Dansk Erhvervs Akademi (DEA) holdt en konference i 2010 om udviklingen af forskningsstyringen i debatten omkring forskningsfrihed og samfundets rationelle anvendelse af videnskaben.
Her bragte nogen en ny fortolkning af begrebet social videnskabelig ansvarlighed frem i debatten om universitetsforskernes ret til fri forskning - nemlig at forskere først skal have adgang til forskningsfrihed, når de har vist at deres forskning har været til gavn for erhvervslivets udvikling.
Forskerne skal kort sagt gøre sig fortjent til forskningsfrihed, så vi er sikre på, at de ikke misbruger skatteborgernes penge.
Idéen om social videnskabelig ansvarlighed er en yderligere udvikling af den tanke, at politikere og erhvervsliv skal have den største magt til at bestemme, hvad universiteternes forskere skal forsker i. Den tanke er en vigtig udløber af den værdikamp som Anders Fogh Rasmussen startede med ordene: »Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vores vegne.«
Vi uddanner folk for langt færre penge
Hermed startede han en afkobling af videnskaben fra demokratiet til fordel for et common sense-nyttehensyn, som her fortsætter med ideen om social videnskabelig ansvarlighed.
Ideen er, at politikerne og skatteborgerne ikke giver penge til forskere, der sidder og laver ting andre ikke forstår og/eller som de ikke kan se nytten af. Man mistænker forskerne for bare at skrive for hinanden og uden blik for nytten af frugterne af deres arbejde.
Dette billede af forskerne afslører efter min mening, at mange mennesker og store dele af erhvervslivet føler sig afskåret fra forskningsverdenen og dens resultater. Mistænkeliggørelsen af forskningen fra dele af regeringen er parret med en fast nedskæring på 2 procent om året på universiteternes budgetter, som er ukendt for de fleste vælgere.
Danmark har engang været kendt for sit høje forskningsstade og høje uddannelsesniveau. Begge dele er faldet signifikant og markant under den siddende regering. I forvejen uddanner vi folk på de højere læreranstalter for langt færre penge end de gode engelske og amerikanske universiteter.
Hvad ville Einstein og Bohr have sagt?
Dette krav om forståelighed og styring af forskning ud fra common sense har som konsekvens, at forskere kun skal gøre ting, ikke-forskere forstår ellers gider de ikke give dem penge. Det er meget betænkeligt at flere grunde.
Et af de store problemer ved at undervise studerende i videnskabsteori, som jeg gør, er, at de – ligesom så mange erhvervsledere og politikere - tror de kender virkeligheden og at den i store træk er lig med det, vi kalder common sense og fornuftig opførsel. 'Praksis', bliver det ofte kaldt og herudfra kan man drage al den nødvendige erfaring.
Videnskabelige metoder bliver derfor blot en slags pertentlige kogebogsopskrifter til at måle og analysere det, vi allerede ved i forvejen med 'almindelig sund fornuft'. Sund fornuft er nemlig det, som praktikere selv mener, at de har.
Gad vide hvad Einstein og Bohr eller store matematikere som Kurt Gödel ville have sagt til det? – eller vor egen H.C. Ørsted, som der nu er kommet en stor biografi om. Om videnskabsformidling sagde han, at man skal løfte folk, ikke lefle for dem.
Forskere skal forklare deres felt uden fagbegreber
Hovedparten af menneskeheden forstår ikke relativitetsteorierne og kvantemekanikkens forklaringer for slet ikke at tale om Gödels ufuldstændighedsbevis for matematikken, eller hvad der ligger bag forståelsen af elektromagnetismen. Men disse opdagelser er uvurderlige for vores virkelighedsforståelse og desuden megen moderne teknologi.
Forskere er i stigende grad kommet i den mærkelige situation at skulle forklare deres forsknings relevans og perspektiver til ikke-specialister uden de fagbegreber, der er udviklet indenfor deres fag - for netop at beskrive den del af verden, de har uddybet deres beskrivelse af hinsides common sense.
Og dette til folk, der ikke kender hovedbegreber og teorier indenfor området og har nogen forståelse af, hvilken viden vi har eller mangler på områder.
Nej, vi har sandelig fået det modsatte af ekspertvælde – og derfor slet ikke en udvikling mod det videnssamfund, vi har brug for at klare os globalt og få gang i hjulene.
