Dødelig slangegift kan rumme effektiv smertemedicin
Kilde: 
04 oktober 2012

Den sorte mamba er én af Verdens giftigste slanger. Med en række hurtige bid, kan den nedlægge selv den største mand i løbet af tyve minutter. Men i blandt de giftige forbindelser slangen sprøjter ud af dens hugtænder, findes der også to proteiner, der kan blokere smerte lige så effektivt som morfin, men med færre bivirkninger. 

Det skriver Nature på deres hjemmeside.

Slangeproteinerne hedder mambalginer, og de blev fundet som et led i søgningen efter alternativer til opiater såsom morfin. Mange patienter bliver på sigt tolerante over for opiater, hvilket betyder, at de har brug for en højere dosis og opiater har ofte bivirkninger, såsom kvalme, forstoppelse og afhængighed.

Resultatet er offentliggjort i det seneste nummer af det store tidsskrift Nature.

Forskerteamet har undersøgt flere forskellige slange- og andre dyregifte. De fandt ud af, at mus, der havde fået et skud mambalginer, kunne klare at få varmt vand på deres haler og poter i cirka dobbelt så lang tid som deres artsfæller, der ikke havde fået nogen behandling.

Musene udviklede også tolerance over for slangeproteinerne, men i meget lavere grad end opiater. Desuden sænkede mambalginerne ikke musene vejrtrækningsrate, som ellers er en farlig bivirkning ved brug af opiater.

Der mangler stadig meget forskning inden man kan sende et produkt på gaden baseret på slangegift. Blandt andet skal det testes, om det også virker på mennesker.

Lægemidlet Prialt (ziconotide), som efterligner den uhyre farlige gift fra keglesnegle, er umiddelbart det eneste smertestillende præparat, der er baseret på dyregift. 

Læs også på Videnskab.dk:

Smertestillende piller kan give blodpropper

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.