Vi bruger for meget grundvand

Ny forskning viser, at menneskets høje forbrug af grundvand kan være baggrunden for 25 procent af vandstigningerne i verdenshavene.

Det viser ny forskning fra Universiteit Utrecht.

De hollandske forskere har sammenlignet estimater af grundvand, som kommer fra regn og andre kilder med det vand, vi bruger til landbruget og andre formål.

Ifølge studiet bruger vi alt for meget af grundvandet. Værst står det til i de nordøstlige egne af Pakistan og Indien, i det nordvestlige Kina, i Californien og de midtvestlige stater i USA.

Marc Bierkens, som er leder af forskergruppen, siger i en pressemeddelelse, at grundvandet i disse områder risikerer at nå et så lavt niveau, at man har brug for højteknologiske løsninger for at få det op.

Og det har ikke alle råd til.

Ifølge studiet ender det meste af grundvandet, vi bruger, i havet. Forskerne har beregnet, at denne tilførsel kan bidrage med cirka 25 procent af den årlige vandstandsstigning i verdenshavene.

Studiet blev for nylig offentliggjort i tidsskriftet Geophysical Research Letters.

Det meste ferskvand er i isen

Grundvandet udgør mellem 97 og 98 procent af alt flydende ferskvand på kloden, men kun en tredjedel af den totale mængde ferskvand. Resten er bundet i isen på Grønland og ved polerne.

Grundvandet findes i porer og sprækker under jorden, og de steder, hvor vandet når helt op til overfladen, finder vi kildeudspring.

Det vand, vi kan se på overfladen i floder og søer, udgør bare et par procent af alt det tilgængelige ferskvand, og mange lande er helt afhængige af deres grundvand.

Forsvinder dobbelt så hurtigt

Hvis man pumper mere vand ud, end der tilføres gennem nedbør, kan det få dramatiske konsekvenser.

Forskerne skriver, at grundvandsreservoierne skrumper dobbelt så hurtigt i dag sammenlignet med 1960.

Ifølge studiet blev der i 1960 hentet 126 kubikkilometer vand om året - i 2000 var det øget til 283 kubikkilometer.

De steder, hvor grundvandstanden falder for meget, kan man opleve såkaldte sætninger, som betyder, at jorden synker sammen og der kan dannes store huller i jorden. Ved kysterne kan overforbrug af grundvandet føre til, at saltvand trænger ind og blander sig med grundvandet.

For højt sat

Størstedelen af det grundvand, som bliver pumpet op, ender i havet igen, efter at det er fordampet og faldet ned som nedbør igen. Forskerne mener, at det kan være baggrunden for en årlig global stigning i havvandet på 0,8 millimeter, hvilket svarer til en fjerdedel af den samlede stigning.

Det er lige så meget som den beregnede smeltning af isen på Grønland og Antarktis til sammen.

Ifølge Helge Drange, professor ved Bjerknessentret og ekspert i klimamodeller, er der bred enighed om, at vi bruger for meget grundvand. Men at det skulle udgøre 25 procent af havvandsstigningen, er nok lige i overkanten, mener han.

»Vi har temmelig godt styr på, hvor meget havet stiger, og vi ved, at havet bliver varmere, at isbræerne smelter, og at isen ved Grønland og Antarktis spiller en rolle,« siger han.

»Når man lægger de årsager sammen, som man kender, får man omtrent de tre millimeter. Og her har grundvandet kun i lav grad været med i beregningerne,« siger Helge Drange.

»At grundvandet skulle bidrage med 25 procent af den totale havniveaustigning, må betyde, at nogle af de andre bidrag, man har regnet ud, er helt forkerte.«

Ikke med i klimamodeller

Drange fortæller, at der er forholdsvis bred enighed om den totale mængde grundvand på Jorden, men at der er en stor usikkerhed knyttet til mængden af vand, som mennesker pumper op.

Derfor medtages grundvandet ikke i klimamodellerne generelt, og de vil heller ikke være en del af beregningsgrundlaget i den nærmeste fremtid.

Klimamodeller er dataprogrammer, som beregner forskellige parametre som tryk, temperatur og luftfugtighed.

Ved hjælp af forskellige matematiske ligninger bruges modellerne til at give et billede af, hvordan klimaet kan blive i fremtiden.

»Grundvandet, såvel som vores brug af det, ved vi grundlæggende ikke nok om, og derfor kan det heller ikke være med i modellerne,« siger Helge Drange.

I dag har man heller ikke isen på Antarktis og i Grønland med, ligesom de store mængder metangas, som er bundet i permafrosten heller ikke er det, men ifølge Drange vil flere af disse faktorer kunne være med om fem til ti år.

Den næste generation af klimamodeller vil også kunne medregne naturens optag og frigørelse af CO_².

© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm