Forskning viser, at mange af vores nuværende problemer, som stigningen i psykiske problemer, opstår som følge af hurtige teknologiske fremskridt og modernisering.
'Evolutionært mismatch' er en teori, der kan hjælpe med at forklare, hvorfor vi reagerer så dårligt på moderne forhold, på trods af alle de valgmuligheder, sikkerhed og andre fordele de bringer med sig.
Denne evolutionære uoverensstemmelse sker, når en udviklingsmæssig tilpasning, enten fysisk eller psykologisk, kommer ud af trit med det omkringliggende miljø. Et eksempel er møl og visse natflue-arter, som skal navigere i mørket, og derfor udviklede sig til at bruge Månen til at finde vej.
Men opfindelsen af kunstig belysning gør, at mange møl og fluer i stedet bliver lokket mod gadelamper og indendørs lys.
Vores sukkertrang er et 'mismatch' i den moderne verden
Det samme sker for mennesker. Et klassisk eksempel er vores 'søde tand', som fik vores forfædre til at lede efter kalorierige fødevarer i næringsfattige miljøer.
Denne søde tand stemmer ikke godt overens med en moderne verden, hvor fødevareindustrien masseproducerer varer fyldt med raffineret sukker og fedt, og på denne måde kaprer en ellers nyttig egenskab. Resultatet er huller i tænderne, fedme og diabetes.
I dag er verden er fyldt med ting, der får vores instinkter, som engang var nøje tilpasset vores miljø, til at gå skævt. For eksempel udviklede mennesker sig til at leve i slægtsbaserede, nomadiske stammer på cirka 50 til 150 tætknyttede personer.
Vores fleksible tilknytningsbehov fungerer godt i sådanne miljøer. I store byer, der er befolket af hundredtusindvis af fremmede, kan vi dog ende med at føle os ensomme og få en oplevelse af ikke at have mange nære venner.
Forringet immunforsvar og nedsat fertilitet
Studier har vist, at sociale dyr oplever konkurrencepræget stress, som har konsekvenser for deres fysiske helbred og kan ende med et forringet immunforsvar og nedsat fertilitet, hvis de tvinges til at leve i overbefolkede arealer.
Ligesom dyrene i studierne kan mennesker, der bor i tætbefolkede byer, også opleve hidtil usete niveauer af stress og en tendens til at få færre børn.
Den sociale ulighed i moderne samfund er også anderledes end i mere ligestillede jæger-samler-samfund. Mennesket udviklede sig til at bekymre sig om social status, hvilket motiverer os til indhente statusforskelle mellem os selv og andre.
Men hvis den sociale ulighed bliver alt for stor, og personer som Elon Musk, der har en nettoformue, som det vil tage den gennemsnitlige amerikaner millionvis af år på en gennemsnitlig årsløn at optjene, jævnligt bliver skubbet frem i rampelyset af medierne, kan vores bekymringer om vores sociale status udvikle sig til decideret angst for ens sociale status.
Sociale medier forværrer problemerne
De sociale medier forværrer problemerne, når vi sammenligner os selv med andre. Vi deler typisk de bedste sider af os selv online, så de sociale medier giver et forvrænget og skævt indtryk af virkeligheden, som kan få andre til at få det dårligere med deres egen virkelighed.
Kvantificeringen af vores 'værdi' gennem likes og følgere øger også risikoen for, at vi bliver besat af, hvor sammenlignelige vi er med andre - hvilket vi kan endda med stor 'præcision' kan måle, beregne og sætte tal på.
Vi kan forstå adskillige problematiske tendenser ud fra denne evolutionære uoverensstemmelse eller 'mismatch'. For eksempel er rivalisering og angst for ens sociale status, associeret med en nærmest sygelig optagethed af uddannelsesniveau, konkurrencen om prestigefyldte jobs og materialisme.

Der er en stigende tendens til 'gå fallit for for at se rig ud', hvor man stifter gæld for at få råd til ting, der skaber et illusion af status.
Mange er også mere tilbøjelige til at løbe flere risici, hvis de føler, at de har brug for det for at opnå en konkurrencemæssig fordel. Sammen med de stigende leveomkostninger oplever mange, at deres job ikke er nok - ikke kun til at holde trit med samfundets forventninger, men også til at skabe velstand.
En rapport fra 2023 fra den globale sammenslutning af investeringsspecialister, CFA Institute, viser, at mange Gen Z'er risikerer meget usikre investeringer i for eksempel kryptovaluta i et forsøg på at klare sig.
Omdefinerer mål for at leve op til samfundets forventninger
Den meget konkurrenceprægede moderne verden kan også få mange til at ty til farlige kosmetiske operationer og vægttabsprogrammer.
Det ser ud til, at mange omdefinerer deres mål i livet i forsøget på at leve op til samfundets forventninger til, hvad det vil sige at være succesfuld.
Spørgeundersøgelser med Gen Z- og Millennial-deltagere konkluderer, at de stigende leveomkostninger tvinger disse aldersgrupper til at skrue ned for karriereambitionerne og opgive idéen om at eje deres eget hjem, stifte familie eller endda finde en romantisk partner.
En spørgeundersøgelse fra 2023 af 55.000 personer født mellem 1981 og 2012 viser, at deltagerne i stedet fokuserer på at tage mere vare på deres mentale og fysiske sundhed.
Hvis konkurrencen bliver for intens, risikerer vi at internalisere presset og opleve angst eller depression.
Forskere har koblet selvskade og depression til følelsen af ikke længere at være i stand til at håndtere det moderne samfunds krav. Det er tendenser, som især er udbredte i lande med en stærk kultur af skyld og skam, såsom Japan og Sydkorea.
Studier har fundet udadreagerende reaktioner som blandt andet vrede over den tilsyneladende uretfærdighed i en konkurrence, der forekommer umulig at vinde, hvilket resulterer i kynisme, aggression og fjendtlighed.
En eksemplificering af denne vrede ses eksempelvis i de såkaldte 'incel'-miljøer, hvor mænd ofte føler, at de ikke er i stand til at etablere romantiske eller seksuelle forhold til kvinder, fordi de på uretfærdig vis har alle ods imod sig.
Hvad kan vi gøre?
Teorien om dette evolutionære 'mismatch' eller uoverensstemmelse foreslår ikke, at vi vender tilbage til vores forfædres levevis, men at vi finder måder at justere vores miljø på, så det passer bedre med vores mere moderne omgivelser og egenskaber.
For eksempel kan vi overveje nye måder at konstruere bebyggelserne omkring os for at reducere trængsel eller øge adgang til naturen. Fordybelse i naturen, som skovbadning (der har fokus på inddragelse af sanserne for at øge tilknytningen til naturen) og kollektivt havearbejde, kan reducere stress og øge trivsel og velvære.
Livsstilsændringer, der sigter mod at nedbringe vores forbrug og eksponering for masse- og sociale medier, sammen med fokus på det meningsfulde frem for prestigefyldte arbejde, vil sandsynligvis også hjælpe.
Visse tender, der går i den modsatte retning, som minimalisme og mindfulness er tegn på en voksende bevidsthed om, at det at finde tilfredshed i de små ting kan modvirke, at vi falder i det moderne samfunds faldgruber.
Det er blot et udpluk af ideer, men ved at forstå og anerkende vores problemers evolutionære grundlag og øge bevidstheden om det 'evolutionære mismatch', får vi bedre mulighed for at håndtere deres egentlige årsag.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

































