Så flot var nordlyset over Danmark
Takket være et stort soludbrud nåede nordlyset helt ned over Danmark natten til fredag. Adskillige steder i landet kom der flotte farver og former på himlen.

Ved Nydam Mose i Sønderjylland så nordlyset således ud 27. februar kl. 21.22. (Foto: Mogens Winther)

Nattehimlen bød på et show ud over det sædvanlige natten til fredag 28. februar. Over hele Nordeuropa, også over Danmark, lyste den ellers mørke himmel op i de mest fantastiske farver.

Nordlyset var over os, og det lagde vores læser Mogens Winther mærke til. Han søgte væk fra byens lys og ud på landet i det sønderjyske, hvor himlen er mørk og nordlyset derfor er nemmere at få øje på.

Mogens Winther fik taget nogle gode billeder af nordlyset, og han har nogle gode råd til andre, der vil opleve fænomenet:

»Der er mange tricks, når man vil se efter nordlys. Det er selvfølgelig bedst at vænne sig til at færdes i mørket, fjernt fra nutidens alt for udbredte gadelys – og kaste et jævnligt blik på den mørke himmel.«

»Typisk kender man begyndende nordlys på, at eventuelle skyer på himlen ses i mørk kontrast til den ovenfra belyste himmel.«

Kæmpemæssigt soludbrud var årsagen til nordlys

Lysshowet skyldtes årets hidtil kraftigste soludbrud. Solen har et konstant skiftende magnetfelt, og ind imellem frigives en del af den magnetiske energi i voldsomme eksplosioner i Solens øvre atmosfære.

Det skete 25. februar, hvor en stor mængde plasma (en glødende varm gas af elektrisk ladede partikler) rev sig fri af Solen og satte kursen i retning mod Jorden med en hastighed på flere millioner kilometer i timen.

Video: Mogens Winther.

Den såkaldte koronale masseudkastning ramte ikke Jorden direkte, men en smule af den strejfede os natten til 28. februar. Magnetfeltet over Grønland og Nordeuropa blev forstyrret, og resultatet var det fantastisk flotte nordlys.

Solstorm kan give strømafbrydelse

Hvis solstormen havde ramt Jorden mere direkte, kunne den have haft flere konsekvenser end blot flot nordlys. Partiklerne fra Solen kan inducere fejlstrømme i elektriske kredsløb, og lange højspændingslinjer er særligt udsatte.

Den 13. marts 1989 mistede seks millioner canadiere strømmen, da elnettet i Quebec kollapsede efter et soludbrud.

Elektronikken i satellitter og rumsonder er i farezonen, og radiokommunikationen og signaler for GPS-systemet kan blive forstyrret.

Myndighederne sørger for at overvåge Solens aktivitet og give et varsel, hvis en solstorm er på vej til at ramme Jorden. Så kan elselskaber for eksempel nå at frakoble sårbare transformerstationer.

Denne video fra NASA viser levende billeder af soludbruddet 25. februar:

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om Evidensbarometeret, som Videnskab.dk lige har lanceret.


Det sker