Døde hvaler fortæller om smitsomme sygdomme og forandringer i klima

Danmark har en kystlinje på mere end 7.300 km, og derfor strander der hvert år adskillige hvaler og hvalkadavere.

Oftest er det hjemmehørende arter som marsvin og hvidnæse, ligesom også våge- og grindehvaler er blandt de almindeligste fund.

De senere år har også budt på finhvaler og kaskelotter, og undertiden strander der også fremmede arter som næbhvaler og almindelig delfin (en art i slægten Delphinus). Med den globale opvarmning kan vi forvente, at der fremover strander endnu flere eksotiske arter.

Men på trods af, at strandingerne vidner om hvalernes tilstedeværelse, ved vi stadig forbløffende lidt om deres biologi. Selv basal viden om hjertets anatomi og hjertekar-systemets fysiologi mangler for mange hvalarter.

Det er fascinerende, at så store dyr kan befinde sig i havene omkring Danmark og tilmed glide under skibene, men at vi alligevel kender så relativt lidt til dem.

Når hvalerne strander, udgør de derfor spændende forskningsemner, som kan gøre os klogere på hvalernes liv. Organerne kan tages ud og skannes, hvilket øger vores viden om deres struktur.

Verdens største hvalsamling er i en kælder i København

Det er oftest et tværfagligt team af konservatorer, biologer, dyrlæger, der forestår dissektionerne. Forud for det praktiske arbejde med hvaldissektionen har der ofte været en livlig mailkorrespondance mellem de forskellige institutioner, som medvirker ved dissektionerne.

Det er blevet aftalt, hvilke organer og organprøver som der skal indsamles fra hvalen. Skelettet skal som regel sikres til verdens største samling, der hører hjemme i hvalkælderen under Zoologisk Museum i København, eller det skal måske til samlingen på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

Foruden repræsentanter fra museerne medvirker også forskere og dyrlæger fra blandt andet DTU Veterinærinstituttet og de øvrige universiteter. Basalt set repræsenterer disse tre interesser, der i praksis spiller tæt sammen, nemlig konservering af skelettet, at skaffe ny viden om hvalernes biologi samt at fastslå sygdomme og dødsårsag.

Hvad angår det sidste, er det desværre kun muligt for cirka hver tredje hval at finde ud af, hvorfor den døde. En del strandede hvaler er nemlig allerede rådne, og det gør det vanskeligt at fastslå dødsårsagerne.

Hvalerne udgør et stort formidlingspotentiale overfor de fremmødte gæster og bliver ofte formidlet af pressen. Under dissektionerne bliver hvalstykkerne samlet sammen, så de ikke forurener badestrandene.

Ørevoks, øjne og tænder fortæller om alder

Når vi går i gang med at dissekere hvalerne, kan vi bestemme mange forskellige forhold som alder, køn og dødsårsag. Kønnet kan man ofte se udefra. Der indsamles tænder fra tandhvaler for senere at kunne bestemme alderen gennem tælling af årringe. Det er nemlig en ret pålidelig metode.

Hos bardehvaler mangler tænderne, og de er derfor noget vanskeligere at aldersbestemme, men her kan man bruge enten ørevokset eller øjnene til en aldersbestemmelse.

Ørevokset indeholder en slags årringe, og øjets linse kan aldersbestemmes ved analyse af aminosyrer. Disse metoder er dog noget mere usikre, eksempelvis skal øjnene være udtaget kort efter dødstidspunktet, hvis alderen skal bestemmes præcist.

Inden knivene for alvor findes frem, måler vi hvalen op på kryds og tværs. Vi gør det altid på samme vis, således at hvalens data kan sammenlignes med tidligere strandede hvaler.

Et vigtigt punkt er også at måle spæktykkelsen, da det siger noget om, i hvilken ernæringstilstand hvalen var, da den døde: Døde den pludseligt, eller havde den været syg igennem en længere periode, hvor den ikke kunne jage og derfor gradvist blev afmagret?

LÆS OGSÅ: Hvorfor strander hvaler?

Tarmene afslører hvalens fødevalg

Hvalens ydre kan også give et fingerpeg om, hvorvidt den er druknet i et fiskenet eller måske påsejlet af et skib. Herefter skrælles hud, spæk og muskulatur af lag for lag, indtil man når ind til de indre organer. Hos store hvaler, såsom kaskelotter, drejer det sig om adskillige tons spæk og muskulatur.

Undervejs bliver alle sygdomsfund og anatomiske afvigelser noteret og fotograferet, og der bliver udtaget prøver til videre analyser. De indre organer udtages og vejes, og alle sygdomsforandringer undersøges, efterhånden som de findes.

Hvalen har, ligesom køer, flere maver, og de skæres op sammen med tarmene, så eventuelle rester af føde og plastik kan registreres. Blækspruttenæb og øresten fra fisk er svært nedbrydeligt, og de giver ofte biologerne et indblik i hvalens fødevalg. Ja, undertiden kan de være med til at fastslå, i hvilke have hvalen har levet sit liv.

Nogle gange må dissektionen planlægges efter at udtage bestemte organer, som en forskergruppe ønsker at undersøge i detaljer. Blandt andet er forskere ved Aarhus Universitet interesserede i at forstå, hvordan tandhvaler kan ekkolokalisere byttedyr, på en tilsvarende måde som vi kender fra flagermus.

Når vi på den måde bliver ved med at indsamle data, har vi en meget værdifuld oversigt over ændrede levevilkår, miljø og andet hos hvalerne.

Når den praktiske dissektion er færdig, bliver hvalstykkerne kørt til forbrænding. Skelettet tages med til museet, hvor det lægges ned i vand, således at blødvævsdelene kan rådne væk.

