Blæksprutternes tidlige evolutionære historie er ikke fantastisk velbeskrevet, især fordi de er bløddyr.
Det betyder nemlig, at man meget sjældent finder fossile rester af andet end de tidlige blæksprutters skaller.
Nu har canadiske forskere imidlertid fundet, hvad de mener er den hidtil ældste slægtning til de moderne blæksprutter.
Dyret hedder Nectocaris pteryx og levede for cirka 500 millioner år siden i den geologiske periode Kambrium.
»Vi tror, at dette sjældne dyr er en tidlig slægtning til alle blæksprutter,« siger en af forfatterne til artiklen, ph.d.-studerende Martin Smith ved University of Toronto i en pressemeddelelse.
Rykker blæksprutternes udvikling 30 millioner år tilbage
Han har sammen med Jean-Bernard Caron, der er lektor i palæontologi ved Royal Ontario Museum, undersøgt 91 nye fossiler, der er indsamlet af museet i det berømte Burgess Shale-fossilbrud, hvor der i løbet af de sidste 100 år er fundet utallige uvurderlige fossiler fra Kambrium.
I denne periode opstod der meget pludseligt en lang række komplekse organismer, hvilket har født betegnelsen 'den kambriske eksplosion'. Den pludselige udvikling skal dog forstås i forhold til geologisk tidsregning, da den dækker over en periode på flere millioner år.
»Det er en vigtig opdagelse, fordi det betyder, at primitive blæksprutter fandtes meget tidligere end vi hidtil troede, og det åbner dermed for en ny tolkning af denne dyregruppes historie,« siger Martin Smith.
\ Fakta
»For eksempel placerer det dem tidsmæssigt meget tættere på de første komplekse organismers opståen under den kambriske eksplosion,« siger han. Fundene er 10-15 millioner år ældre end de hidtil ældste fossile blæksprutter, der er cirka 495 millioner år gamle.
Accelererede ligesom nulevende blæksprutter
Det første og indtil nu eneste fossil af Nectocaris blev fundet for næsten 100 år siden, også i Burgess Shale, men blev ikke beskrevet før 1976. Som det eneste fossil af dyret lå det ene eksemplar til grund for al viden om det cirka 5 centimeter lange bløddyr. De hidtidige tolkninger af fossilet har dog ikke været helt overbevisende, siger Martin Smith.
»Den har ikke været klassificeret før nu på grund af tvetydige karakteristika ved det første eksemplar,« siger han.
De mange nye fossileksemplarer, viser, at Nectocaris blandt andet var helt flad, havde store øjne og to lange tentakler, som forskerne tror, hjalp dyret til at jage og indtage føde.
Derudover mener forskerne, at den svømmede ved hjælp af sine store finner og formodentlig brugte et tragt-lignende organ ved munden til at accelerere, i stil med nulevende blæksprutter.
Unikt fund
Jan Audun Rasmussen, er lektor i palæontologi ved Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet og studerer blandt andet fossile blæksprutter. Han kalder fundet unikt og mener, at det ser meget spændende ud.
»Fundet har store konsekvenser for blæksprutternes udviklingshistorie. Selv om Nectocaris måske ikke er en direkte forfader til de hidtil kendte blæksprutter, viser det, at der er et fælles ophav, hvorfra både Nectocaris og de nulevende blæksprutter stammer,« siger han.
Han forklarer, at man hidtil har troet, at blæksprutter stammede fra en gruppe af bløddyr ved navn monoplacophora, der på dansk også kaldes urbløddyr. Det bygger især på, at man har fundet fossiler af disse dyr med kamre i skallen, hvilket de hidtil tidligst kendte blæksprutter også havde.
Nectocaris mangler skallen
»Nectocaris er ret særpræget i forhold til de fossile blæksprutter, man ellers kender. Den består for eksempel udelukkende af bløddele og er altså ikke skalbærende, hverken med en ydre eller indre skal. En ydre skal var ellers et gennemgående træk igennem mindst 200 millioner år hos de første blæksprutter,« siger Jan Audun Rasmussen.
Han forklarer, at de tidlige blæksprutter ud over beskyttelse også brugte skallen til opdrift i vandet. Men Nectocaris har i stedet kunnet svømme rundt uafhængigt af skallen ved hjælp af dens finner.
Ud over skallen mangler Nectocaris også andre hårde dele, blandt andet det 'næb', som nulevende blæksprutter bruger til at fortære føde.
Og så kan Jan Audun Rasmussen også godt savne den såkaldte radula, som findes hos alle andre blæksprutter, såvel nulevende som uddøde.
»Radula er en slags raspetunge, som har nogle tandlignende gevækster, som også findes hos for eksempel snegle, som jo er i familie med blæksprutterne. Det er en meget vigtig karakter hos blæksprutterne, og det er helt klart noget, man skal lede efter i fremtiden,« siger han.
Alt i alt mener han dog, at fundet er overbevisende og meget spændende.
»Den har store øjne, tentakler og så det tragtformede rør, som sandsynligvis har kunnet give en slags jetstrøm, som de nulevende blæksprutter også bruger.«
»Det er alle tre ting, der i høj grad taler for, at det er en tidlig blækspruttetype,« slutter Jan Audun Rasmussen.
De canadiske forskeres opdagelse er netop offentliggjort i det seneste nummer af det videnskabelige tidsskrift Nature.
