Rekordtunge sorte huller fundet
Astronomer har fundet de hidtil tungeste sorte huller i vores kosmiske nabolag. De er ca. ti milliarder gange tungere end Solen.

En illustration af stjerner i kredsløb om et af de sorte huller. (Illustration: Gemini Observatory/AURA, L. Cook)

 

Med data fra teleskoper på Hawaii og i Texas har astronomer fundet to rekordtunge sorte huller i nærtliggende galakser.

Ved at se på bevægelsen af stjerner i kredsløb om de sorte huller, har forskerne fundet ud af, at hullerne er omkring ti milliarder gange tungere end Solen.

Det ene supertunge sorte hul ligger i galaksen NGC 3842, der er det klareste medlem af Leo-galaksehoben, som ligger ca. 320 millioner lysår fra Jorden. Dette hul er målt til at være 9,7 milliarder gange tungere end Solen.

Sorte huller kan være led til det tidlige univers

Fakta

Læs også: Hvad er et sort hul?

Det andet sorte hul vurderes at være mindst lige så tungt, måske endda tungere. Det ligger i galaksen NGC 4889, der er det klareste medlem af Coma-galaksehoben, som befinder sig 336 millioner lysår fra Jorden.

De to rekordtunge sorte huller er først blevet opdaget nu, fordi de ikke længere opsluger gas og skaber voldsom aktivitet. Men sådan har det måske ikke altid været.

I det fjerne og dermed tidlige univers findes galakser med en meget voldsom aktivitet - såkaldte kvasarer - formentlig drevet af sorte huller, der er op til ti milliarder gange tungere end Solen. Astronomerne har undret sig over, hvor disse supertunge sorte huller findes i dag, men med opdagelsen af de to rekordtunge huller i de to nærtliggende galakser er dette manglende led mellem dengang og nu måske blevet fundet. 

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.