I vandene mellem Grønland og Canada findes verdens største polynja, et naturligt hul i den is, som ellers omkranser området—døbt ‘Nordvandet’ af hvalfangere i 1800-tallet.
På grund af lune havstrømme, gunstige vinde og en ‘isbro’ mod nord, som blokerer for og holder ismasserne fra Arktis i skak, så de ikke flyder mod syd, er Nordvandet stort set isfri året rundt.
Polynjaen er en såkaldt biologisk oase, som i årtusinder har været et vigtigt næringsområde for blandt andet hvalrosser, hvaler, torsk og millioner af havfugle - og dermed de mennesker, som er afhængige af havets fangst.
Men på grund af klimaforandringerne står dette delikate økosystem muligvis på kanten til et kollaps, hvor de gunstige forhold forsvinder, advarer forskerne bag et nyt, multidisciplinært studie i en pressemeddelelse på GEUS’ hjemmeside.
»Studiet påviser, hvor tæt en kobling der er mellem de fysiske systemer og økosystemer, og hvor skrøbelige de er overfor klimaforandringer,« fortæller studiets førsteforfatter, Sofia Ribeiro, seniorforsker ved GEUS, til Videnskab.dk.
I studiet, som blev udgivet i tidsskriftet Nature Communications, har forskerne kortlagt Nordvandets 6.000 år lange historie, for at forstå dets fremtid og hvilken betydning et kollaps kan have for lokalbefolkningen.
»Vi er nødt til at se tilbage for at forstå, hvad der sker nu, hvilket var den primære motivation bag studiet,« uddyber Sofia Ribeiro.
»Ud fra satellitdata kan vi se, at der sker store ændringer i polynjaen lige nu, men for rigtigt at kunne forstå, hvad det betyder, er vi nødt til at kigge på de perioder gennem tiden, hvor der er sket drastiske ændringer.«
Fortiden som et vindue til fremtiden
Ved at analysere sedimentkerner fra to forskellige steder i polynjaen for spor efter biologiske markører som planteplankton-mikrofossiler, kunne forskerne lave en tidslinje for Nordvandets produktivitet.
Nordvandets produktivitet blev ifølge studiet stabil for omkring 4.400 år siden, omtrent samme tid som de første dokumenterede bosættelser dukker op i Grønland.
Naturen er en foranderlig størrelse, og som sedimentkernerne viser, var der flere dyk i Nordvandets produktivitet gennem tiden.
\ Søkongernes kolonier
Forskerne kunne også spore polynjaens produktivitet gennem fuglelort.
Fuglearten søkonge (Alle alle) migrerede til Grønland omtrent samme tid som menneskene, og ved at analysere på fuglelortsaflejringerne i sedimentprøven fra en nærliggende sø, hvor fuglene havde koloni, kunne forskene måle polynjaens produktivitet.
»Studiet sammenligner prøver fra landjorden, ved en sø og havet. Dét, som forbinder de to, er fuglene,« fortæller William Colgan, seniorforsker ved GEUS, til Videnskab.dk.
»Det er en meget intuitiv måde at måle, hvad der sker, fordi fuglene tager ud til havet, og hvis det er produktivt, så spiser de og vender tilbage til sø-området, hvor de skider.«
Her kunne forskerne se, at søkonge-bestanden i området faldt markant efter Nordvandets kollaps for 2.200 år siden, samtidig med, at menneskene også forsvandt fra Grønland.
Søkongerne er siden vendt tilbage, og Nordvandet understøtter i dag omkring 80 procent af verdens bestand.
Særligt galt gik det for 2.200 år siden, hvor polynjaens produktivitet kollapsede og forblev lav over en tusindårig periode.
Samtidig med dette lange kollaps tyder arkæologien på, at lokalbefolkningen forsvandt fra Grønland, som derefter forblev ubeboet i cirka 1.000 år.
Ved at sammenligne med tidligere klimastudier kunne forskerne se, at fællesnævneren for de ustabile perioder var naturlige varmeperioder, hvor temperaturen i Arktis steg.
\ Læs mere
Klimaforandringerne kan føre til endnu et kollaps
Nu, i takt med at de menneskelige klimaforandringer driver temperaturerne i Arktis op, forventer forskerne, at den nordlige isbro vil blive gradvist svagere, så en årlig tilførsel af polarvand vil ændre de unikke træk ved polynjaen og forårsage endnu et kollaps.
»Hvornår dette økosystem kollapser igen går hånd i hånd med, hvad der sker med den arktiske havis som helhed. Så vi har en tidshorisont, som nok lyder på nogle få år til årtier,« siger Sofia Ribeiro.
»Den eneste måde, vi reelt set kan løse problemet, er ved global handling, ved at forhindre den arktiske havis i at smelte så hurtigt, som den gør. Det kan kun ske gennem en nedbringelse af de menneskeskabte CO2-udledninger.«
Et menneskeligt perspektiv
Sofia Ribeiro er ikke den eneste med den indstilling.
»Vi er nødt til at være optimistiske, tror jeg. Vi har en forpligtelse til at handle og gøre alt, hvad vi kan, for at mindske konsekvenserne ved klimaforandringerne,« erklærer Christof Pearce, adjunkt ved Aarhus Universitets Institut for Geoscience, til Videnskab.dk.
Han var ikke involveret i studiet, men har læst det for Videnskab.dk.
»Det er en stor indsats, som mange forskellige mennesker har bidraget til med mange forskellige metoder til at underbygge deres konklusioner, så jeg er glad for at se det blive udgivet, og i et så højt rangeret tidsskrift.«
Christof Pearce mener, at studiet er med til at give de smeltende ismasser et menneskeligt perspektiv, som ellers er let at glemme, når man bor langt væk fra de umiddelbare konsekvenser.
»Det er derfor, studiet er så væsentligt, fordi det tydeliggør, hvor vigtige disse økosystemer er for lokalbefolkningen, men også, hvor skrøbelige økosystemerne faktisk er.«
Inuitfolkene fra Nordvestgrønland og Canada, som er afhængige af Nordvandet, har også taget sagen op. De har dannet kommissionen Pikialasorsuaq, ‘People of the Ice Bridge’, som sammen med forskerne blandt andet efterspørger, at området fredes for at mindske belastningen.
For Sofia Ribeiros vedkommende er hun heller ikke færdig med Nordvandet. Hun er snart på vej mod Grønland igen for at lave mere feltarbejde i området, sammen med forskere fra DMI og Aarhus Universitet.
»Vi kommer til at tage tilbage. For at indsamle flere prøver og lave flere målinger, og så håber vi, at kunne mødes med lokalbefolkningen i Qaanaaq (en nærliggende by, red.) for at tale med dem om de ændringer, de har oplevet,« fortæller hun.
»Det er spændende tider.«
