Var Corydons hænder bundet i DONG-salget?

Bliver vi klogere af Rigsrevisionens redegørelse om børsnoteringen af DONG Energy fra 17. maj? Ja.

Er det den fulde og endegyldige sandhed om forløbet. Nej. Langt fra. Der er stadig spørgsmål, der ikke besvares, og forhold, der overlades til gætterier, mere eller mindre kvalificerede.

Rigsrevisionens rapport er godt og interessant arbejde. God, fordi den er transparent i gennemgangen af forløbet. Interessant, fordi den inddrager et vigtigt aspekt, der kun i meget ringe omfang har været fremme i debatten.

Rapportens formål er at give en faktuel redegørelse for kapitaludvidelsen og børsnoteringen, altså ikke en vurdering, som overlades til læseren. Derimod indeholder rapporten en vurdering af Finansministeriets rolle som ejer og dets forvaltningsskik.

Finansministeriets delvise mørkelægning

Det er ikke overraskende, at flere parter har forsøgt at erobre fortolkningsretten af rapporten.

Henrik Sass Larsen (S) og Bjarne Corydons (S) påstand om fuldstændig frikendelse af Corydon holder ikke, og Henrik Poulsens, DONG’s administrerende direktør, opfattelse af, at rapporten flugter med DONG Energys udlægning af sagen, er der også kun begrænset dækning for.

Når uenigheden om rapportens konklusioner er så stor, skyldes det for det første, at en række centrale dokumenter er båndlagt som hemmelige af Finansministeriet, hvilket der kan være mange gode grunde til.

Det svækker naturligvis rapportens udsagnskraft, at den på visse punkter er helt afhængig af Finansministeriets udlægning, hvilket ikke kan være andet end et partsindlæg.

For det andet er der ikke taget referat af alle møder og beslutninger. Det kan man alt efter temperament indplacere på en skala fra 'dybt pinligt' til 'løgn'.

Jeg skal ikke kloge mig på placeringen, blot gætte på, at manglende referater i statsadministrationens kerne skyldes en bevidst beslutning. Dumpekarakter til Finansministeriet.

Pointen er, at ministeriets elendige forvaltningsskik definerer rammerne for rapporten. Derfor kommer den på ingen måde til bunds i forløbet – selv om den gør, hvad den kan.

Det tjener Rigsrevisionen til ære, at rapporten meget klart gør opmærksom på, hvornår den er afhængig af Finansministeriets udlægning af sagen. Aben sidder på ministeriets skuldre.

Hvorfor private investorer?

Rapporten udmærker sig også ved at tage fat i spørgsmålet om, hvorfor man endte med at vælge private investorer.

Hovedaktørerne er regeringens økonomiudvalg eller rettere ’Lille Ø’, det vil sige kernen i udvalget: Bjarne Corydon (S), Margrethe Vestager (RV) og Anette Wilhelmsen/Holger K. Nielsen (SF).

Dernæst spiller 'forligskredsen' en væsentlig rolle. Dens forhistorie er, at en bred kreds af Folketingets partier (V, K, S, RV, DF, og SF) i 2004 besluttede, at DONG skulle privatiseres op til maksimum 49,9 procent, det vil sige staten skulle i en årrække have majoriteten af aktierne.

Beslutningen blev fulgt op i 2007 med et grønt lys for børsnoteringen, men finanskrisen satte en stopper for det. Aktiemarkedet lå i ruiner, og det gav ikke mening at privatisere eller børsnotere på det tidspunkt.

Gav det mening i 2013? Egentlig ikke. DONG Energy kom ud med et skidt 2012-regnskab og havde helt klart behov for en tilførsel af kapital, hvis virksomheden skulle følge den strategiske omstilling fra fossil energi til vindmøller, som var besluttet i 2008.

Det krævede kapital. Især hvis DONG Energy skulle fastholde sin ledende position på verdensmarkedet for havvindmøller.

Men hvor skulle kapitalen komme fra? Skulle staten dække kapitalbehovet på de 6-8 milliarder kroner, eller skulle det være private investorer – eller en blanding?

Nu ved vi alle, at det endte med at blive privat og institutionel kapital, nemlig Goldmann Sachs, ATP og PFA Pension. Hvordan beskriver Rigsrevisionen denne beslutning?

Redegørelsen ikke helt klar, heller ikke på dette punkt. Ikke på grund af manglende papirer eller glemte dokumenter, men formentlig – her gætter jeg – fordi Finansministeriet har undladt at rutte med sandheden.

Det kunne også tænkes, at Rigsrevisionen har været tilbageholdende med at gå i dybden med spørgsmålet, men da det er et tilbagevendende tema i rapporten, tvivler jeg på, at det er tilfældet.

Dårligt tidspunkt at sælge ud af statens ejerandel

En forudsætning for det følgende er, at Finansministeriet handlede ud fra den opfattelse, at en kapitaludvidelse krævede enighed i forligskredsen fra 2004 (s. 23 i Rigsrevisionens rapport).

