Teori: Månen og tidevandet - ingen påviselig effekt på havniveauet af global opvarmning

De fleste ved, at det daglige tidevand styres af Månens øst-vest bevægelse omkring Jorden og Jordens rotation i Månens (og Solens) tyngdefelt. Det skaber en tidevandsbølge, der løber Jorden rundt en gang i døgnet.

Dertil kommer spring- og nip-tidevand en gang om måneden, når Månen, Jorden og Solen står henholdsvis på linje og danner en ret vinkel.

Men kun få er opmærksomme på, at Månen også har en nord-syd bevægelse i forhold til Jorden. Denne bevægelse kaldes Månens nodal-oscillation. Den tager 18,6 år og bevæger sig over ca. 35 breddegrader.

Den giver også en tidevandsbølge, ikke en daglig bølge, men en på 18,6 år. Tidevandet fra denne bevægelse løber nord-syd og er stærkest omkring polerne.

Effekten af nodal-oscillationen er bl.a., at den havstigning efter 1970, der hævdes at være et resultat af global opvarmning, kan forklares stort set restløst med denne periodiske forskydning af Månens tyngdefelt og denne forskydnings synkronisering og oceanografiske effekt på to andre velkendte periodiske svingninger, nemlig den såkaldte Atlantiske Multidekadale Oscillation (AMO) og den Nordatlantiske Oscillation (NAO).

Naturlige svingninger i havniveauet

Helt i overensstemmelse med klassisk bølgeteori har vi i to nyligt udkomne artikler vist, at Månens nord-syd bevægelse danner en 70 mm høj nord-syd bølge, og at denne bølge synkroniserer andre forekommende bølger, så deres periodelængde tvinges til at passe med hel- og halvtals faktorer (såkaldte multipler) af den dominerende bølges periodelængde.

I alt har vi påvist 3 relativt store bølger og 2 små i østlige Nordsø til centrale Østersø, dvs. det område i verden, hvor man i længst tid og på flest stationer har målt tidevandet:

Månens nodal-oscillation (LNO, Lunar Nodal Oscillation) flytter Månens tyngdefelt og giver en bølge i havniveauet med en periodelængde på 1 gange LNO (18,6 år). Bølgehøjden er 70 mm.

Den Nordatlantiske Oscillation (NAO, en periodisk svingning på ca. 60 år af lufttrykket), giver en bølge i havniveauet, der forceres til en periodelængde på 3 gange LNO (55,8 år). Bølgehøjden er 22,7 mm.

Den Atlantiske Multidekadale Oscillation (AMO, en periodisk svingning på 70-80 år i havoverfladens temperatur), giver en bølge i havniveauet, der forceres til en periodelængde på 4 gange LNO (74,4 år). Bølgehøjden er 35,5 mm.

Dertil kommer to små periodiske svingninger i havniveauet med periodelængder på hhv. 11⁄2 og 6 gange LNO. Bølgehøjderne er hhv. 8,5 og 8,0 mm.

Den generelle stigning svarer fint til andre forskeres fund

Vi har vist, at summen af disse harmoniske svingninger svarer fuldstændigt til vandstandssvingningerne i østlige Nordsø, Skagerrak, Kattegat, Bælthavet og sydlige Østersø. Korrelationskoefficienten er 0,997 og højere kan det vist ikke blive.

Som nævnt er dette område bedre dækket af vandstandsmålinger end noget andet havområde i verden.

For de 26 målestationer, hvor vandstanden har været målt i længst tid, kan vi påvise denne sammenhæng for hele perioden fra 1849, altså godt 160 år.

Derudover har vi påvist, at hele regionen er karakteriseret af en generel havstigning på 1,2 mm/år. Denne generelle stigning svarer fint til, hvad en række andre forskere har fundet.

Vi viser, at den generelle havstigning kører gennem hele måleperioden på 160 år (se figur 1), og desuden kan eftervises 
i mange gamle strandlinjers højdebeliggenhed helt tilbage til ca. 1300, dvs. til begyndelsen af Lille Istid.

