Et træ i det nordlige Grækenland er det ældste levende træ i Europa, som man kender til. Det skriver washingtonpost.com.
Det er et hold forskere fra Stockholms Universitet, University of Mainz og University of Arizona, der har aldersbestemt træet til at være mindst 1.075 år gammelt. Dermed har det levet længere end noget andet træ i Europa, man kender til.
Adonis, som træet er blevet døbt, er et såkaldt slangebark-fyr, en art nåletræ. Ifølge forskerne slog det rod i år 941, mens det Byzantiske Rige var på sit højeste, og vikingerne var ved at nå Sortehavet.
»Jeg er imponeret over al den menneskelige historie, der har omgivet træet - byzantinerne, ottomanerne. Der er sket så mange ting, som kunne have ført til træets død,« siger den svenske dendrokronolog Paul J. Krusic, leder af ekspeditionen, der fandt træet, i en pressemeddelelse og tilføjer:
»Det er bemærkelsesværdigt, at denne store, imponerende organisme har kunnet overleve så længe i et uvenligt miljø og et land, som har været civiliseret i mere end 3.000 år.«
Forskergruppen fandt også mere end et dusin andre træer med næsten 1.000 år på bagen under deres ekspedition i Pindos-bjergene i det nordgræske. De aldersbestemte træerne ved at tælle deres ringe, og i Adonis' tilfælde kunne de faktisk ikke nå helt ind til midten, hvorfor træet ifølge Krusic med sikkerhed er ældre end de 1.075 år, man kunne dokumentere.
1.075 år er dog nok til at gøre træet til det ældste kendte i Europa. Der er træer, som menes at være ældre, men det er estimater baseret på deres størrelse og vækst. Der findes også træer, der siges at være næsten 10.000 år gamle, men her er der tale om træer med klonal vækst, hvilket vil sige, at de er i stand til at reproducere sig aseksuelt.
Faktisk var Paul J. Krusic og hans ekspedition slet ikke på jagt efter Europas ældste træ - de var der for at blive klogere på klima- og miljøforandringer.
»Det her var bare noget, vi tilfældigvis stødte på,« siger han ifølge washingtonpost.com.

































