Dybt under havets overflade, dernede hvor Solens stråler aldrig når, har forskere fra New Zealand opdaget en helt ny art.
Den har fået det videnskabelige navn Harriotta avia, en ny underart af kimærer, måske bedre kendt som 'ghost sharks' eller spøgelseshajer på dansk.
Det skriver det New Zealandske National Institute of Water and Atmospheric Research (NIWA) i en pressemeddelelse.
Såkaldte spøgelseshajer er en orden af bruskfisk, der opstod for omkring 350 millioner år siden.
De lever generelt nær havets bund, og det er tydeligt at se på dem, hvordan de evolutionært har udviklet sig: Deres skelet består af brusk, så den bløde krop bedre kan modstå trykket dybt under havets overflade.
De har heller ingen skæl, og derfor har man direkte udsigt til på den næsten gelatinøse hud, der giver et spøgelsesagtigt indtryk.
Fundet er ekstraordinært, fordi det tilføjer til vores meget begrænsede viden om disse sælsomme, sjældent studerede fisk.
Det fortæller Brit Finucci, der forsker i blandt andet spøgelseshajer ved NIWA, i pressemeddelelsen:
»Spøgelseshajer som den her er i det store hele fanget ved havets bund, hvor de lever på helt ned til 2.600 meters dybde. Deres habitat gør dem svære at observere og studere, så vi ved ikke ret meget om deres biologi, hvor truede de er. Men det gør kun opdagelser som denne mere spændende,« udtaler forskeren.
Det kendte eksemplar af Harriotta avia blev indfanget i Chatham Rise-området ud for New Zealands østkyst som en del af et forskningsprojekt.
\ Navneforvirring: Spøgelseshajer, kimærer eller havmus?
Hvis du, kære læser, ikke kan finde rundt i det, så er det helt forståeligt.
Først og fremmest: Nej, der er egentlig ikke noget, der hedder en spøgelseshaj på dansk. Den orden af bruskfisk, der har fået kælenavnet, hedder retteligt kimærer eller havmus. Deres latinske navn er Chimaeriformes.
Problemet opstår, når vi kommer ned på artsniveau.
For det første: De fleste underarter har ikke noget officielt dansk navn.
For det andet: Grundet deres fysiske kvaliteter omtales disse fisk ofte på engelsk som 'spookfish' men også det endnu mindre formelle 'ghost sharks'. Det danske pendant hertil, 'spøgelseshaj', er således blevet et kaldenavn for disse fisk.
Vi beklager - og deler - forvirringen!




































