Hør hvalunger snakke med deres mor

Professor Peter Teglberg Madsen står på en gyngende motorbåd i Exmouth-bugten i det vestlige Australien.

I hånden har han en ni meter lang stang, som han holder op foran sig. Han sigter mod en pukkelhvalunge. En kalv, som ligger i overfladen af vandet sammen med sin mor.

Da spidsen af pinden rører kalven, sætter en sugekop sig fast til hvalskindet. På sugekoppen er fastspændt et lille højteknologisk apparat – en tag - som kan aflytte hvalernes kommunikation og måle på, hvordan hvalerne bevæger sig.

Hør hvalungens lyd her

Mens hvalerne svømmer væk fra båden, glæder forskerne sig over pletskuddet. Den lille kalv er den hidtil første diende pukkelhval, som er blevet tagget af forskere, og den skal være med til at kortlægge, hvordan pukkelhvalkalve kommunikerer med deres mødre.

Unger 'hvisker' til deres mor

I dag er det snart tre år siden, de danske forskere tog på ekspedition til Australien og taggede i alt 10 pukkelhvaler. I et studie, som netop er udkommet, offentliggør forskerne nu resultatet af deres aflytning af hvalerne og deres unger.

Studiet viser, at hvalungerne 'hvisker', når de kommunikerer med moderen - formentlig for at fjender ikke skal kunne høre dem.

»Vi har fundet ud af, at kalvene ikke udsender særlig kraftige lyde – deres lyde er meget korte og svage. Vi mener, det er, fordi det kun er moren, som skal kunne høre dem og ingen andre,« siger Simone Videsen, som er førsteforfatter på det nye studie og forskningsassistent ved Aarhus Universitet.

»Der er masser af spækhuggere i området, som er kendt for at jage kalvene og spise dem. Derfor giver det god mening, at kalvene laver meget svage kald, så de ikke bliver hørt af spækhuggerne,« tilføjer hun.

Bruger lyde til at blive sammen

Pukkelhvalernes lyde er generelt velundersøgte, men hidtil har forskerne især fokuseret på at studere han-pukkelhvalernes lyde. Modsat kalvenes svage grynt og piben, er hanpukkelhvalen nemlig berømt for sin høje og iørefaldende sang – du kan læse mere om hanpukkelhvalernes sang-hits i denne artikel.

Det er imidlertid første gang, at forskere har tagget og optaget lyd fra pukkelhvalernes unger, og studiet giver ny viden om hvalernes opførsel, mens kalvene dier.

»Optagelserne viste, at de rolige kaldelyde normalt fremkom, mens hvalerne svømmede. Det tyder på, at lydene hjælper mor og kalv med at blive sammen i det grumsede vand i Exmouth-bugten. Vi hørte også mange ’gnidelyde’, som når to balloner gnides sammen. Det, tror vi, skyldes, at kalven puffer til sin mor, når den ønsker at die,« fortæller Simone Videsen.

Nyt indblik i hvalungers liv

Lektor emeritus Lee Miller fra Syddansk Universitet forsker selv i hvaler og deres kommunikation. Han forklarer, at de højteknologiske apparater, som forskerne bruger til at tagge pukkelhvalungerne, giver os et nyt indblik i hvalernes tidlige liv.

»Det er et fremragende studie. De tagger hvalerne med et meget avanceret måleapparat, som giver os et meget mere detaljeret billede af, hvad der foregår mellem moderen og ungen. De kan gøre det uden at forstyrre hvalerne særlig meget, og det er nyt,« siger lektor emeritus Lee Miller, som forsker i hvaler ved fra Institut for Biologi på Syddansk Universitet, men ikke har været en del af det nye studie.

Udover at kunne optage lyd fra hvalerne indeholder hval-taggen også andre sensorer, som kan måle hvalernes dybde, og hvordan de bevæger sig i vandet.

»De kan vise, at ungerne dier ved moderen, mens de er nede i cirka 10 meters dybde. Det ville man ikke kunne vise, hvis ikke man havde tags. Man kan godt observere, at hvalerne dier oppe ved overfladen, men det er nyt, at de kan fastslå, at ungerne også dier, mens de er nede i dybden,« siger Lee Miller og tilføjer:

»De kan også se, at både moren og ungen ligger meget stille, mens de dier. De er ikke i bevægelse ligesom for eksempel marsvin, som bare svømmer rundt i vandet og er i bevægelse, mens ungerne dier.«

Bruger meget tid på at die

Studiet viser samtidig, at de små pukkelhvaler bruger en stor del af deres tid på at die ved moderen. Ifølge Simone Videsen giver det god mening for hvalerne at koncentrere sig om at fede ungerne op.

Efter at ungerne er blevet født i tropiske egne som Exmouth-bugten i Australien, venter der nemlig en lang og barsk rejse til Antarktis.

»Pukkelhvaler tilbringer sommeren i Antarktis eller Arktis, hvor de søger føde og spiser sig tykke og fede. Men om vinteren søger de tilbage til tropiske egne for at parre sig og føde deres kalve. Når kalvene er blevet født, skal hvalerne svømme tilbage til Antarktis. Det er en mere end 8.000 kilometer lang rejse fra Australien. Derfor skal kalvene gerne tage på og blive store for at kunne klare rejsen,« forklarer Simone Videsen.

Når pukkelhvalerne befinder sig i deres 'spisekammer' i de arktiske egne, åbner de gabet og lader stimer af kril, makrel, sild og andre småfisk svømme indenbords. Men når hvalerne er på rejse mellem troperne og de arktiske egne, spiser pukkelhval-moderen stort set ikke, forklarer Simone Vidensen.

»Moderen sørger for at hendes kalv dier og får noget fedt på sidebenene, men hun spiser ikke selv, mens hvalerne migrerer. Derfor giver det også god mening, at vi ser hende holde sig i ro, mens kalvene dier. Det sparer på hendes energi,« siger Simone Videsen.

Forstyrrer hvaler så lidt som muligt

De små apparater, som forskerne satte fast på hvalerne, er udviklet af forskere fra universitetet i St Andrews. De blev siddende på hvalerne i op til 22 timer, og herefter faldt de af og røg op til overfladen af vandet. Her kunne forskerne indsamle dem igen og hive data om hvalernes opførsel ud af apparatet.

I alt blev to mødre og otte kalve tagget, og selvom det måske kan lyde en smule barsk at sætte en sugekop fast på en hvalunge, forsikrer Simone Videsen, at det ikke skader hvalerne.

»Vi er meget opsatte på, at forstyrre hvalerne så lidt som muligt, for vi vil gerne undersøge deres naturlige adfærd. I Exmouth-bugten ligger de ofte og slapper af i overfladen af vandet, og de er ikke særlig sky dyr. Vi kan sejle helt hen til dem i et roligt tempo, og jeg blev faktisk overrasket over, hvor pænt de tog det, når vi taggede dem. De svømmede bare roligt væk, og lidt efter kunne vi se dem ligge i overfladen og slappe af igen,« siger Simone Videsen.

Det nye studie er udført i samarbejde med forskere fra Murdoch University i Australien og University of St. Andrews i Skotland og er netop blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Functional Ecology.