I 1987 blev en spækhugger spottet svømme rundt i det nordøstlige Stillehav med en død laks på næsen. De efterfølgende uger spredte trenden sig til andre spækhuggere, der begyndte at bære døde laks som hatte.
Trenden varede kun omkring et år, og er ikke set siden – indtil nu.
Her næsten 40 år efter ser det ud til, at laksehatten er kommet på mode igen. I oktober opdagede forskere og hvalobservatøre, at spækhuggere (Orcinus orca) i South Puget Sound og Point No Point i det nordvestlige USA igen svømmer rundt med døde fisk på hovedet.
Det skriver blandt andre Live Science og New Scientist, efter et nyt foto af den gådefulde opførsel blev delt af gruppen Orca Network.
Forskerne tror, at de spækhuggere, der har taget trenden til sig i dag, også var til stede, da den første gang dukkede op.
»Det ser ud til at være muligt, at nogle individer, der oplevede adfærden første gang, kan have startet den igen,« sagde Andrew Foote, en evolutionær økolog ved Universitetet i Oslo i Norge, til New Scientist.
Marinbiologen Johanna Domise observerede også en spækhugger svømme med en laks på hovedet længere sydpå i Monterey Bay ved Californien i marts 2023 og fangede det på videoen herunder:
Forskerne ved ikke, hvorfor spækhuggerne bruger de døde fisk som en slags hat, men deres bedste bud er, at det skyldes høj fødevaretilgængelighed.
Det vrimler nemlig med laksen (Oncorhynchus keta) i South Puget Sound, og ved at tage fiskene på hovedet kan de gemme maden til senere.
Det er ikke unormalt, at spækhuggeren gemmer mad andre steder på kroppen.
»Vi har set pattedyrædende spækhuggere bære store bidder af mad under deres brystfinne, lidt gemt ind ved siden af deres krop,« sagde Deborah Giles, en spækhuggerforsker ved University of Washington, til New Scientist.
I dag har forskerne bedre mulighed for at opklare mysteriet, end de havde for 37 år siden. Ved hjælp af kameraudstyrede droner kan de nemlig overvåge spækhuggerne, der svømmer rundt med fisk på hovedet.
På den måde kan de finde ud af, om teorien med, at de gemmer maden til senere, holder stik – eller om forklaringen er en anden.
Uanset årsagen synes Deborah Giles, at det har været sjovt at se trenden vende tilbage.
»Det er et stykke tid siden, jeg personligt har set det,« sagde hun.



































