Vi er alle romantikere

 Hvad er romantik? Ifølge vore spontane associationer foregår det mellem to mennesker – eller som i Lady og vagabonden imellem to af vore bedste venner.

Man kan måske tænke på 'romantik' som en slags kvalitet ved et samvær – en stemning, som vi udtrykker gennem en række typiske handlinger.

Det er noget med at holde i hånd, noget med at sende hinanden lange, sigende blikke. Noget med to lys på bordet, som Otto Brandenburg synger i sin evergreen fra 1960.

Det er, når den nervøse teenage-pige sirligt udformer et kærestebrev, når den aldrende ægtemand forærer sin hustru en buket røde roser, når det unge kærestepar skraverer deres initialer i barken af et gammelt kastanjetræ, når Sandy og Danny i filmmusicalen Grease fra 1978 forsøger at vinde hinanden ved hver især at få sig et gennemgribende make-over, så pæn pige og farlig fyr bliver til chik chick og sportsnørd.

Den lykkelige kærlighed er historieløs

Men forelskelse mister spændstighed og fortager sig. Det er en indlysende og fladtrådt erkendelse. Men fladtrådt er ikke det samme som uinteressant eller irrelevant. Tværtimod.

Ud af denne omstændighed kan man nemlig vriste en modsætning mellem det langvarige, vellykkede parforhold og den akutte, romantiske kærlighed.

Denne modsætning er måske mere fundamental, end man lige skulle tro.

Al den smerte, som vi kan læse om i Alt for damerne og se i diverse filmiske tårepersere, afslører, at 'den lykkelige kærlighed ingen historie har'.

Lidenskab er forbundet med lidelse, offer og livslede

Med andre ord er ægte romantisk lidenskab tæt forbundet med lidelse, offer og livslede. Det er indsigter, som den schweiziske kulturforsker Denis de Rougemont præciserede i klassikeren Kærlighed i den vestlige verden fra 1939.

De Rougemont mente også (og måske lidt mere overraskende), at romantik som ren og betingelsesløs dedikation til den udkårne er et historisk og kulturelt fænomen, der opstod i 1200-tallets Europa. Før den tid fandtes romantik simpelthen ikke.

De Rougemonts tese har blandt forskere vundet en vis grad af konsensus.

Under alle omstændigheder er det rigtigt, at denne form for hengivenhed – dvs. følelser, som ikke tager hensyn til det, der måtte være praktisk rent socialt og økonomisk osv.– får sin egen genre i den tragiske romance eller ballade, som boomede i 1200-tallet. Historierne handler om ridderes og adelsfruers ulykkelige kærlighed.

Jagten på romantik blev del af ægteskabet

I dag er den romantiske kærlighed allemandseje. Udbredelsen begyndte for alvor i slutningen af 1700-tallet og er accelereret hastigt siden.

Samtidig med at romantik som det følelsesmæssige ideal spredte sig fra eliten til resten af befolkningen, flyttede det ind i ægteskabet.

Man fik ganske enkelt andre følelsesmæssige forventninger til den sociale institution, hvilket kom til udtryk i den kulturelle afspejling af den. Et eksempel på det var, at en bestemt roman-opskrift blev populær.

Det såkaldte marriage plot – eller på dansk 'ægteskabsplot' – blev benyttet flittigt. Den engelske forfatter Jane Austen, der i begyndelsen af 1800-tallet skrev klassikere som 'Stolthed og fordom' og 'Fornuft og følelse', er en lige så afgørende som oplagt repræsentant for genren.

Enhver ung pige uden formue, mangler en ægtemand

I Stolthed og fordom fra 1813 lægger Austen endda ud med de berømte ord om, at det er en universel sandhed, at en enlig mand i besiddelse af en formue må mangle en kone. Og at en enhver ung pige uden mangler en ægtemand.

Så er scenen ligesom sat til en lang række forviklinger for mr. Bennets fem døtres vej ind i voksenlivet – eller rettere kærlighedslivet.

For hovedpersonen Elizabeth kaldet Lizzy, flokkens næstældste, er der samtidig tale om en dannelsesrejse, som løber gennem en række konfliktfyldte følelser for den hovedrige mr. Darcy.

Lizzy lytter til rygter om den unge mand, som for en periode gæster et nabogods og derfor deltager i det sociale liv i Hertfordshire, hvor hun er født og opvokset. Hun lader sine fordomme løbe af med sig og danner et forkert billede af denne reserverede skikkelse.

Lizzy og Darcy er fastlåst i stolthed og fordom

Darcy kan for sin del ikke undertrykke en snigende forelskelse i den kønne, kvikke og rappe Lizzy, hvis socio-økonomiske udgangspunkt han imidlertid ikke kan undgå at opfatte som helt og aldeles under sit eget.

Det synspunkt kommer han til at flette ind i et frieri, som Lizzy meget bestemt afviser. Det vil sige, at de hver især er låst fast i henholdsvis stolthed og fordom: Men det ændrer sig. Eller rettere: De ændrer sig.

De finder sig selv – modnes og mildnes gennem det bånd, som opstår imellem dem. Og til sidst bliver de gift. Men ikke fordi Darcy er en rig ungkarl og Lizzy en stakkels økonomisk udfordret ungmø.

De får ikke hinanden, fordi det er praktisk, men fordi det er en følelsesmæssig nødvendighed.

