Herbariet på Statens Naturhistoriske Museum gemmer på ark med indsamlede planter gennem 400 år.
Men det er noget helt særligt ud af de næsten tre millioner herbarieark, som Nina Rønsted, professor ved Københavns Universitet og kurator for Botaniske Samlinger på museet, gerne vil vise frem:
»Det er typeeksemplaret af kinabarken – den bark, som blev brugt til behandling af malaria gennem næsten 400 år,« siger Nina Rønsted.
Den røde kinabark (Cinchona pubescens) kom til København fra Ecuador omkring 1770 og blev beskrevet af botanikeren Martin Vahl. De lokale i Ecuador brugte kinabarken til at kurere febersygdomme, hvilket de fortalte til katolske munke.
På den måde fandt europæerne altså ud af, hvordan man kurerer malaria med bark.
Gin & kinabark
Kinin, som er det aktive stof i kinabarken og kan modvirke malaria, smager meget bittert. Og hvis du er glad for en gin & tonic i ny og næ, kan du faktisk takke europæernes opdagelse af kinabark for det:
»Det smager lidt bittert, så når man skulle tage sin medicin, smagte det ikke særlig godt. Og der går historien altså på, at de britiske soldater i kolonierne fandt ud af at hælde lidt gin ned i medicinen, så det var lidt nemmere at få ned,« forklarer Nina Rønsted.
Og sådan blev selve idéen til den G&T, som vi kender i dag, faktisk til. Dog skal man nok ikke regne med, pointerer Nina Rønsted, at et par af de bitre drinks kan kurere malaria. Desværre.
Se videoen foroven og find også ud af, hvorfor kinabarken i herbariet stadig har betydning i dag – og hvorfor forskerne bliver ved med at rejse tilbage til Sydamerika og lede efter beslægtede plantearter.
