Vi ved for lidt om traumehjælp til børn og unge

I Norge blev problemstillingen sørgeligt aktualiseret for snart to år siden:

Flere hundrede børn og unge blev udsat for et enormt traume, da Anders Behring Breivik gik amok på Utøya – og mange af dem kæmper naturligt nok den dag i dag.

Et nyt studie i tidsskriftet Pediatrics viser, at vi ved alt for lidt om, hvad der bedst kan hjælpe dem med at bearbejde oplevelsen på en god måde.

Efter at have ledt i mere end 6.500 forskellige forskningsartikler, fandt en gruppe amerikanske forskere kun 23 studier, som tilsammen tester 20 forskellige behandlinger af børn i en sådan situation.

Og selv når det kommer til de 20 metoder, er forskningslitteraturen alt for tynd til at kunne sige noget endeligt om, hvor godt metoderne fungerer.

»Dette er en meget vigtig gennemgang, og den viser, på en ganske slående måde, hvor få børnestudier, der er foretaget,« siger Tine Jensen, forsker ved Psykologisk institutt ved Universitetet i Oslo og Norsk kunnskapssenter om vold og traumatisk stress (NKVTS).

»Der er brug for flere studier, som undersøger, hvordan vi kan forebygge, at unge mennesker udvikler langtidsgener efter sådanne oplevelser.«

Ikke bevis for, at medicinering fungerer

Forskerne bag videnskabssammenstillingen har set på ikke-relationelle traumer. Det betyder, at de ikke har medtaget behandlinger rettet mod børn og unge, som har oplevet for eksempel omsorgssvigt, men begrænset sig til dem, der har oplevet ting, som naturkatastrofer, samfundsrettet vold, ulykker og krig.

Det er netop den type traumer, som de unge på Utøya blev udsat for.

Tre af behandlingsalternativerne, forskerne har gennemgået, involverer brug af antidepressiver, enten alene eller i kombination med terapi. De andre var forskellige former for psykologhjælp.

Ingen af de tre lægemidler, der blev undersøgt, fik specielt gode bedømmelser. Faktisk indikerede studiet, som testede Sertralin, et lægemiddel bedre kendt som Zoloft, at børn, som blev medicineret klarede sig dårligere end kontrolgruppen.

»Studiet konkluderede, at det, som ikke hjalp, var medicin. Jeg synes det går igen i meget af forskningslitteraturen på dette område, medicinering alene ser i hvert fald ikke ud til at have en særlig effekt på børn,« siger Tine Jensen.

De andre behandlinger er det for tidligt at konkludere på.

Traumehjælp kan alligevel gavne den enkelte

Det er ikke sådan, at enkeltstudierne, som er samlet i gennemgangen, var mislykkede. De fleste behandlinger så ud til at give bedre resultater, end ikke at få behandling overhovedet.

Problemet er, at man ikke kan sige noget sikkert, når en behandling kun er blevet testet én gang. Forskerne fandt ingen såkaldte gentagelsesstudier, altså studier, hvor man har tjekket, om resultatet bliver det samme, når et eksperiment gentages.

Behandlingerne er desuden som regel blevet testet på få deltagere, og ofte er gruppen, der fik behandling, sammenlignet med patienter, som ikke fik nogen hjælp.

Så kan det være svært at sige, om en eventuel forbedring skyldes behandlingen, eller om det kun er det, at de negative følelser og reaktioner bliver svagere over tid.

Behov for forskning til formulering af retningslinjer

»Konklusionen i dette gennemgangsstudie er ikke, at behandling ikke fungerer, men at vi har for få studier til at kunne sige, hvordan de eventuelt fungerer og hvilket eller hvilke af dem, der hjælper mest,« siger Tine Jensen.

»Det er fortsat bedre at tilbyde behandling end ikke at gøre noget. Interventionerne ser ikke ud til at skade, med undtagelse af det ene medicinstudie.«

Problemet opstår, når sundhedsmyndighederne skal gå fra enkelttilfælde til generelle retningslinjer for, hvordan man kan hjælpe traumatiserede børn og unge.

Det fremhæves i en lederartikel i lægetidsskriftet The Lancet:

Med så lidt forskning i behandlingsalternativerne, er det umuligt at sige noget om, hvad der er en ”normal” reaktion efter et ikke-relationelt traume, og hvad der eventuelt kan hjælpe de unge til at håndtere reaktionen.

Traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi mest lovende

Studiet konkluderede, at det, som ikke hjalp, var medicin.

Tine Jensen, forsker ved Psykologisk institutt ved Universitetet i Oslo.

Af behandlingerne, som blev gennemgået, var det kun nogle få, som kunne henvise til gode resultater. Fælles for dem var, at de alle inddrog elementer af kognitiv adfærdsterapi.

Traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi er et af Tine Jensens specialområder.

»Det er en form for hjælp til selvhjælp. En af grundene til, at traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi ser ud til at fungere er, at de unge lærer at håndtere deres eget stress. De får redskaber, som hjælper dem med at håndtere kropslige reaktioner i hverdagen, til at sove bedre og så videre,« fortæller hun.

»Desuden får de information, så de selv kan forstå, hvorfor de kæmper med det, de kæmper med, og i behandlingen bearbejdes den eller de traumatiske oplevelser. De får også hjælp til at ændre uhensigtsmæssige tanker, som for eksempel at det, der skete, er deres skyld. Alt det er vigtigt,« siger Tine Jensen.

Ifølge studiet i Pediatrics ser behandlingsmetoder med kognitiv adfærdsterapi ud til at dæmpe følelser som stress, angst, depression og vrede hos deltagerne.

Kognitiv adfærdsterapi skal ind i BUP

Der er de seneste år blevet forsket meget i traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi til børn, som har oplevet relationel vold. Tine Jensen er i disse dage i gang med at afslutte et forskningsprojekt netop i, hvordan terapiformen fungerer i Norge.

»Vi begynder at få god erfaring med behandlingsformen, vi ser, at den fungerer for patienter i et almindeligt klinisk miljø her i Norge« fortæller hun.

Efter den 22. juli 2011 har Helsedirektoratet bevilget penge til, at traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi kan tages i brug i Barne- og ungdomspsykiatrien (BUP) i Norge.

»Oplæring i traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi skal nu tilbydes ved ambulante klinikker i hele Norge til dem, der ønsker det. Det er gode nyheder,« siger Tine Jensen.

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson