Shakespeare skummede fløden

Shakespeare gjorde præcis som film- og musikindustrien gør i dag. Sats på de sikre hits. Genbrug alt dét, der virker, og kald det så dit eget.

Det ville nok være lidt underligt med en Romeo og Julie version II, men ikke for Shakespeare.

Pointen er, at han tilpassede sine manuskripter efter publikums reaktioner, skuespillernes input og konkurrenternes succes. Lene B. Petersen er tilknyttet researcher ved The Visual Interactive Learning Project på Syddansk Universitet, og har netop udgivet bogen 'Shakespeare's Errant Texts', der prøver at give svar på, om det nu også er Shakespeare selv, der har skrevet sine tekster. »Da Shakespeare levede var, det ikke usædvanligt, at manuskriptforfatterne stjal og kopierede fra hinanden - sådan var industrien,« fortæller hun og fortsætter:

»Der var utroligt mange faktorer, der påvirkede stykket. Skuespillerne fortolkede rollerne, publikum var langt mere anarkistiske og kunne finde på at deltage i stykket, desuden blev manuskriptet klippet i mindre bidder inden det blev opført, så skuespillerne kun havde deres egne replikker og scener - så hvad har Shakespeare egentligt selv skrevet?«.

Behandlede Shakespeare som skoleelev

For at svare på det spørgsmål sammensatte Lene B. Petersen en database af digitaliserede versioner af Shakespeares samlede værker samt værker fra 24 andre fremtrædende skuespilforfattere fra hans samtid.

Hun klassificerede hvert enkelt ord grammatisk, lige fra navne- og udsagnsord til tillægs- og funktionsord. Alene den del af projektet tog et år. Derefter brugte hun forskellige programmer, som Concordance, Pl@gerism og InfoRapid til at undersøge, om Shakespeare selv havde skrevet teksterne.

Programmerne bruges af undervisere i gymnasier og folkeskoler til at tjekke, at elever ikke har kopieret tekster fra nettet.

Det, programmerne gør, er at kortlægge hyppigheden af de enkelte ord i de pågældende tekster, samt lede efter gentagelser af sætninger, specielle ord og andre unikke træk ved en tekst.

Sprogligt fingeraftryk

»Da man startede med at bruge software til at analysere litterære tekster, ledte forskerne efter de meningsbærende ord, fordi man mente, at de ville være enestående for hver enkel forfatter,« siger Lene B. Petersen.

»I Shakespeares tilfælde forelskede forskerne sig eksempelvis i ordet 'Screech-owl' (skrigeugle). Man troede, at det var unikt for Shakespeare, men med større databaser begyndte ordet at dukke op hos andre forfattere,« fortæller Lene B. Petersen. Teorien er, at forfatterne blev inspireret af hinanden og hvis et ord som 'Screech-owl' virkede for Shakespeare, vil andre adoptere det.

Det var derfor nødvendigt at finde noget andet at måle på. Løsningen blev de meningsløse funktionsord som 'and','but','a' osv. »Man kan forme sit sprog, men det bliver også påvirket af andre. Funktionsord er uden mening og bliver derfor brugt langt mere ubevist,« forklarer Lene B. Petersen.

Hun fandt ud af, at forfatternes brug af funktionsorderne var så forskellig, at det svarede til et sprogligt fingeraftryk. Lene B. Petersen understreger, at ideen om skriftlige fingeraftryk er en hypotese, men hun mener, at datamængden bag forskningen i hendes bog (ca. 9 millioner ord) er så stor, at teorien virker overordentlig sikker.

Læste publikum og fik succes

Lene B. Petersen sammenlignede Shakespeares værker med hinanden og med flere af samtidens forfattere, blandt andre Christopher Marlowe og Thomas Kyd.

Hun pointerer i sin bog, at Shakespeares tekster blev udgivet i flere, ofte særdeles forskellige udgaver i forfatterens egen levetid, og at Shakespeare, særligt tidligt og sent i sin karriere, samarbejdede med medforfattere.

Folk tror, der ligger et originalt manuskript et sted, men i virkeligheden er værkerne skrevet med henblik på at blive brudt op og fortolket af skuespillere. Så man kan ikke tale om et forfatterskab i moderne forstand.

Lene B. Petersen

Bogens måske vigtigste pointe er dog, at samtlige skuespil i perioden er blevet til i samarbejde mellem skuespillere, publikum og konkurrenter. »Der er stor sandsynlighed for, at Shakespeare selv skrev det meste af sine værker - selv med forbehold for de førnævnte faktorer,« siger Lene B. Petersen

»Før antog forskningen, at han egenhændigt skrev mesterværker i første forsøg, men det er spændende at vide, at han faktisk var ligesom alle de andre,« siger Lene B. Petersen. »Selv om vi nu har en større viden om Shakespeares sprogbrug, er det stadig svært at sige, hvad hans poetiske og kunstneriske talent var. Helt sikkert er det dog, at han var god til at læse markedet. Da publikum ændrede smag fra komedie til historisk drama og endelig hævndramaer, fulgte han med,« forklarer Lene B. Petersen.

Skrev ikke til tryk, men direkte til skuespil

En almindelig misforståelse er, at Shakespeare skrev det, vi i dag forstår som romaner.

Det gjorde han ikke. Gennem hele Shakespeares karriere udkom hans teaterstykker først efter teatertruppen havde høstet succes med stykket på scenen.

Skuespillene var teatertruppernes ejendom, ikke forfatternes. »Folk tror, at der ligger et originalt manuskript et sted, men i virkeligheden er værkerne skrevet med henblik på at blive brudt op og fortolket af skuespillere. Så man kan ikke tale om et forfatterskab i moderne forstand,« forklarer Lene B. Petersen. De værker, vi kender i dag, er altså slutproduktet af en lang kreativ proces.

Manuskripterne blev udgivet, når teatrene ikke længere kunne tjene penge på dem - og det giver igen mulighed for fortolkning af nye skuespillere.