I det centralafrikanske Congo-bassin findes verdens næststørste regnskovsområde.
Skoven, der strækker sig over 300 millioner hektar, er hjemsted for en unik biodiversitet og et ganske særligt økosystem, som vi endnu ikke kender til fulde.
Faktisk viser en ny rapport fra Verdensnaturfonden (WWF), at man henover de seneste 10 år har identificeret 742 hidtil ukendte arter i området. Problemet er bare, at mange af dem allerede er truede.
Det skriver fonden i en pressemeddelelse.
Blandt de nyopdagede arter er der en lille overvægt til fordel for planteriget, hvor man har opdaget 430 nye arter, heriblandt en ny kaffesort.
I dyreriget tæller fundene 10 pattedyr - herunder en abe, de lokale kalder en 'lesula' - 2 fugle, 42 reptiler - heriblandt en kritisk truet krokodille - 96 fisk og 140 hvirvelløse dyr.
\ Regnskoven i Congo-bassinet
Congo-bassinet - der også nogle gange bliver kaldt Congo-bækkenet - er et område på mere end 300 millioner hektar langs Congofloden og dens bifloder.
Området strækker sig over seks afrikanske lande: Cameroon, Den Centralafrikanske Republik, den Demokratiske Republik Congo, Republikken Congo, Ækvatorial Guinea og Gabon.
Regnskoven er verdens næststørste, kun overgået af Amazonas, der strækker sig over 800 millioner hektar.
Den frodige skov udgør levested for en række ikoniske dyrearter såsom den afrikanske skovelefant (Loxodonta cyclotis), bonoboen (Pan paniscus), den vestlige lavlandsgorilla (Gorilla gorilla gorilla) og den afrikanske leopard (Panthera pardus pardus).
Kilde: Verdensnaturfonden
Men er mængden af nyopdagede arter måske et tegn på, at den verdensomspændende biodiversitetskrise er ved at slippe sit tag?
Desværre ikke, siger miljøfaglig direktør i Verdensnaturfonden, Jacob Fjalland.
»At vi finder nye arter som i Congo-bassinet, betyder bestemt ikke, at naturkrisen er afblæst. Det skræmmende er jo, at mange af de nyopdagede arter allerede er truet, når vi finder dem,« udtaler Jacob Fjalland i pressemeddelelsen.
Rapporten fra WWF kan findes hér.


































