Venus Fluefanger, Dionaea muscipula, er en flerårig rosetplante i soldugfamilien, hjemmehørende i staterne North og South Carolina i USA.

Den vokser på fugtige overdrev og enge i sur jord mindre end 100 kilometer fra kysten. Slægten rummer kun denne ene art. Planten blev opdaget i 1763 og blev i 1770 som den første art beskrevet som en kødædende plante.

Dionaea er navngivet efter den græske gudinde Afrodites mor, Dione. Populærnavnet hentyder til hendes romerske modpart Venus, og ’musca’ betyder flue, men populærnavnet er ikke specielt velvalgt, da Dionaea fanger langt flere edderkopper og kravlende insekter, end den fanger fluer.

Bladpladens to halvdele (lober) kan klappe sammen omkring midtnerven, og da bladranden er forsynet med en række oprette tænder, kommer fælden og fangstmekanismen til at minde om en rævesaks.

Bladstilken er bred og tjener til fotosyntese. Der produceres sommer- og vinterblade, hvor de sidstnævnte har længere bladstilke og mindre, ofte inaktive fælder.

Blomsterne er hvide og halvanden centimeter i diameter. De sidder i halvskærm på et uforholdsmæssigt langt skaft (op til 30 centimeter) i forhold til den jordnære roset. Det bevirker en rumlig adskillelse af blomster og fælder, så der ikke konkurreres om de samme insekter som bestøvere og bytte.

Dionaea er ofte i handelen og relativt nem at dyrke, når den får masser af lys, står i sur sandblandet sphagnum og med konstant kalkfrit vand i underskålen. Den må ikke gødes eller bringes til at klappe unødigt med fælderne.

Fangst af bytte
Byttet lokkes til af nektarier, der sidder tættest i en zone under tænderne. På hver lobe sidder tre stive triggerhår. Berøres et triggerhår to gange inden for 30 sekunder, eller berøres to triggerhår hver én gang inden for samme tidsrum, klapper fælden under optimale forhold omkring byttet på et halvt sekund.

Når byttet kæmper for at slippe fri, berøres triggerhårene flere gange, og det får de to lober til at presse sig tæt til omkring byttet, samtidig med at de talrige fordøjelseskirtler, der dækker hovedparten af loberne, begynder at udskille en sur, enzymholdig fordøjelsesvæske.

Den langsomme bevægelse varer cirka en halv time. Systemet med to berøringer inden for 30 sekunder sikrer, at byttet ikke er for lille med for ringe næringsværdi, idet et lille dyr eller en død genstand kun meget sjældent vil udløse fælden.

Regndråber kan heller ikke udløse fælden. Klapmekanismen er energikrævende, og det er derfor vigtigt, at byttet har en minimumsnæringsværdi. Det kan tage op til et par dage at genåbne en fælde, der klapper forgæves, og i den periode kan fælden ikke fange noget.

Triggerhårene har en indsnævring nær basis, og ved berøring af håret deformeres nogle celler i dette område. Herved udløses elektriske spændingsforskelle (aktionspotentialer), der vandrer langs cellemembranen fra celle til celle ud over hele bladpladen.

Samtidig ændres permeabiliteten i cellemembranen, og brintioner siver ud i cellevæggene, hvorved pH sænkes. Det sker i vævet på undersiden af bladloberne og omkring midtribben. pH-sænkningen aktiverer enzymer, der allerede befinder sig i cellevæggene. Enzymernes aktivitet frigør calciumioner, der formentlig i form af calcium-pektat har medvirket til at binde væggenes celluloseskelet sammen, og cellevæggene bliver derved bløde og eftergivende for tryk.

Ionerne følger den elektriske gradient og strømmer ind i cellerne, hvorved der samtidig trækkes vand ind ved osmose. Herved stiger trykket i cellerne på undersiden af bladet, cellerne strækkes og tvinger de to bladlober imod hinanden. Denne form for vækstbevægelse kaldes sur vækst på grund af pH-sænkningen i cellevæggene. Det må nærmest siges at være forunderligt, at disse processer kan foregå i løbet af et splitsekund.

Ved genåbning af fælden er det kun cellerne i den øverste halvdel af bladloberne, der vokser, og det sker i normal hastighed. Væske- og enzymudskillelsen sættes i gang af kvælstofholdige udskillelser fra byttet. Fordøjelseskirtlerne er således både enzymudskillende og næringsoptagende.

Efter en fordøjelsesproces genopbygges enzymlagrene i vakuoler og cellevægge, og det kan ske tre-fire gange, inden bladet dør. Fordøjelsen varer fem til ti dage afhængigt af byttets størrelse. Det er kun byttets bløddele, der udnyttes, og optagelse af det organiske kvælstof og fosfor fra byttet gør, at Dionaea som andre kødædende planter kan klare sig på næringsfattige biotoper.

Kitinskeletter kan ikke nedbrydes, og de ligger tilbage, når fælden genåbnes, men tørrer hurtigt ind og blæser bort. Udtjente fælder erstattes af nye sommeren igennem, men der er sjældent flere end syv aktive fælder pr. roset.

(Kilde: Den Store Danske)