Højesteret i Norge har nu afgjort, at avl på hunderacen Cavalier King Charles Spaniel er i strid med dyreværnsloven.
Sagen begyndte med, at Dyrenes Beskyttelse i Norge anlagde sag mod Norsk Kennel Klub, Norsk Cavalier Klub, Norsk Bulldog Klub og seks opdrættere.
Dyrenes Beskyttelse kritik var, at opdræt af hunderacerne Cavalier King Charles Spaniel og engelsk bulldog er i strid med dyreværnslovens paragraf 25.
Disse hunderacer er særligt udsatte for sygdom, blandt andet som følge af målrettet avl for visse ydre træk som korte snuder og små hoveder.
Forbudt at opdrætte Cavalier King Charles Spaniel i Norge
Højesteret har nu delvist givet Dyrenes Beskyttelse medhold. Opdræt af Cavalier King Charles Spaniel er i strid med dyreværnsloven, fastslår retten.
Det vil derfor være forbudt at opdrætte denne race i Norge.
Det fremgår af dyreværnslovens § 25, at avl, der påvirker dyrets funktioner negativt, eller som mindsker muligheden for naturlig adfærd, er forbudt.
\ Dyreværnsloven i Norge
Dyreejere, avlere, avlsorganisationer og raceklubber skal gennem avl fremme egenskaber, der giver robuste dyr med god funktion og sundhed.
Avlen må ikke:
a. ændre arveanlæg, så de påvirker dyrs fysiske eller psykiske funktioner negativt eller giver sådanne arveanlæg videre,
b. nedsætte dyrets evne til at udøve naturlig adfærd, eller
c. fremkalder almene etiske reaktioner.
Dyr med arveanlæg, som nævnt i 2. afsnit, må ikke anvendes i videre avl.
Der skal foretages en helhedsvurdering ud fra viden om avl og genetik, hvor typen af stress eller sygdom for dyrene, årsagen til tilstanden og formålet med avlen er central.
(Juridiske data: Dyrevelferdsloven)
Der er ikke udsigt til væsentlige forbedringer på kort sigt gennem specifikke avlsprogrammer, fastslår Højesteretten i Norge.
»Dommen bekræfter dermed, at avlen, der i årevis har videreført arvelige lidelser og sygdomme, ikke kun er uetisk, men også et egentligt brud på norsk lov,« siger Åshild Roaldset, dyrlæge og daglig leder i Dyrenes Beskyttelse, i en pressemeddelelse.
Det er dog stadig lovligt at opdrætte engelske bulldogs, men med klare rammer for fremtiden. Det vil sige, forudsat at opdrætterne følger et specifikt avlsprogram, slutter Højesteret. Samme dom blev afgivet i Ankeretten.
\ Læs også
Kraniet er for lille til hjernen
»Det er godt, at Cavalier nu forbydes yderligere avl,« siger professor Henning Andreas Haga til forskning.no., Videnskab.dk's norske søstersite.
En stor del af Cavalier King Charles Spaniel-racen lider af neurologiske tilstande, der skyldes, at kraniet er for lille i forhold til hjernens volumen.
»Der er for lidt plads til nervesystemet, hvilket giver hundene smerter,« forklarer Henning Andreas Haga, der arbejder på Institut for Anæstesi og Radiologi ved Norges Miljø- og Biovidenskabelige Universitet, NMBU.
»Hundene vil udvise symptomer på, at de har ondt. På CT- og MR-skanninger ser vi, at kraniets udformning gør, at hjernen får for lidt plads.«
Tilstandene kan føre til lidelserne Chiari-lignende misdannelse (CM) og symptomatisk syringomyeli (SM). Begge dele giver hunden smerter.
»Et af problemerne ved denne Cavalier-race er, at de hunde, der er udvalgt til avl, er udvalgt ud fra deres udseende, med et lille kranium,« forklarer han.
Som følge har så at sige alle hunde af denne race døjet med helbredsproblemer og smerter.
Graden af indavl har gjort, at der er få individer med lidt større kranier at avle på, som ellers kunne have gjort racen sundere, mener Henning Andreas Haga.
Engelske bulldogs har også store helbredsproblemer
Engelske bulldogs har også store helbredsproblemer, og Henning Andreas Haga mener derfor, at avl af begge racer burde være blevet gjort forbudt.
Som professor er han engageret i hundenes sundhedsproblemer som følge af sin erfaring med anæstesi af hunde.
Problemet for engelske bulldogs er, at de nemt bliver ramt af BOAS, som er en kollektiv betegnelse for arvelige luftvejssygdomme, der forårsager åndedrætsbesvær for hunde.
