Det er forskere ved Havforskningsinstituttet, Bjerknessenteret for klimaforskning og Universitetet i Bergen, som har ledet det internationale arbejde med at lave atlasset, der blev præsenteret i nyhedsbrevet, som The American Geophysical Union (AGU) har sendt ud i denne måned.
Atlasset har fået navnet SOCAT – eller The Surface Ocean CO2 Atlas.
Det er en oversigt over, hvor meget CO2, der findes i overfladevandet i de forskellige havområder i verden.
»Nu, da vi har fået samlet alle disse data, vil det kunne hjælpe til med at sikre klimaforskningens verificerbarhed og troværdighed,« siger Are Olsen, forsker ved Havforskningsinstituttet i Bergen, og en af hovedpersonerne bag projektet.
Han opfordrer nu forskere over hele verden til at indsende deres data for at kunne fylde hullerne ud i atlasset.
Havet holder på CO2, men hvor meget?
Drivhusgassen CO2 findes som bekendt i luften, men den kan også lagres i havene. Groft regnet optager havet – det vil sige de øverste par meter af havvandet - omtrent 25 procent af al CO2, der slippes ud i verden i dag.
»Dermed bidrager havet til at holde drivhuseffekten lidt nede, fordi mindre CO2 havner i atmosfæren. Men havets evne til at holde på CO2 kan ændre sig,« forklarer Are Olsen.
Bliver havet varmere, kan vandet ikke klare at holde på lige så meget, som når det er koldt. Bare tænk på, hvordan sodavand med brus bliver ’flad’, når du opbevarer den i et varmt rum. Det er omtrent det samme, der sker i havet.
Temperaturen i havet påvirkes desuden på sin side af drivhuseffekten, og i sådan et system, hvor alt ’hænger sammen med alt’, er det ikke overraskende, at det er vanskeligt at få en sikker viden om årsag og virkning.
Det første, som må på plads, er målinger, som kan vise, hvad der rent faktisk sker, der ude i verden.
Ind som kontrol i IPCC-rapporterne
»Tag Global Carbon Project som et eksempel. Det er et projekt, hvor forskere laver kulstofregnskaber for hele verden. Det er altså totaloversigter over, hvor meget kulstof, der slippes ud, sammenlignet med hvor meget kulstof, der lagres til lands og til vands. Projektet har data med fra havene nu, men de er kun modelresultater,« siger Are Olsen.
Det vil sige, at tallene er baseret på teorier om, hvad man tror der sker, mere end målinger af, hvad der rent faktisk sker.
»Vores data kan så bruges til at realitetsteste kulstofregnskabs-modellerne,« siger Are Olsen.
»I sidste instans er det vigtigt for det internationale klimapanel IPCC. Disse kulstofregnskaber er en vigtig del af de rapporter, som IPCC laver, så vi håber, at SOCAT vil blive brugt aktivt, så rapporterne bliver så nøjagtige, som muligt.«
Infrarødt lys afslører CO2-mængden
SOCAT er et internationalt samarbejdsprojekt med deltagere fra blandt andet USA, Australien, Japan og Norge.
Dataene, som samles i atlasset, er baseret på prøver taget fra fragtskibe og forskningsfartøjer, som tøffer rundt på kloden. En del af disse både har nemlig avancerede målestationer med, som kan finde ud af mængden af CO2 i havvand.
Kort fortalt gøres det ved at lyse infrarødt lys gennem havvand, og så registreres det, hvor meget af det infrarøde lys, der kommer ud på den anden side.
CO2 absorberer nemlig infrarødt lys, og dermed kan du regne ud, hvor meget CO2, som skal til for at den manglende mængde lys bliver ’spist op’.
Atlasset er da også naturligt nok mest komplet, der hvor flest skibe passerer. Det gælder hovedsageligt i Nord-Atlanten, samt i Stillehavet rundt om ækvator.
Kort tidsserie
Andre havområder ved vi mindre om. Det gælder for eksempel områderne vest for Australien og en del af havet uden for Antarktis.
De tidligste målinger, som er registret i SOCAT, stammer fra 1968. Are Olsen fortæller imidlertid, at mellem 80 og 90 procent af målingerne er blevet gentaget efter 2000.
»Det er jo ikke lang tid i klimasammenhæng, og vi ved vældig lidt om, hvordan dette varierer over tid. Men jeg var med til et studie for nogle år siden, som viste, at havets evne til at lagre CO2 varierer langt mere end vi indtil da havde troet, og det i løbet af kun kort tid,« siger han.
»Vi forstår ikke helt, hvorfor det er sådan, så det er vigtigt at se på havenes CO2-lagringsevne over kortere tidsperioder også.«
Politikerne har brug for dette atlas
Atlasset har allerede været tilgængeligt for forskere rundt om i verden i omtrent et år, og skaber entusiasme også blandt de, der ikke har været med i projektet.
»Det er jo fantastisk, at de store målinger, som er foretaget på dette område, endelig er samlet og er tilgængeligt for forskere over hele verden,« siger Leif G. Andersson til forskning.no.
Leif G. Andersson er professor i havkemi ved Göteborgs Universitet i Sverige, og arbejder blandt andet med klimaet i det arktiske ocean.
»Der findes jo et stort internationalt netværk for CO2-målinger, men den del af netværket, der handler om havet, er ikke lige så godt udbygget, som den del, der handler om landjorden. Men jorden består jo af 70 procent hav,« påpeger han.
»Politikerne ønsker sig et grundlag for at kunne bedømme fremtidens CO2-niveauer og regional fordeling af CO2, særlig koblet til regionale udslip. Hvis de skal have det, må vi have oversigter som denne. Uden denne base er det ganske simpelt meget vanskeligere at tage politiske beslutninger baseret på et godt videnskabeligt grundlag.«
Send dine målinger ind
Planen er nu, at hullerne i SOCAT gradvist skal udfyldes mere og mere:
»Vi håber at få nok til en rutinemæssig sammenstilling af data, så vi kan slippe nye versioner af atlasset ud hvert eller hvert andet år. På den måde kan det bliver en ressource for klimaforskere verden over,« siger Are Olsen.
»Nu opfordrer vi alle forskere, som har data på CO2-niveauet i forskellige havområder til at sende deres målinger ind.«
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