De seks partier skulle med andre ord være enige om, at DONG Energy skulle have tilført flere midler og om, hvordan det skulle foregå.

Som noget af det første i rapporten refereres Finansministeriets indstilling til regeringens økonomiudvalg og partierne bag 2004-beslutningen, forligskredsen.

Det, der talte for, at staten tog sig af kapitaltilførslen eller salget af aktierne, var, at det var et 'dårligt tidspunkt at sælge ud af statens ejerandel', formentlig på grund af det dårlige 2012-regnskab.

Men DONG Energys 'forretningspotentiale' var stort, så Finansministeriet forventede også – på grundlag af beregninger fra Danske Bank – at indtjeningen 'med overvejende sandsynlighed' ville stige, senest fra 2016 (s. 15 og 21).

Et andet sted hedder det, at Finansministeriet fandt, at 'en ren kommerciel overvejelse formentlig kunne tilsige, at staten påtog sig ansvaret for hele kapitaludvidelsen'.

Med andre ord ville det være tumpet at trække på privat kapital – ud fra en økonomisk betragtning. Så måske var beslutningen ikke kun økonomisk begrundet. Kunne der være politiske eller ideologiske motiver?

\ Læs mere

SF i regering: Var det dømt til at gå galt?

Privatiseringspres fra V og K

Lad os se på argumenterne for at få privat kapital i spil. De er dels, at en privat investor kunne give DONG Energys ledelse 'et med- og modspil', det vil sige fungere som sparringspartner. Dels ville det 'øge chancerne for, at oppositionen ville tilslutte sig kapitaludvidelsen' (s. 11).

Det første er indlysende, hvis kapitalen blev tilført fra en investor med erfaring fra området. Som for eksempel Goldmann Sachs. Det andet er straks mere speget.

På det tidspunkt var oppositionen lig med V, K og DF – med vægten på V og K. Begge partier var stærkt interesserede i privatisering af DONG.

Det er således svært at læse Rigsrevisionens bemærkning på anden måde, end at V og K stillede krav om, at private investorer helt eller delvist skulle stå for kapitaltilførslen.

Rapporten påpeger endvidere, at 'Finansministeriet ville undersøge mulighederne for et statsligt kapitalindskud nærmere, hvis det blev politisk besluttet' (i forligskredsen). Det skete ikke!

Beslutningen om at bruge private investorer blev taget, uden at dette statslige alternativ blev undersøgt, fordi – må man forstå – forligskredsen tidligt i forløbet lagde sig fast på den private løsning.

Kort sagt, en ren politisk begrundelse på et rent ideologisk grundlag.

Ikke kun Corydons ansvar

Det er interessant, for det kaster et andet lys over Corydons rolle i forløbet. Vi ved ikke, hvordan han stillede sig til spørgsmålet, men mon ikke både han og Vestager støttede en privatisering.

I hele DONG’s historie har Socialdemokratiet støttet virksomheden ud fra den opfattelse, at DONG kunne gavne den danske energiforsyning som et selskab med statslig indflydelse, men på et kommercielt grundlag.

Man må derfor gå ud fra, at Corydons førsteprioritet var at sikre DONG Energy en kapitaltilførsel og dermed garantere virksomhedens fortsatte eksistens som en spydspids i den grønne omstilling.

På den baggrund havde han kun én mulighed: at hente kapitalen hos en eller flere private investorer, fordi det var den eneste løsning, der kunne skabe en slags enighed i forligskredsen.

At Corydon som regeringens repræsentant har måttet lægge ryg til hele kritikken er altså ikke helt berettiget. Forligskredsen, og især V og K, har deres del af ansvaret.

Corydon forsvarede beslutningen, håndfast, uden at løfte sløret for beslutningsprocessen og uden at lytte til kritikernes krav om større åbenhed, og at flere muligheder skulle undersøges. De andre partier gemte sig bag hans ryg.

Det hører med til billedet, at det argument, der fylder mest i Rigsrevisionens redegørelse for beslutningen om at tiltrække privat kapital er, at der ved en statslig løsning 'kunne være udfordringer' i forhold til EU’s statsstøtteregler.

Blev det undersøgt? Nej! Ingen beregninger. Ingen sammenligninger af den private og den statslige løsning. I det mindste ikke ifølge Rigsrevisionen. Det ville også være spild af kræfter al den stund, at beslutningen om en privat løsning allerede var truffet.

Det er måske årsagen til, at Corydon blev ved med at hævde, at det bedste bud kom fra Goldmann Sachs. Det kan sagtens være tilfældet al den stund, at en statslig løsning blev afvist som noget af det første.

Er vi blevet klogere?

Ja. Ud over denne belysning af en helt central beslutning i forløbet kaster redegørelsen en smule mere lys på sagen og på ansvarsfordelingen. Men ikke ret meget. Selv om Rigsrevisionen har gjort et godt stykke arbejde.

Finansministeriets delvise mørklægning og utilstedelige forvaltningsskik garanterer, at en række spørgsmål som værdiansættelsen og budprocessen næppe kan belyses fuldt ud.