Det hænger blandt andet sammen med den sammenpressede snude, skriver Højesteret.

Engelske bulldogs er også sårbare, hvis de skal opereres.
»De er blevet avlet til at have korte og brede hoveder med så små næser, at de holder op med at trække vejret, når de skal bedøves,« siger Henning Andreas Haga.
Derfor skal anæstesilæger være ekstra opmærksomme, når hundene vågner fra bedøvelse.
»Vi skal være meget forsigtige med at fjerne slangen, når de vågner,« uddyber han.
Fortsat tilladt at avle på engelske bulldogs
Fordi Norsk Bulldog Klubb, som samarbejder med Norsk Kennel Klub, har iværksat et avlsprogram for at reducere sygdom, vil fortsat avl i tråd med dette avlsprogram ikke være i strid med loven.
Kun avl inden for de klart definerede rammer i bulldogklubbens nye regler vil være fuldt lovligt. Avl uden for rammerne vil som forudsætning være ulovlig.
Højesterets konklusion forudsætter, at bulldogklubbens nye regler vil føre til en tilstrækkelig forbedring, både hvad angår luftvejslidelser og andelen af kejsersnit.
Højesteret lægger til grund, at avlsprogrammet viser gode resultater i forhold til at reducere svære luftvejsproblemer.
»Kan aldrig blive godt«
»Det er rigtig ærgerligt med bulldoggen. Højesteret lægger dog klare rammer og retningslinjer for videre opdræt af disse,« kommenterer Dyrenes Beskyttelse i Norge.
»Men det er et spil for galleriet. Vi ved, at det ‘sundhedsprogram’, som er igangsat for bulldogens luftvejsproblemer (BOAS), aldrig vil være tilstrækkeligt i forhold til racens indavl og mange helbredsproblemer«, skriver Dyrenes Beskyttelse i en e-mail til forskning.no.
»Racen er så indavlet og har flere fikserede sygdomsgener, så videre avl uden nyt blod bliver aldrig godt. Det vil gå én vej; nedad.«
»Det er trist, at flere hunde skal lide livet igennem, når vi ved, at det aldrig kan blive godt,« skriver Dyrenes Beskyttelse.
Opdrættere har aktivt skabt indavl
Disse hunderacers helbredsproblemer er en konsekvens af den måde, hunde er blevet udvalgt til avl på, mener Henning Andreas Haga.
»Det er urimeligt, at dyr skal lide, fordi disse egenskaber er blevet foretrukket af mennesker,« siger Henning Andreas Haga.
Som følge af avl over tid er de fleste hunde også for tæt beslægtede, så det giver problemer, når man forsøger at tilpasse racen for det bedre, rent sundhedsmæssigt,
»Der er simpelthen for meget indavl, og vi mennesker ved jo udmærket, at det ikke er godt,« understreger han.
Professor: Hold op med at efterspørge sygdomsplagede hunde
Også Henning Andreas Haga frygter, at højesteretsdommen ikke vil få stor betydning for hundeavl generelt. Han mener, at hundeejere og de, der opdrætter hunde, skal ændre holdning.
»De, der skal købe en hund, skal lade være med at spørge efter racer, der ikke har det godt. Og de, der avler hunde, skal begynde at prioritere hundenes sundhed og temperament før udseende,« mener Henning Andreas Haga.
Dommen er afsagt under såkaldt dissens - når der er en mindretals-udtalelse, der strider mod den opfattelse, som rettens andre dommere giver udtryk for.
To dommere har haft et andet syn på tærsklen og mener heller ikke, at den overskrides for Cavalier King Charles Spaniel.
Stor opmærksomhed i udlandet
Hundeavlssagen har fået stor opmærksomhed i udlandet, oplyser Dyrenes Beskyttelse. Nu er en snebold begyndt at rulle internationalt.
»Vores arbejde med uetisk avl har haft store effekt i Europa. I mange lande forstår myndighederne nu, at hundeavlen skal ændres,« siger Åshild Roaldset, daglig leder i Dyrenes beskyttelse i Norge i en pressemeddelelse i det norske nyhedsbureau NTB.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
\ Kilder
Norges Højesteret: Avl på hunderasen cavalier er i strid med dyrevelferdsloven, mens avl på engelsk bulldog er mulig under et bestemt avlsprogram. Højesterets dom, civil anke, anke over dom, 10. oktober 2023.
Viktig seier for hundene i Høyesterett. Dyrenes beskyttelse i Norge, pressemeddelse hos NTB, 11. oktober 2023.

































