Hvert år afholdes en olympiade for gymnasieelever fra hele verden. Men der dystes hverken i spydkast eller hækkeløb.
Deltagerne skal derimod konkurrere i discipliner som dissektion af edderkopper og kortlægning af biologiske stamtræer. Håbet er, at Den Internationale Biologi Olympiade vil gøre de unge mere interesserede i en fremtid inden for biologien.
I år stillede Danmark op med fire deltagere. Journalist Anders Boe fulgte de fire unge før, under og efter rejsen til Sydkorea, hvor dette års olympiade blev afviklet. Dette er den anden af fire film. Du kan se den første her.
Del 2: Mødet i Sydkorea
I ægte olympisk ånd handler biologiolympiaden ikke kun om at vinde men om at være med. Derfor er mødet mellem forskellige kulturer også en hovedingrediens i arrangementet. For Ailsa Maria Main var det en stor oplevelse at opdage den sydkoreanske kultur.
\ Fakta
Den Internationale Biologi Olympiade blev afholdt første gang i 1990. Dengang deltog 8 lande. I år deltog 233 gymnasieelver fra 58 lande. Næste vært for olympiaden er Shanghai. Danmark er vært i 2015.
»Sydkorea er et højteknologisk og meget åbent land. Folk er enormt gæstfrie. Maden er godt nok lidt underlig og folk kigger efter en, når man er lyshåret. Men alt i alt er det et nemt land at rejse i.«
De første dage i landet bød også på den højtidelige indmarch, hvor alle deltagerne blev præsenteret. For Ailsa Maria Main var det en god oplevelse
»Det var sjovt at prøve, selv om det gik så hurtigt. Det varede højst et minut på scenen, og man kunne knapt se det store publikum, fordi spotlyset var så skarpt. Men det var dejligt at kunne sige: Her er Danmark,« fortæller hun.






























