Charles Darwin fremlagde i 1800-tallet sine teorier om dyrearters evolution, og siden da har der i videnskaben hersket bred enighed om, at dyrearter med tiden ændrer og ‘udvikler sig’.
Siden Darwins teorier blev fremlagt er forskningen i evolution kun tiltaget med stigende hastighed, og nu har et hold forskere fra John Hopkins University i et nyt studie udviklet en teknik, der på rekordtid kan kortlægge en dyrearts genom, også kaldet arvemasse. Det skriver LiveScience.
\ Læs også
Forskerne har kortlagt genomerne for 51 dyrearter, lige fra det krokodille-lignende krybdyr gavialen (Gavialis gangeticus) til den smukke, men dødelige, træleopard (Neofelis nebulosa). Kortlægningen af dyrearternes genomer kan ifølge forskerne bag studiet hjælpe med at forstå menneskets egen evolution bedre:
»På en måde kan man sige, at vi bygger en evolutionær tidsmaskine. At have generne fra vores evolutionære fætre og kusiner kortlagt, vil hjælpe med at forstå os selv bedre,« fortæller medforfatter bag studiet Michael Schatz, professor i datalogi og biologi, til LiveScience.
\ Hvad er et genom?
Et genom, også kaldet arvemasse, er som en opskriftsbog, der indeholder alle instruktioner for, hvordan en plante, et dyr eller en person skal være og fungere. Genomet er lavet af DNA, som er en lang kode, der bestemmer alt fra øjenfarve til, hvor høj du bliver.
Kilde: Nationalt genom center.
Kortlægningen af de mange dyrearters genomer er gjort mulig gennem en ny teknik, som forskerne bag har udviklet i forbindelse med studiet. Historisk har det været meget tids- og ressourcekrævende at kortlægge et genom, som for eksempel det menneskelige, en proces der tog hele 13 år.
Udviklingen af den nye teknik bygger på viden fra to forrige genom-forskningsprojekter, ‘The Vertebrate Genomes Project’ og ‘European Reference Genome Atlas’. Baseret på resultaterne fra disse forskningsprojekter udviklede Michael Schatz og hans hold af forskere en algoritme og tilhørende computersoftware, der kunne ‘forvandle’ korte genetiske segmenter til et fuldendt kort over den analyserede arvemasse.
Hvor det før kunne tage år og måneder at fuldføre en genom-kortlægning, kan forskere med den nye teknik nu gøre det på få dage. Softwaren, som forskerne udviklede og benyttede, er frit tilgængeligt via portalen Galaxy.
mod


































