Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Forskere løser mysteriet: Sådan blev de første dyr på Jorden til

Annonce:

Gamle klipper i Australien gemmer på afgørende informationer om, hvordan dyrene på Jorden blev til. Dyrenes tilbliven var afgørende for, at menneskeliv kunne udvikles, skriver Phys.org.

Forskere har tidligere fundet spor af meget simple bakterie-agtige organismer, der levede for op imod fire milliarder år siden. Men der har ikke hidtil været meget evidens for, hvad der fik det mere komplekse dyreliv på Jorden til at blomstre.

Nu har forskere fra blandt andet Australian National University angiveligt fundet ud af det ved at analysere klipper i det centrale Australien.

Forskerne knuste prøver af klipperne til pulver og udvandt molekyler fra gamle organismer. Molekylerne gemte på afgørende viden om, hvordan mere komplekst liv på Jorden blev til for 650 millioner år siden:

»I disse klipper opdagede vi slående tegn på molekylære fossiler. Vi vidste med det samme, at vi havde med en banebrydende opdagelse at gøre,« siger ph.d.-studerende og medforfatter på studiet Amber Jarrett ifølge Phys.org.

En af studiets øvrige forfattere lektor Jochen Brocks forklarer, at kloden var dækket af is i perioden, inden der kom komplekst liv på Jorden.

Da de globale temperaturer i istiden steg, smeltede isen fra næringsrige klipper. De ekstremt næringsholdige aflejringer og det varmere klima skabte de perfekte betingelser for en hurtig spredning af alger.

Annonce:

»Det var en revolution af økosystemer. Det var begyndelsen på algers fremvækst,« siger Jochen Brocks ifølge Phys.org.

Da algerne er nederst i fødekæden, dannede de grobund for, at andre organismer kunne vækste, og det var sådan, andet, mere komplekst liv, kunne udvikle sig, mener forskerne.

Studiet er publiceret i Nature.

viw