Dine gener bestemmer, om du får indvoldsorm

Har man rejst i tropiske områder, hvor de sanitære forhold er dårlige, kan man være uheldig at blive smittet med tarmparasitten spolorm.

Globalt er der cirka 800 millioner mennesker, der har parasitten, især børn. Infektionen kan give mavesmerter og nedsat vækst. I svære tilfælde kan ormene fuldstændig blokere tarmen, hvilket kan være dødeligt.

Der findes en nær slægtning til menneskets spolorm, der primært inficerer grise (grisens store spolorm, Ascaris suum). Nyere molekylærbiologiske metoder har dog påvist, at mennesker også kan blive smittet med grisens spolorm.

Man smittes ved at spise de små æg

Grise og mennesker bliver smittet med spolorm ved at spise bittesmå æg, der klæber til eksempelvis jord, strøelse med videre.

Disse æg indeholder en parasitlarve. Når æggene klækkes i tarmen, migrerer larverne gennem leveren til lungerne, hvorefter de slår sig ned i tyndtarmen og vokser sig store.

En voksen spolorm kan blive op til 40 centimeter, og en hun-orm kan producere op mod 2 millioner æg dagligt. Infektion med denne parasit i danske svinestalde medfører blandt andet hoste og nedsat produktivitet.

En spolormsmarkør hjælper til at finde regulerende gener

Vores forskergruppe har i samarbejde med forskerkolleger fra USA og Skotland fundet en genetisk markør, der har betydning for, i hvilken grad grise bliver inficeret med spolorm.

Grise med en bestemt variant af denne markør (som dermed er 'modtagelige') får op til tre gange så mange spolorm end 'resistente' grise, som har den anden variant.

Fundet af markøren kan hjælpe os med at finde de gener, der regulerer spolorm-infektioner i såvel grise som mennesker.

Markøren ligger på grisens fjerde kromosom

I projektet, som jeg har arbejdet med som en del af mit ph.d.-studium, isolerede og undersøgte vi først arvemateriale fra omkring 500 grise, hvilket ledte til opdagelsen af den genetiske markør.

Markøren er en såkaldt single nucleotide polymorphism (SNP, udtales 'snip'), der ligger på grisens fjerde kromosom. Resultaterne er publiceret i det anerkendte tidsskrift International Journal for Parasitology.

Herefter udvalgte vi grise med to varianter af markøren (det vil sige grise, vi forventede var henholdsvis modtagelige og resistente over for spolorm-infektion) og inficerede dem med samme antal spolormeæg.

Man er nu i stand til at udpege restistente grise

Ved studiets afslutning viste det sig, at grisene med den 'modtagelige' variant af markøren havde knap tre gange så mange orm, som grisene med den 'resistente' variant havde. Resultaterne er netop blevet publiceret i det internationale tidsskrift Parasitology.

Studiet har vist, at vi nu er i stand til at udpege grise, der har en høj grad af naturlig resistens over for spolorm-infektion.

Hvis vi for eksempel har en blodprøve eller et mundskrab, kan vi gå i laboratoriet og herefter se, om prøven stammer fra en gris, der er disponeret for mange eller få orm.

Fundet af markøren giver os bedre kontrol over infektionen

Fundet af en markør, der er associeret med antallet af spolorm, giver os en idé om, hvor i grisens arvemateriale vi skal lede efter gener, der styrer værtens evne til at bekæmpe infektionen.

Vi har allerede fundet ét gen, der bliver forskelligt udtrykt i modtagelige og resistente grise, men vi forventer, at et større antal gener er involveret.

Ved at finde de relevante gener kan vi få en større forståelse for, hvordan infektion med indvoldsorm i husdyr og mennesker reguleres af værten. Dette vil give os bedre mulighed for at kontrollere infektionen og udvikle ny medicin og vacciner.