.
Problemet er, at vi nok har styr på de fleste store asteroider i solsystemet, men kommer der en asteroide mod Jorden fra uden for solsystemet, vil vi måske ikke opdage den, før det er for sent.
\ Læs mere
Morten Bo Madsen mener derfor, at vi allerede nu bør forberede os på netop det scenarie, og så skal Kim formentlig ikke bo på en gør-det-selv-planet, men i stedet på Mars.
»For menneskehedens overlevelse på længere sigt bør vi allerede nu etablere en permanent koloni på Mars. Det nytter ikke noget at vente, til vi er i fare, for så er det for sent. Vi bliver nødt til at etablere en koloni på Mars nu, og så skal kolonien med tiden komme op på 10.000 til 20.000 personer, der kan sikre menneskehedens overlevelse, hvis uheldet er ude. Måske kan en sådan koloni endda bosætte Jorden igen, efter katastrofen er ovre,« siger han.
Vi kan allerede nu flytte til Mars
Anja C. Andersen er enig i, at Mars er det bedste bud på et fremtidigt hjem for menneskeheden.
Hun vil dog foretrække at bo på Jorden, for den røde planet er alt andet end et velkomment sted at tage til.
Foruden at mangle atmosfære og ilt bliver planeten konstant bombarderet med både farlige stråler fra Solen og kosmisk stråling fra rummet.
Mennesker bliver derfor nødt til at bo primært under Jorden for ikke at få stråleskader over lange perioder. Men scenariet er alligevel ikke urealistisk.
»Det er blot et spørgsmål om at beslutte sig for at gøre det, for vi har allerede nu teknologien til, at det kan lade sig gøre,« siger Anja C. Andersen.
Mars-atmosfære er længe undervejs
Forestiller man sig at gå skridtet videre og skabe en atmosfære på Mars, så mennesker kan rende rundt på den støvede overflade uden hverken rumdragt eller iltapparat, snakker vi om 'terraforming', hvor man decideret ændrer på planeten.
Det svarer lidt til, at vi på Jorden har lavet terraforming i de seneste 150 år og næsten fordoblet indholdet af CO2 i atmosfæren. Det skal bare gøres i meget større skala, før Mars kan blive beboelig.
Den slags løsninger ligger dog ikke lige om hjørnet, og selv hvis de gjorde, ville det tage hundrede eller måske endda tusinder af år at omdanne Mars til et beboeligt sted.
»Det er ikke noget, man bare lige gør. Vi kan udvikle teknologien til at gøre det over meget lang tid, men jeg skal ikke udelukke, at vi på et tidspunkt i fremtiden har teknologier, der kan gøre det på måske 500 år, men det er stadigvæk meget lang tid,« siger Morten Bo Madsen.
Måske kan vi bosætte en asteroide
Tager vi konkret fat i Kims forslag om at bygge planeter, som vi kan flytte til, når vi er færdige med at smadre Jorden, er ideen nok noget sværere at finde løsninger på, end det er flytte til Mars, der jo allerede findes.
Vi kommer under alle omstændigheder ikke til at flytte trillebør efter trillebør af jord fra Jorden til at bygge en planet til Kim, men man kan ifølge de to rumforskere måske forestille sig, at man indfanger en asteroide og sætter den i omkreds omkring Solen.
\ Læs mere
Gjorde man det, skal man dog være opmærksom på nogle ting, der skal være gældende for at gøre en asteroide beboelig.
For det første vil overfladen af Kims nye planet blive badet i kosmisk og farlig solstråling, så Kim bliver nødt til at grave sig dybt ned i asteroidens overflade for på den måde at være beskyttet.
Et andet problem er, at asteroiderne har en meget svag tyngdekraft, og uden den holder Kim ikke i lang tid på sin nye planet.
Nyt hjem skal have tyngdekraft
Problemet med den manglende tyngdekraft er, at mennesker er bygget til et liv med tyngdekraft.
Det vil sige, at vi fysiologisk klarer os meget dårligt, når den ikke er der.
Det ved blandt andet de astronauter, der har boet på den internationale rumstation i længere tid ad gangen.
De får mindre hjertemuskulatur, knogleskørhed, dårligt syn og ondt i ryggen, fordi deres rygrad bliver ved med at vokse.
»Den danske astronaut, Andreas Mogensen, var eksempelvis fire centimeter højere, da han kom tilbage til Jorden efter sit ophold på rumstationen,« siger Anja C. Andersen.
Lettere at bygge rumstationer
I stedet for at sende en ny 'planet' i bane om Solen ville det formentlig bedre kunne betale sig at bygge den fra bunden som en rumstation.
Så kan vi også få den til at dreje rundt og på den måde bruge centrifugalkraften som en erstatning for tyngdekraften.
Vi vil også kunne sætte skærme op for at beskytte mod farlig stråling.
\ Spørg Videnskaben
Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.
Du kan spørge om alt - men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk
\ Læs mere
Det eneste problem er, at det formentlig vil blive så dyrt at bygge disse 'planeter', at vi ikke kan bygge nok til at få plads til mere end blot Kim og en håndfuld af hans venner.
»Man skal aldrig sige, at noget ikke kan lade sig gøre, men det vil være en alt for stor en opgave, hvis vi skal flytte bare en minimal del af Jordens befolkning på den måde,« siger Morten Bo Madsen.
114.000 år at komme til nærmeste stjerne
I det tilfælde at Kim er kræsen omkring sin fremtidige hjemplanet og hverken vil bo på en rumstation, en asteroide eller Mars, og han ikke kan vente på, at terraforming af den røde planet har fundet sted, hvad gør han så?
Ja, så er Kim nødsaget til at kigge uden for vores solsystem, og så skal han ifølge Anja C. Andersen alligevel væbne sig med tålmodighed.
Den nærmeste planet uden for vores solsystem ligger nemlig omkring stjernen Alfa Centauri, som ligger lidt over fire lysår væk. Det er meget, meget, meget, meget, meeeeegeeeeet langt væk.
Lad os for tankeeksperimentets skyld antage, at denne planet omkring Alfa Centauri er solsystemets svar på en bounty-strand med lækkert vand, vejr, liv og så videre.
Det lyder tillokkende, men desværre kommer Kim nok næppe til at sætte sine fødder på planeten, fordi det med den nuværende teknologi vil tage omkring 114.000 år at komme dertil.
»Hvis vi på et tidspunkt fandt ud af at lave motorer, der kan bringe et rumskib op på en hastighed på 10 procent af lysets hastighed, vil det stadig tage 40 år, og så kan en lang rumrejse gå hen og blive rigtig kedelig,« siger Anja C. Andersen.
Tak for spørgsmålet
Vi håber, at Kim har fundet ud af, at der ikke er nogen alternativer til at passe godt på Jorden, så det vil vi gerne opfordre til, at han gør.
Til at minde ham om det sender vi en af vores flotte Spørg Videnskaben-T-shirts.
Vi takker også Anja C. Andersen og Morten Bo Madsen for at hjælpe os med et svar.
Sidder du inde med et godt videnskabeligt spørgsmål, er du altid velkommen til at sende det ind til os på sv@videnskab.dk.
Du kan også læse med i Videnskab.dk's nye tema, hvor vi ser nærmere på, hvordan vi kan redde verden.
