De fleste forældre kender nok til udfordringen i at holde styr på sine børn, uanset om det er i trafikken, på ferier eller på museer.
Men et 430 millioner år gammelt lillebitte, men meget ressourcefuldt, væsen ser ud til at være kommet op med mulig løsning.
Det lille dyr brugte tråde til at fasttøjre sine æg i 'poser' til sin ryg og kunne så fastholde og følge sine unger, mens de udklækkedes og voksede - fuldstændig, som var de små drager. Det skriver livescience.com.
Dyret er navngivet efter bogen 'Drageløberen'
Det lille leddyrs særlige opdragelsestaktik er beskrevet i et nyt studie, som er publiceret i det amerikanske tidsskrift PNAS.
Inspireret af det forhistoriske dyrs dragelignende påhæng har forskerne bag studiet navngivet det efter den populære bog 'Drageløberen', som Khaled Hosseini udgav i 2003.
Det første ord i dets latinske navn, Aquilonifer spinosus, stammer fra de latinske ord aquila, som betyder ørn eller drage, og fer, som betyder at bære.
Drage-taktikken bruges ikke længere
Aquilonifer spinosus-dyret målte 1,3 centimeter og havde 12 par ben, som den brugte til at fare hen over havbunden i det område, som i dag er Herefordshire i Storbritannien, viser studiet ifølge livescience.com.
Forskernes unikke fund antyder, at de små leddyr stadig eksperimenterede med forskellige metoder til at udruge deres unger i perioden for 430 millioner år siden.
Faktisk gør nulevende arter stadig brug af nogle af de forhistoriske ruge-metoder, som f.eks. at bære ungerne direkte på ryggen. Det gælder dog ikke den særlige drage-taktik.
»Studiet viser, at leddyr udviklede en række forskellige ruge-strategier udover dem, som vi kender i dag - måske var denne strategi mindre succesfuld og uddøde derfor,« siger Derek Briggs, som er professor i palæontologi ved Yale University og medforfatter på studiet, til bbc.com.
