Til slut kan knoglerne konserveres og opbevares på museet. Knoglerne bruges ikke kun til udstillinger, men er også værdifulde for eftertidens forskere, der ønsker at studere dem.

Sygdomme, levevilkår og miljøforandringer afsløres

De færreste ved, at der efter dissektionen også følger et stort laboratoriearbejde. Under selve dissektionerne bliver der løbende udtaget og gemt prøver i formalin, sprit og på frost, og disse fordeles efterfølgende til laboratorierne.

DTU-Veterinærinstituttet modtager således en række prøver, som de undersøger for sygdomme. Undersøgelserne kan afsløre en række sygdomme, som man ikke kunne se med det blotte øje.

Blandt andet undersøges hjernevævet for at teste for morbillivirus, der rammer en række hvalarter. Morbillivirus kendes fra mæslinger hos mennesker, men er her af særlig veterinær interesse, fordi havpattedyr, såsom sæler og hvaler, muligvis kan smitte til pelsdyr.

Der bliver typisk også fundet en række parasitter i blandt andet spæk, maver, tarme, lunger og sågar hjertet, og disse – nogle gange op imod 100.000 parasitter i blot en enkelt hval – skal artsbestemmes, så der opnås viden om hvalernes parasitbyrde.

Ikke sjældent er det her under laboratoriearbejdet, at de sidste brikker falder på plads til at fastslå dødsårsagen. Andre af prøverne bliver sendt til undersøgelser for indhold af miljøfremmede stoffer.

Fordi de fleste hvaler befinder sig øverst i fødekæderne indeholder de ofte mange miljøfremmede stoffer. Tilmed mangler hvaler nogle af de mekanismer, som andre pattedyr gør brug af for at udskille giftige stoffer – blandt andet mangler de hår, som ellers bruges af mange pattedyr til at udskille tungmetaller.

Derfor kommer prøverne til at give os et meget præcist billede af, om mængden af for eksempel tungmetaller i havmiljøet stiger eller falder.

Fossile hvaler fundet dybt inde i Sønderjylland

Ikke alle undersøgte hvaler er nyligt døde. I Gram Lergrav, der er beliggende et godt stykke inde i det sydlige Jylland, kan man finde fossile hvaler, som levede for ti millioner år siden i det såkaldte Gramhav, der dengang dækkede det meste af Danmark.

Der er fundet hvalknogler og hvalskeletter svarende til omkring en snes forskellige hvalarter, og Gram Lergrav udgør således et væsentligt fundsted for stamfædrene til nutidens hvaler.

Senest er der i 2018 fundet to fossile hvaler i leret. Disse hvaler bliver møjsommeligt udgravet og konserveret, før de til sidst bliver udstillet og brugt til videnskabelige undersøgelser.

Fossile hvalers anatomi kan ofte give indsigt i dyrenes afstamning og samtidig kaste lys over, hvorfor moderne hvaler ser ud, som de gør.

LÆS OGSÅ: Makabert syn: Forskere byder ind på de to strandede kaskelothvaler

Skanning af fossile og nulevende hvalarter

Ulempen ved dissektion er selvfølgelig, at man samtidig ødelægger det, man gerne vil undersøge. Når vi ikke vil ødelægge genstanden for undersøgelsen, så kan vi bruge CT-skanning, som endda også giver detaljerede 3D-billeder af de forskellige indre dele.

Skanningsbillederne giver samtidigt indsigt i strukturernes indbyrdes placering, eksempelvis blodkarrenes placering i øjet, som ville gå tabt, hvis man i stedet skar i organet.

Hvis man bare graver i leret, risikerer man at ødelægge det skelet, man forsøger at udgrave. Derfor skærer man blokke af ler med knoglefragmenter ud og CT-skanninger dem.

Konservatoren kan så bruge skanningen til at planlægge og orientere sig i, hvordan de fossile knogler lettest og mest sikkert frigøres fra leret. Samtidig udgør CT-billederne en 3D- dokumentation for, hvordan knoglerne var lejret i forhold til hinanden, mens de stadig lå nede i leret.

Den viden er vigtig, når vi skal forsøge at genskabe, hvordan hvalen så ud.

CT-skanning kan også bruges til at fastslå, hvordan kraniets knogler er vokset ind over hinanden, hvilket er af betydning for at fastslå fossilernes placering i slægtstræet over uddøde hvaler. Det er vigtigt, fordi det kan sige noget om hvalernes udvikling og indbyrdes afstamning.

Særligt bardehvalernes afstamning har givet palæontologerne grå hår i hovedet, men takket være fund i Gram er der i dag klarhed herom.

Hvalens hjerte viser, hvordan det klarer trykforskellene

Også de nutidige hvaler bliver undertiden skannet, omend det kun er muligt at få plads til et helt marsvin i skanneren, mens der for de øvrige hvalarter kun er plads til enkeltorganer.

Billedet herover viser eksempler på CT-skanninger af hjertet fra sejhvalen, der strandede ved Hobro i december måned. Hjertet blev udtaget under dissektionen for efterfølgende at blive gennemstrømmet med formalin, således at det blev fuldt ud konserveret.

Herefter blev det skannet adskillige gange, for derved at kunne konstruere billeder, som viser hjertemuskulaturens og kranspulsårernes anatomi.

Sådanne billeder kan give indblik i, hvordan hjertet fungerer hos så store dyr, og hvordan det er tilpasset livet i havet, hvor hvalerne skiftevis befinder sig i dybden og oppe ved havoverfladen, hvorfor de skal kunne klare store trykforskelle.

LÆS OGSÅ: Hvordan vejer man en hval?

LÆS OGSÅ: De leger, bruger redskaber og lærer hinanden ting: Hvorfor ligner delfiner mennesker så meget?

LÆS OGSÅ: Delfiner har ‘navne’ og svarer, hvis man kalder