Spøgelset af en kvinde bærer sin lanterne langs gamle jernbanespor. For kvinden mistede sin mand i en togulykke, og derfor hjemsøger hun nu byen Summerville i South Carolina, USA.
Sådan lyder lokale legender om, hvorfor byen i flere årtier efter sigende har været hjemsøgt af mystiske, svævende lyskugler i blågrønne farver.
Nu mener en forsker at være nået frem til, hvad lyskuglerne egentlig er, skriver Live Science.
Fænomenet hedder ‘jordskælvlys’, forklarer Susan Hough, der er seismolog for USA’s geologiske undersøgelser (USGS), til Live Science.
»De er aldrig blevet undersøgt eller bekræftet systematisk, fordi stort set alle data eller observationer er anekdotiske, men lys under jordskælv er blevet rapporteret i mange år,« fortæller Susan Hough.

Forskere mener, at jordskælvlys opstår, når gasser i undergrunden som metan og radon bliver antændt, da de siver ud af jorden, når der er øget seismisk aktivitet.
Susan Hough foreslår, at gasserne muligvis er blevet antændt af togskinner og skrotbunker ved gamle jernbaner, eftersom de kan skabe en gnist, når de bliver rystet. Det ville også kunne forklare, hvorfor ‘spøgelseslanterner’ er blevet set ved gamle jernbanespor.
I 1959 blev der registreret et jordskælv med en styrke på 4,4, cirka 4 kilometer fra hvor man havde spottet det svævende lys i Summerville.
Der kan også have været andre mindre jordskælv i området, der ikke er blevet registreret. De kan være forklaringen på de ‘overnaturlige’ hændelser, folk hævder at have set såsom rystende biler og svingende døre, skriver Susan Hough.

Selvom Houghs forslag lyder plausibelt, er der behov for flere data, for at finde ud af hvilken naturlig mekanisme der står bag, lyder det fra professor emeritus Yuji Enomoto fra Shinshu University i Japan til ScienceNews.
Hvis det viser sig, at hypotesen holder vand, kan det hjælpe seismologer med at lære mere om USA’s geologi.
Susan Houghs undersøgelse og hypotese er beskrevet i tidsskriftet Seismological Research Letters.
































