Det er mere end 35 år siden, at Voyager 1 sonden blev opsendt, og i dag er sonden det menneskeskabte objekt, der befinder sig længst væk fra Jorden.
Den 25. august 2012 begyndte det signal, vi modtager fra Voyager 1, at ændre karakter. Inden for kun få dage begyndte Voyager 1 at observere en meget større mængde, hurtigt-bevægende partikler – de såkaldte kosmiske stråler.
Befinder sig på grænsen af solsystemet
Vores solsystem domineres af Solen, der hele tiden sender partikler ud. Denne strøm af partikler kaldes solvinden, og det magnetfelt, de bærer med sig, skærmer for de kosmiske stråler, der kommer fra universet.
De målinger, Voyager 1 har taget, har indtil nu været domineret af partiklerne fra Solen, men pludselig begyndte den at se en stigning i de kosmiske stråler.
Det betyder, at Solen ikke længere dominerer, og astronomer mener, at dette er stedet, hvor vores solsystem stopper, og det interstellare rum begynder.
Spændte på Voyagers næste signaler
Astronomerne er dog ikke helt sikre på, at Voyager 1 befinder sig uden for vores solsystem helt endnu, eller om dette område er et område, der ligger imellem vores solsystem og det interstellare rum.
Derfor venter mange spændt på, hvilke signaler Voyager kommer til at sende tilbage til Jorden det næste stykke tid.
Voyager 1 var den anden af to rumsonder (Voyager 1 og Voyager 2), der blev sendt op, men er altså den af de to sonder, der befinder sig længst væk fra Solen nu. Begge rumsonder har en guld og kobber-disk, der indeholder lyd og billeder af Jorden. Her findes også en vejviser tilbage til Jorden.