Grundforskning er som udvikling af racerbiler
Kravet om at holde sig fra det vanskeligt forståelige - og fjerne fra - hverdagspraksis er jo ligesom at sige, at de store bilfabrikker ikke skal engagere sig i racerbiludvikling, fordi det er alt for avanceret til at have noget med udviklingen af almindelige biler at gøre.
Ikke desto mindre overføres der en stor del af de udviklinger, man gør med avancerede racere til udviklingen af almindelige biler, men - som med grundforskning – på en ret uforudsigelig måde.
Noget tilsvarende kan man sige om de store grundforskningsprojekter i atomfysik, hvor de europæiske lande poster milliarder af kroner i bygning af store acceleratorer i CERN for af finde Higgs-partiklen, som er så nødvendig for at få Big Bang teorien til at blive konsistent.
Også her er ikke-forudsigelige teknologiske spin ofs en væsentlig begrundelse for at engagerer sig i et ret vildt grundforskningseventyr. Men den generelle indsigt i grundlæggende fysik er ubetalelig for vores civilisationens fremskridt i erkendelse af virkeligheden.
Det er en moderne misforståelse at tro at fysik beskriver verden
Hvad folk som regel ikke er ret klar over er, at der er rigtig store dele af virkeligheden, vi ikke har nogen sikker viden om, såsom mørkt stof og energi eller fx, hvor den evne til oplevelse, som vi har, men robotter mangler, kommer fra? Sidder den i hjernen, i bevidstheden, sproget eller i kulturen - hvis naturvidenskabsfolkene har ret i, at der ikke er nogen mening i naturen?
Men videnskabsfolk i samfundsvidenskab og humaniora, som hovedsagelig beskæftiger sig med mening i alle former for kommunikation i alle mulige former for medier, siger, at det, at opleve, at ens handlinger er meningsfulde, er en stærkt styrende kraft.
Men dette er jo humaniora og samfundsvidenskab vil mange politikere og erhvervsfolk sige og ikke naturvidenskab, som jo forklarer ting vi kan se og forstå, som fx. tyngdekraften. Mange lider af den misforståelse, at moderne fysik beskriver verden, som vi kender og oplever den. Intet kunne være fjerner fra virkeligheden.
Hvad er tyngdekraften så egentlig for en størrelse? Vi kan se, at ting falder mod jorden, når vi slipper dem og at vi ikke selv spontant kan lette fra jorden; men tyngdekraften kan vi hverken se eller mærke.
Vi får at vide, at den også holder Månen i bane om Jorden og Jordens om Solen ved at virke øjeblikkeligt gennem det tomme rum over meget store afstand. Einstein hævder, at den er udtryk for den firdimensionale rum-tids krumning i sig selv. Hvad har det egentligt med vores hverdagsvirkelighed at gøre?
Fordummelse giver større handlefrihed
Selvfølgelig berører de nævnte opdagelser dele af virkeligheden, som vi har erfaring med, men de henter kræfter og love fra dele af virkeligheden, som vi ikke kender til og som er usynlige for os. De er forklaring på nogle regelmæssigheder, vi bemærker i hverdagsverdenen.
Videnskaben beskæftiger sig med de kræfter og regelmæssigheder, der eksisterer bag og mellem de ting , som vi kender. Videnskaberne udforsker således nye dybder af den verden, som vi ofte kun kender de øverste lag af og ikke dens underliggende væsen.
Den går fx bag om den tid vi lever i gennem historien til de samfund og kulturer, der har været fundamentet for dem, vi lever i nu. Ja, gennem evolutionsteori og genetik bag vores fremtrædelsesform som levende væsener og gennem biosemiotikken bag vores udvikling som forstående, tænkende og kommunikerende væsener.
Politiske krav om bred forståelighed og overensstemmelse med common sense for både kunst og forskning giver større kontrol til dem, der gerne vil styre. Fordummelse giver nogle politikere og dele af erhvervslivet større handlefrihed og bevægelsesrum.
Således er megen stor forskning i miljø og energi nlevet tabt på gulvet i disse tider og økologiske indsigter er blevet tiet ihjel, manipuleret i formidlingen og forskere og højtuddannede embedsmænd fyret i hobetal indenfor dette område.
Claus Hjort sætter politik over videnskab
En nylig rundspørge fra Politiken blandt ledende økonomer førte til en kraftig kritik af 0’ernes regering for at have ignoreret den økonomiske videnskabs resultater og dermed forøget den økonomiske krises negative indvirkninger på Danmark. Men, som finansminister Claus Hjort Frederiksen har sagt i flere medier, så må økonomerne, hvis de vil igennem med 'deres ideer', stifte et politisk parti.