En opdagelse af betydning for klimadebatten


Med andre ord viser vi, at der endnu ikke er nogen påviselig effekt af menneskeskabt påvirkning af havniveauet i verdens bedst dokumenterede region.

Derimod er der en række naturlige svingninger, der kan opløses i 5 naturlige, harmoniske svingninger, hvoraf de 3 største har velkendte, naturlige årsager (LNO, NAO og AMO).

Alle svingningerne er også påvist andre steder i den nordatlantiske region, hvor man har lange måleserier.

Hidtil har det internationale klimapanel (IPCC) vægret sig ved at tage sådanne langbølgede, naturlige svingninger i betragtning, bl.a. fordi det meste af IPCC’s modeller og prognoser bygger på satellit-målinger, der ikke går længere tilbage end tidligst 1993.

Vores opdagelse viser, at anvendelse af så korte måleperioder ikke giver mening, når man som IPCC fremskriver en stigning i havniveauet om 100 og 200 år uden at tage den langsigtede, naturlige udvikling i betragtning, herunder effekten af Månens nord-syd bevægelse.

Kvasi-oscillationer og den menneskeskabte 'hockey stick'

Da periodelængderne af de 5 svingninger er 1, 11⁄2, 3, 4 og 6 gange Månens nodal-oscillation (LNO), svinger de 5 oscillationer ikke i takt. I nogle perioder er de mere eller mindre i modfase (ude af takt) og neutraliserer derfor hinanden i et vist omfang.


I andre perioder er de mere eller mindre i fase (i takt) og forstærker derfor hinanden.

Herved danner de 5 oscillationer de svingninger, der kan observeres direkte på målestationerne, dvs. såkaldte kvasi-oscillationer, der udover den direkte effekt af Månens nodal-oscillation har en bølgehøjde på ca. 70 mm.

I alt vil der således over perioder på ca. 70 år forekomme naturlige udsving i havspejlets niveau på op til ca. 140 mm.

Den observerede stigning er fuldstændig forventelig

En af disse direkte observerbare kvasi-oscillationer begyndte omkring 1970 og har givet anledning til den udbredte opfattelse, at den observerede havstigning efter 1970 er udtryk for en menneskeskabt effekt (temperaturstigning og iskappesmeltning).


I klimalitteraturen kaldes denne pludselige stigning i sidste del af 1900-tallet for en 'broken stick' eller 'hockey stick' og symboliserer således forestillingen om, at århundreders naturlige klimaudvikling skulle være brudt af industrialiseringen og stigningen i menneskets CO2-udledninger.

Men den observerede stigning 1970-2011 er fuldstændig forventelig ud fra, hvad vi nu ved om tyngdeeffekten af Månens nord-syd bevægelse og denne bevægelses planmæssige synkronisering af andre naturlige, periodiske svingninger.

Forudsigelser af fremtidens havniveau

Da de fundne, naturlige svingningers bølgehøjde, periodelængde og kulminationsår kan beskrives nøje rent matematisk som en funktion af tiden, kan man anvende de identificerede svingninger til at fremskrive den naturlige udvikling i havniveauet.

Herved fremkommer en kurve som viser, at havniveauet skal begynde at falde omkring 2011 (hvilket også er tilfældet) indtil omkring 2034, hvorefter det naturlige havniveau atter vil stige frem til omkring 2074.

Endvidere kan man påvise en sammenhæng med fortidige ændringer i havniveauet (fx toppen i 1789) og helt tilbage til begyndelsen af Lille Istid.

Eventuelle fremtidige forskelle på vores kurve over det naturlige havniveaus udvikling og observerede havniveauer kan anvendes som mål for, om
der fremkommer en ikke-naturlig effekt på havniveauet af en eventuel global opvarmning – og i givet fald, hvor meget det drejer sig om.

Indtil nu er der ingen målbar effekt, idet afvigelser fra den matematisk beskrevne kurve og den målte maksimalt beløber sig til en acceleration på 0,0004 mm/år², sandsynligvis væsentligt mindre.