Når en gruppe han-elefanter står ved et vandhul og drikker vand, kan en af de ældre og dominante i flokken vifte med sine ører og lave en infralyd, der signalerer til de andre, at det er på tide at gå videre.
Det skriver Phys.org.
Som svar på den ældre elefants ordre begynder de yngre han-elefanter at svare på kaldet ved også at lave en særlig lyd med deres ører, hvorefter de følger den ældre, dominante elefant videre til gruppens næste stop.
Lyden er en såkaldt infralyd - en lyd med en lav frekvens på under 20 Hz, som mennesker har svært ved at høre. Men du kan alligevel prøve at høre lyden her:
Den nye viden, som netop er publiceret i tidsskriftet PeerJ, gør op med tidligere antagelser om, at det kun er hun-elefanter, der benytter sig af den kommunikationsmodel.
»Vi var overraskede over at opdage, at han-elefanter, der ofte er blevet anset for at have løse sociale bånd, benytter sådan en sofistikeret kommunikationsform for at sætte gang i handling,« siger studiets førsteforfatter og biologiforsker ved Stanford University, Caitilin O’Connell-Rodwell, til Phys.org.
»Det viser, at de bruger lyde til at kommunikere i højere grad, end vi tidligere har vidst.«
O’Connell-Rodwell optog første gang lyden af han-elefanternes infralyd tilbage i 2004. Fra 2005 og 12 år frem begyndte hun og holdet bag at indsamle data fra Mushara-vandhullet idet afrikanske land Namibia.
De brugte kameraer, der kunne optage i mørke og skjulte mikrofoner til at dokumentere elefanternes adfærd.
På den måde kunne de optage lyde, som mennesker ikke selv kan opfange og studere elefanternes sociale adfærd i grupper.
Forskerholdet bag analyserede lydene og videoerne for at forstå han-elefanternes kommunikation og hierarki i grupperne.
Her viste det sig blandt andet, at dominante elefanter var vigtige for gruppedynamikken.
De dominante elefanter hjalp nemlig med at skabe samhørighed og stabilitet i grupperne.
»Disse individer (de dominerende elefanter, red.) påtager sig rollen som mentor. De tager sig af de unge elefanter, som har brug for ekstra omsorg og som har et stort behov for fysisk kontakt,« forklarer O’Connell-Rodwell.
»De ældre (dominante, red) elefanter tager dem under vingerne og guider dem, deler deres ressourcer og tager sig af de unge elefanters følelsesmæssige udsving,« afslutter hun.
