Det viser klart, at ministeren sætter politik over videnskab og faktisk blot regner videnskab, som værende en del af politik. Desværre finder vi også den slags tendenser i socialdemokratiet.
Disse politikere er på linje med de radikale socialkonstruktivister, hvoraf en del er marxistisk inspirerede. Videnskaben er udelukkende et resultat af politiske og økonomiske kræfters offentlige gennemslag.
Ligesom økonomerne har miljøfolk og det internationale klimapanel også blot 'synspunkter' og dem må man bekæmpe med politiske midler. Det gjorde Anders Fogh, ligesom sin ven George Bush, så også sammen med Dansk Folkepartis støtte og de fortsætter.
Bush lagde langt mere vægt på kristendom, nationalisme og politik end videnskab i sin regeringsperiode. Herhjemme er det mere uoplyste og populistiske kortsigtede nyttehensyn, der styrer.
Så - man omdefinerer fattigdomsbegrebet, begreberne for skovenes sundhedstilstand, måden vi beregner hvad der skal høre under forskning, så vi kan nå den ene procent af BNP, som vi skal udad til – for nu at nævne nogle få eksempler.
Kort sagt: i stedet for at tilpasse politikken til videnskabens resultater, tilpasser man virkeligheden til politikken. Måske er det derfor vi er så optaget af Kina for tiden. Der går det jo økonomisk forrygende uden demokrati.
Populismen vinder frem
Med Bush må man konstatere, at demokratiet faktisk ikke behøver at lade sig oplyse af og følge videnskabens indsigter på kortere sigt og det har de danske politikere lært. Det kan give mange flere stemmer at følge den brede befolknings virkelighedsopfattelse og undlade at lave de nødvendige og upopulære reformer både på det økonomiske, energimæssige og økologiske område.
Det samfundsvidenskabelige fagudtryk for denne holdning er POPULISME! Mange uhyggelige ting kan følge i halen på den, når den møder den virkelighed, den har ignoreret og ikke længere håndtere de ulykker, der rasler ned over den.
Både det politiske system og massemedierne trækker i stigende grad i populistisk retning og påtager sig ikke nok af ansvaret for at gøre Danmark til et videnssamfund, som er i stand til at absorbere de videnskabelige forståelser og omsætte dem praktisk og politisk.
Det er ikke godt, for Danmarks største chance mht. at klare sig i den globale økonomiske konkurrence er at blive et videnssamfund før de andre. Det sker bl.a. ved at politikerne respekterer og støtter videnskaben i langt højere grad end nu og indarbejder dens resultater i deres politik.
Desuden må massemedierne hæve niveauet i dækningen af de videnskabelige indsigter og brugen af statistik og regnskabsmæssige forhold – og ikke blot fokuserer på de faktuelle resultater i form af videnskabelige nyhedsindslag.
Lad os få mindre overfladisk underholdning og i stedet mere videnskabsforståelse! Endelig må vi holde op med at lave besparelser på den fri forskning og de højere uddannelser og i stedet forøge vores investering her, som er den eneste sikre investering i fremtiden, som OECD gang på gang har påvist – videnskabeligt faktisk!
Erhvervslivet skal opsøge forskningen
Vi har også brug for at erhvervslivet øger sin nysgerrighed overfor videnskabelig viden helt generelt. Her taler vi særligt om de små og mellemstore virksomheder.
De store forskningsvirksomheder som Novo, Grundfos, Danisco og Danfoss fx har altid forstået nytten af fri forskning og den grundlæggende oplæring i forskningsmetode og har nu investeret stort i udviklingen af den naturvidenskabelige tekniske forskning, når politikerne nu ikke kan finde ud af det.
Det er politikerne og den del af erhvervslivet, der endnu ikke har forstået nytten af forskning til fornyelse og effektivitet, der er en stor og overset del af det problem DEA rejser, og i sin form for argumentation udviser en manglende social ansvarlighed omkring videnskaben.
Erhvervslivet må i højere grad opsøge universiteterne og søge hjælp til forskning, end de gør i dag. Vi har brug for at hæve videns- og videnskabsteoriniveauet også hos erhvervslivet og dets organisationer.
Konklusionerne er således at det i høj grad er politikere, dele af erhvervslivet og massemedierne, der opfører sig social forskningsmæssigt uansvarligt og prøver at lægge skylden på forskerne og anvende management metoder på dem og i forskningen.
Men det er desværre en sikker vej ud af videnssamfundet i stedet for ind i det!
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
