I det store, mørke dybhav er der ingen steder at gemme sig. Hvis man er et byttedyr, der gerne vil undgå glubske rovfisk, må man derfor camouflere sig, så godt man kan.
Ofte kan det være en fordel at være gennemsigtig; på den måde får rovfiskene ikke så nemt øje på ens silhuet. Men det er ikke altid hensigtsmæssigt at være transparent.
For hvis man dykker længere ned i dybet, findes der rovfisk, som har udviklet organer, der udsender lys – såkaldte fotoforer.
Og bliver man først fanget i rovfiskens projektør på en mørk baggrund, så kaster det (ikke helt) gennemsigtige væv meget lys tilbage, og man er afsløret. I sådan en situation er det derfor bedre at camouflere sig med en mat, mørk farve.
Blæksprutter har fleksibel camouflage
De fleste dyr i dybhavet har været nødt til at vælge en af disse to strategier – lys og gennemsigtig eller mat og mørk.
Men nu har to amerikanske forskere fundet og studeret to blæksprutter, som kan begge dele: De har udviklet evnen til lynhurtigt at skifte fra gennemsigtig til mørkerød, når det er nødvendigt. Studiet er netop blevet offentliggjort i tidsskriftet Current Biology.
»Det er fascinerende, at de her små blæksprutter har fundet sådan en storartet og simpel måde at vinde over rovfiskene på,« siger Sarah Zylinski, en af forskerne bag studiet, til Videnskab.dk.
Sarah Zylinski er en ‘visual ecologist’ fra Duke University i USA, og hun interesserer sig blandt andet for, hvordan havdyr opfatter og bruger lys og farver.
For hende er dyrene i dybhavet særlig interessante, fordi de lever i et miljø, hvor der stort set ikke findes noget lys.
Lysfølsomt advarselssystem
Sammen med en kollega besluttede Sarah Zylinski sig for at undersøge de to blækspruttearter Japetella heathi og Onychoteuthis banksii.
\ Fakta
Blæksprutter kan ikke kun skifte farve på baggrund af lysforhold. Nogle blækspruttearter skifter eksempelvis farve, alt efter hvilket underlag de mærker med deres tentakler. Når de rører ved faste genstande, f.eks. klipper, bliver kropsfarven mørk, mens den på løs grund, som for eksempel sand, bliver lys. På den måde falder de bedst i ét med omgivelserne.
I forsøget sænkede forskerne blæksprutterne ned i et kar og påvirkede dem med forskellige former for lys. Undervejs iagttog de, hvordan og hvor hurtigt blæksprutterne reagerede.
Forsøgene viste blandt andet, at når lyset var almindelig, diffust baggrundslys, var blæksprutterne gennemsigtige. Men så snart de blev påvirket af et projektøragtigt blåligt lys – lig det fra rovfiskenes lysorganer – skiftede blæksprutterne farve og blev rødbrune.
»Jeg var overrasket over, hvor hurtigt blæksprutterne reagerede på lyset. Det var virkelig temmelig fantastisk og forbløffende, hvor hurtigt de skiftede mellem gennemsigtig og pigmenteret,« siger Sarah Zylinski.
Nervesignaler giver lynhurtig tilpasning
Farveskiftet sker ved hjælp af en type pigmentceller, kaldet kromatoforer, som hos blæksprutterne er fulde af det rødbrune pigment melanin.
Pigmentet ligger koncentreret i midten af cellen, når den ikke er aktiv, derfor er cellen næsten gennemsigtig. Men når cellen aktiveres, spredes pigmenterne til hele cellen, og cellen skifter farve.

Det er den samme mekanisme, man finder hos fisk, der kan skifte farve. Men hos fiskene styres kromatoforerne ofte af hormonelle signaler, og processen tager derfor længere tid.
Hos blæksprutterne er det nervesystemet, der sender signal til cellerne, og det betyder, at farveskiftet kan ske næsten øjeblikkeligt.
På den måde kan blæksprutterne lynhurtigt reagere på forskellige påvirkninger lysforhold i miljøet, afhængigt af blandt andet vandets klarhed, tidspunkt på dagen og afstand til havoverfladen.
Sjældent adfærdsforsøg
Studiet er et af de få adfærdsstudier, der er lavet med blæksprutter fra de dybeste dele af havet.
»Vi har generelt en dårlig forståelse af dyrene i dybhavet, fordi det er svært at indsamle adfærdsobservationer så langt under havets overflade,« forklarer Sarah Zylinski.
Samtidig er dyr fra dybhavet vanskelige at opbevare, holde i live og observere ude af deres naturlige miljø.
»Vi har stadig utrolig meget at lære om dette enorme habitat, og hvordan dyrene der interagerer. Og for en visual ecologist som mig, er det ganske enkelt betagende at opdage alle de nye og unikke måder at håndtere visuelle udfordringer på,« siger Sarah Zylinski.