I de høje luftlag over Chile for 5-10 millioner år siden må den nyopdagede Pelagornis chilensis have været et frygtindgydende indslag.
Dens vingefang på mindst 5,2 meter er det største vingefang, man hidtil har grundigt dokumenteret hos en fugl, viser ny tysk forskning.
Andre tidligere beregninger er kommet frem til større spænd, men de er baseret på meget tyndere dokumentation, oplyser forskerne.
»Ornitologi i Chile ville have været lidt af en oplevelse, hvis nulevende fugle havde haft et vingefang på over fem meter og store tandlignende ben i næbbet,« siger Gerald Mayr fra Forschungsinstitut Senckenberg i Tyskland i en pressemeddelelse.
Resultaterne er offentliggjort i tidsskriftet Journal of Vertebrate Paleontology.
Levede af fisk og blæksprutter
Tidligere har Gerald Mayr og kolleger påvist lignende storvingede slægtninger til nutidens ænder og gæs i områder omkring London, Essex og Kent i England. Men vingefangene var i de tilfælde stadig 'kun' op til 5 meter.
Den nyopdagede gigant P. chilensis tilhører samme gruppe, der er kendt under navnet Pelargornithidae.
Den noget mere folkelige betegnelse på engelsk er bony-toothed birds, dvs. fugle, som har spidse tandlignende gevækster i næbbet.
Fuglene havde lange og smalle næb med mange af de takkede udvækster. De blev sandsynligvis brugt til at fange bytte som fisk og blæksprutter på åbent hav.
Resterne af disse fugle er blevet fundet på alle kontinenter, men næsten kun i ganske små dele. Det skyldes, at fugle som regel har skrøbelige knogler, som ofte ikke kan tåle fossileringsprocessen.
Før eksemplaret i Chile blev afdækket, kendte videnskaben kun til ét enkelt delvist intakt skelet af disse fugle.
70 procent komplet skelet
Det chilenske eksemplar er 70 procent komplet, og knoglerne har undgået at blive knust.
Dermed sidder forskerne med ny og vigtig information om størrelsen og kropsbygningen hos de store fugle.
»Selv om de ser ud som skabninger fra Jurassic Park, så er de ægte fugle, og de sidste individer kan have levet på samme tid som de første mennesker i Nordafrika,« siger Gerald Mayr.
En rekonstruktion af skelettet i fuld størrelse skal udstilles på Senckenberg Museum i Frankfurt am Main i Tyskland.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm

































