Der er en farlig flåt på spil i Tisvilde-området nord fra København.
Spor af den centraleuropæiske hjernebetændelse - den såkaldte TBE-virus - er nemlig blevet fundet i flåter omkring skoven Tisvilde Hegn.
Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse.
SSI har foretaget undersøgelserne efter en sommer, hvor der har været tre sygdomstilfælde med hjernebetændelsessygdommen TBE i området.
LÆS OGSÅ: Blodsugende bombardement: Trækfugle smider flåter i din have
Virussen er fundet i flåter omkring Tisvilde Naturlegeplads i det nordøstlige hjørne af Tisvilde Hegn.
Aktuelt vurderes det dog, at hele området omkring Tisvilde Hegn er risikoområde for TBE.
»Personer som færdes i og omkring Tisvilde Hegn, især uden for stier i skov og krat, bør derfor være meget opmærksomme på at beskytte sig mod flåtbid,« fortæller afdelingslæge Peter Henrik Andersen fra SSI i pressemeddelelsen.
Han fortæller samtidig, at risikoen for smitte generelt er lav, men at man bør være særlig opmærksom på risikoen for flåtbid nu, hvor det er sæson for plukning af bær og indsamling af svampe.
Risikoen for flåtbid og TBE-smitte findes dog året rundt - også om vinteren.
LÆS OGSÅ: Første kort over flåter i Skandinavien: Blodsugerne flytter nordpå
SSI opfordrer generelt til, at man undersøger sig selv og sit barn for flåtbid og fjerner eventuelle flåter straks med en pincet eller bare med neglene.
»Man kan minimere risikoen for flåtbid ved at bruge en trøje med lange ærmer og lange bukser samt bære støvler eller trække strømperne ud over bukserne,« anbefaler overlæge Anders Fomsgaard fra SSI.
»Desuden kan myggeafvisende midler have en vis effekt. Hvis man udelukkende færdes på stier i skoven,« tilføjer han.
Der findes desuden en vaccine mod TBE, som SSI anbefaler, hvis man færdes meget i de kendte risikoområder som Tisvilde Hegn.
I år har SSI foreløbig påvist TBE hos 11 personer i Danmark. Heraf formodes tre smittet i eller omkring Tisvilde Hegn, én på Bornholm og syv i udlandet - fire i Sverige, to i Litauen og én i Letland.
LÆS OGSÅ: Flåter med TBE-virus har erobret Sjælland
LÆS OGSÅ: Flåter kan klare sig midt i byen
fghs

































