Du kender det, når du har slået et æg ud og et lille stykke skal har forvildet sig ned i æggehviden. Du prøver at fjerne det med din finger, men hver gang, du nærmer dig skallen, vil den flytte sig en lille smule.
En vandloppe burde stå med det samme problem, når den står foran et byttedyr og er klar til at spise det. For med en størrelse på under 1 millimeter vil vandet virke lige så tykt som sirup, og den mindste bevægelse burde hurtigt afsløre vandloppens intentioner. Fordi vandloppen under sit angreb skubber vand foran sig, som både burde advare og flytte byttedyret.
»Vandloppernes arbejdsbetingelser kan sammenlignes med at skulle fange et riskorn i en kubikmeter tyktflydende sirup med en gaffel,« siger professor Thomas Kiørboe fra DTU Aqua.
Han har stået i spidsen for en ny undersøgelse, som viser, hvordan det alligevel lykkes for vandloppen at få noget at spise. Resultaterne blev for nylig offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift ‘Proceedings of the National Academy of Sciences’ (PNAS).
Hurtigere end et jetfly
Mysteriet løste de danske forskere ved hjælp af et high-speed videokamera koblet til et mikroskop. Og svaret ligger i hastigheden af angrebet: Det pludselig udfald mod byttedyret sker med en hastighed af 100 mm pr. sekund og er overstået på få millisekunder. Det er 360 meter i timen, og hvis det lille dyr havde menneskestørrelse ville det svare til en hastighed på ca. 2.000 kilometer i timen.
»Accelerationen er 20 gange hurtigere end tyngdeaccelerationen og hurtigere end et jetflys. På den måde vil byttedyret ende i vandloppens fangekurv, før den har nogen som helst chance for at ane uråd. Det er verdens hidtil hurtigste bagholdsangreb,« siger Thomas Kiørboe og forklarer, hvorfor det kan lade sig gøre: »Vandloppen er så hurtig, at den når frem til byttedyret, før det vand, som den uundgåeligt presser foran sig, gør det, og som potentielt kunne have advaret byttedyret om det igangsatte angreb. Vi kalder det for Lucky Luke-effekten, fordi man populært kan sige, at vandloppen nærmest er hurtigere, end sin egen skygge, siger Thomas Kiørboe.
På fagsprog hedder det sig, at vandloppen så at sige hopper ud af det ‘viskøse grænselag’.
Unik fangstteknik
Den specielle teknik finder man først og fremmest blandt vandlopper, som er den helt dominerende type dyreplankton i havet.
»En mulig forklaring på, at det er en sjælden angrebsteknik, er, at det kræver mange egenskaber på en gang, som skal understøtte hinanden. Som for eksempel en torpedoformet krop og meget store springmuskler,« siger Thomas Kiørboe.
Vi kalder det for Lucky Luke-effekten, fordi man populært kan sige, at vandloppen nærmest er hurtigere end sin egen skygge.
Thomas Kiørboe, DTU Aqua
Vandlopper har ligesom rejer og hummere ti benpar, hvor de fire til fem bagerste er svømmeben og de forreste er fødelemmer, som vandlopperne bruger til at spise med.
»Det overraskende og lynhurtige bagholdsangreb kommer fra kraftfulde spark med svømmebenene, og det kræver en kæmpe energiudladning. Det er også derfor, at vandloppen i stedet for at cruise rundt efter sit bytte i højere grad ligger på lur og venter på at det kommer forbi. For at spare på energien og på den måde nedsætter den også risikoen for at ende i munden på et andet rovdyr,« forklarer Thomas Kiørboe.
Angreb filmet i slowmotion
Thomas Kiølboe og hans kolleger studerede vandloppernes angrebsteknik ved at optage 2.000 billeder pr. sekund. Her ses angrebet i langsom gengivelse, som er 270 gange langsommere end i virkeligheden. Det vil sige, at et sekund trækkes ud til at vare næsten fem minutter: (kræver QuickTime-player)