Hvordan finder jeg den eneste ene?

Alle de spørgsmål, som Lizzy og Darcy gik og tumlede med for to hundrede år siden, er stadig aktuelle i dag: Hvordan finder jeg mig selv? Hvordan bliver jeg den bedste version af mig selv? Hvordan finder jeg den eneste ene? Hvordan bliver min partner min eneste ene?

Jagten på sin egen indre kerne – nogle gange kalder man det autenticitet, andre gange selvrealisering – begynder netop i årene omkring år 1800, hvor Austen skriver sine bøger, og en vigtig del af denne jagt foregår i dag i en romantisk relation.

Hvordan kan det være?

En romantisk vending

I Europa ændrede synet på skilsmisse sig op gennem det 19. århundrede. Det skal ikke forstås på den måde, at der var en pludselig vækst i brudte ægteskaber.

Men stille og roligt skete der et skred i mentaliteten; ægteskabsophøret blev en tanke, man kunne lege med og måske endda føre ud i livet.

1800-tallets forskere blev også optaget af ægteskabet. Og inden for antropologien – den nye videnskabelige retning til studiet af mennesket selv – fik man øjnene op for noget nyt: Ægteskabet i den vestlige verden var blot én blandt mange måder at institutionalisere den biologiske reproduktion med mere på.

Det stod klart, da J.F. McLennan i 1865 skrev bogen Primitive Marriage, og da William Robertson Smith 20 år senere skrev Kinship and Marriage in Early Arabia.

De beskrev de ‘primitive’ (det kaldte man det dengang) kulturers ægteskabspraksis og viste dermed indirekte, at der var mange muligheder.

Alt dette faldt enten sammen med eller forstærkedes af en almen forbedring i velstanden i den vestlige verden. Det blev stadig mere acceptabelt for kvinder at forlade dårlige forhold; de kunne tage sig et arbejde og selv forsørge deres børn.

Langvarige forhold baseres på den romantiske kærlighed

Denne udviklingstendens blev tydeligere i løbet af det 20. århundrede, hvor verdenskrigene sendte kvinder på arbejdsmarkedet, og ungdomsoprøret i 1968 understregede den kønsmæssige ligestilling.

Det, der før var selve essensen af ægteskabet – arbejdsdelingen i husholdningen – er irrelevant i dag, hvor alle i princippet kan forsørge sig selv.

I stedet baserer vi de langvarige forhold, vi stadig indgår i, på den romantiske kærlighed, der ellers begyndte som ægteskabets modsætning. Det er noget af en omvending. Ikke underligt, at skilsmisseprocenten er høj.

Det er da også i dag alment accepteret, at man kan 'vokse fra hinanden'; at man kan have forskellige partnere til forskellige livsfaser; at man gennem sin selvudvikling kan blive fremmedgjort for det forhold, man er i, og se sig tvunget til at gøre sig fri (for eventuelt at træde ind i et nyt).

Vi er alle romantikere

Denne logik gælder også for andre områder end kærlighedslivet. Det er for eksempel almindeligt, at mennesker i dag ønsker et intenst arbejdsliv og kan have et princip om højst at blive på samme arbejdsplads i syv år.

Man dyrker sig selv og alle sine talenter. Lige så udbredt er den målrettede træning til først et maraton og så en triatlon.

Her ankommer vi til en vigtig pointe: Romantik er ikke kun en stemning eller en kvalitet ved en relation mellem to individer. Den evne eller vilje til at dedikere sig kompromisløst til en enkelt person, som er motoren i den romantiske kærlighed, kan også genkendes uden for kærlighedskonteksten og gøre sig gældende som et overordnet 'romantisk princip'.

Hvis man forstår ordet 'romantik' på den måde, virker det pludselig ikke så overraskende, at den periode i 1800-tallet, som går under navnet romantikken, var optaget af mange forskellige ting – videnskab, fædrelandet, politik, poesi, kærlighed, krig, historie, middelalderen og så videre.

Vi dyrker os selv og vores krop som aldrig før

Fælles for dem var, at menneskene kastede sig over dem med altoverskyggende iver og interesse. Det var på den måde, de 'fandt sig selv'.

Sagt på en anden måde: Grunden til, at vi i dag primært definerer os selv gennem vores hobbyer, interesser og passioner, skal vi finde i romantikken for cirka to hundrede år siden.

I årene omkring år 1800 var man fascineret af de stålsatte enere. Man dyrkede heltene, martyrerne og genierne. Idealisterne: de, der stod fast uanset hvad. Det drejede sig om graden af dedikation. Mere var lig med bedre. Jo mere man tilegnede sig selv og sin tid til et bestemt ideal – det vil sige jo mere gennemført, radikal eller virtuos man var, des mere prestige var der at hente.

Det kan de fleste i dag nikke genkendende til. Kirkerne er tomme, men fitnesscentrene er fyldte. Vi dyrker os selv og vores krop som aldrig før. Det foregår med håndvægte, på psykologens sofa, til coaching, gennem kurser i 'selvfortælling', på Krop- Sind-Ånd-messer og til alle mulige former for terapiforløb.

Denne tendens er en konsekvens af, at romantikkens tankestrukturer har bredt sig som ringe i vandet. For i dag, ja, der er vi alle romantikere.