Videnskab.dk mener: Politikere, lyt til klimaforskerne. Kom i gang!
LEDER: En international klimaalarm har tilsyneladende ikke formået at vække politikerne på Christiansborg.
Jordens klima, Red Verden, CO2-udledning, drivhusgasser, IPCC, Videnskab.dk

Der er akut brug for, at vi handler drastisk på Jordens vegne, også i Danmark. Politikerne skal udstikke retningen. Nu. (Foto: Shutterstock)

Der er intet at være i tvivl om.

Klimaet er så småt ved at løbe løbsk. Vi er nødt til at handle, og vi skal handle nu.

En formand for FN ’s klimapanel sagde det knivskarpt, da IPCC i denne uge udsendte sin seneste og hidtil mest alarmerende rapport: Vi har muligheder for at handle inden for fysikkens og kemiens love. Men vi skal handle i en grad, som vi aldrig før har handlet.

Det er ikke nok at begrænse lidt CO2-udledning hist og her. Vi skal decideret til at stoppe udledning af drivhusgasser som CO2, metan og lattergas nu. Ikke i morgen. Nu.

På sigt er det endda ikke nok at stoppe vores udledning. Vi skal oven i købet trække CO2 ud af atmosfæren, hvis vi skal vende den klimaødelæggende supertanker, som 150 års industrialisering, produktion og forbrug har sendt af sted på katastrofekurs.

Videnskab.dk mener

Denne artikel er en leder, og den er et udtryk for Videnskab.dk's holdning.

Videnskab.dk's lederartikler skrives på skift af vores faste journalister, og denne leder er skrevet af Thomas Hoffmann.

Alt for små danske indgreb

Budskabet fra IPCC og verdens øvrige klimaforskere er totalt utvetydigt.

Alligevel foretrækker danske politikere tilsyneladende at begrænse CO-udledning lidt på må og få.

Regeringen vil blandt andet:

  • udfase gamle brændeovne,
  • fjerne enkelte afgifter på elbiler,
  • lægge ny asfalt på vejene, så CO2-udslip fra køretøjer bliver mindre - hvis et pilotprojekt ender med at vise, at det kan lade sig gøre,
  • nedsætte arbejdsgrupper, som med tiden skal formulere en ’gasstrategi’ eller etablere et partnerskab med landbruget, så det efterhånden kan blive lidt mere klimavenligt – uden at det må gå ud over produktion eller arbejdsvilkår.

Det er bedre at gøre noget end intet.

Men alvoren har tydeligvis slet ikke indfundet sig på Christiansborg, på trods af, at forskere har råbt højt om vores kurs i 25 år.

Red Verden, klima, klimaplan, CO2, udledning

I Videnskab.dk's Facebook-gruppe Red Verden giver flere udtryk for, at ledere i Danmark og resten af verden må til at tage mere ansvar på sig.

Afskaf fossile brændstoffer - begynd nu

Om sølle 7 år har verdens lande brændt så mange fossile brændstoffer af, at vi umuligt undgår at runde 1,5 grad, som IPCC har sat som tydelig grænse for, at der sker uoprettelige og store skader på kloden.

Derfor skal vi ifølge forskere:

  • Afskaffe fossile brændstoffer, herunder droppe al produktion, opvarmning og transport, som bygger på kul, olie og naturgas
  • Sætte tryk på udviklingen af teknologi, der kan suge CO2 ud af atmosfæren
  • Videreudvikle teknologi, som sikrer grønne, CO2-neutrale brændstoffer
  • Ombygge hele elnettet, så det kan håndtere nye måder at få energi på

Og meget, meget mere.

Verden viser allerede tydelige tegn på at være overophedet. Vejret bliver mere ekstremt. Arktis lider. Flere dyrearter uddør. Koralrev forsvinder og vil aldrig komme tilbage. Mennesker dør af varme eller kulde eller må flygte fra deres hjem.

Klimaforandringerne er i gang. »Ulykken er sket, og vi skal til at yde førstehjælp,« som en professor har sagt det på Videnskab.dk.

Tid til store, svære beslutninger

Det er langt fra nok for klimaet, at vi nu diskuterer, om afgifterne på elbiler skal lettes, og om folk i Danmark i stedet skal have lov til at vælge det køretøj, de har lyst til.

Red Verden


I en serie ser Videnskab.dk nærmere på, hvordan mennesket kan redde verden. Vi tager fat på en lang række emner, blandt andet klima. Hvad anviser videnskaben af løsninger?

Du er altid velkommen til at kommentere under de enkelte artikler. Du kan også følge med på Facebook i overvejelser om artikler eller debattere måder at redde verden på.

Der er brug for, at al transport foregår på grøn strøm i stedet for benzin, diesel eller andre afarter af fossile brændstoffer, hellere i går end i dag.

Brug for, at vi finder radikale løsninger til at bekæmpe CO2, for eksempel ved at indfange det lokalt i virksomheder. Brug for store investeringer i et væld af grøn teknologi.

Det er det niveau af indgreb, samfundsdebatten bør handle om. Løsningerne koster penge, og det tager tid, før de boner ordentligt ud i klimaregnskabet. Men det er kun ekstra styrke til argumentet for at lytte til forskerne og komme i omdrejninger nu.

Det er tid til, at vi insisterer på, at vores politikere tager de store, alvorlige snakke og beslutninger, som rækker ud over den næste valgperiode.

Videnskaben har talt - og dermed gjort det muligt for politikerne at træffe informerede beslutninger.

Hvornår begynder vores politikere at lytte og tale med?

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.