Dagene var omtrent en halv time kortere under den sene kridttid, end de er i dag.
Det har forskerne egentlig vidst i lang tid, men fund af kemiske spor i en 70 millioner år gammel skal fra en uddød musling bidrager til yderligere præcision af de tidligere estimater.
Det skriver Gizmodo.
Du kender måske metoden, hvor man tæller årringene på en træstump. Det er i princippet samme metode, som forskerne fra Universitet i Bruxelles har anvendt i studiet.
De har nemlig talt mikroskopiske, tynde lag af skallen, således det har været muligt at udregne længden af dagene i den sene kridttid, skriver Gizmodo.
I studiet fremgår det, at dagene for 70 millioner år siden var omkring 23,5 timer lange, og Jorden roterede 372 gange hvert år mod de 365 dage om året, vi ser i vores tid.
Årets samlede længde har dermed ikke ændret sig siden den sene kridttid, hvor året bestod af 8.760 timer, ligesom det gør i dag.
Forskellen skyldes, at vores planet gradvist roterer langsommere takket være Månens tyngdekraft-effekt.Den nye forskning bidrager altså til en bedre forståelse af forholdet mellem Jorden og Månen over tid, forklarer Niels J. de Winter, der forsker i Jorden og klima ved Bruxelles Universitet og har ledet studiet, til Gizmodo.Og netop de kemiske analyser er afgørende, skriver Gizmodo. Disse gør det nemlig muligt at komme frem til præcise estimater sammenlignet med tidligere studier, hvor menneskelige fejl og problemer med at genkende et lag med øjet har ført til fejlkonklusioner på op til ti dage.
\ Læs mere
Nøglen i det nye studie er som sagt et fossil af muslingen Torreites sanchezi, der er en såkaldt rudist (rudister er en samlebetegnelse for en række muslingefamilier i ordenen Hippuritoida.)
Når forskerne kiggede på prøverne i et mikroskop, var de i stand til at se skallens daglige vækst, der var 40 nanometer bred, hvilket er utrolig tyndt.
Men for en skal, der har tilhørt et uddødt bløddyr, er det faktisk relativt tykt, hvorfor forskerne i højere grad var i stand til at studere lagene med hidtil uset præcision.
Det lille fossil kan altså siges at være et nøglekomponent til at forstå fortiden.
Studiet er udgivet i Paleoceanography and Paleoclimatology.
