I film- og medieforsker-kredse henslæber bonusmateriale på dvd’er en ussel eksistens og bliver betragtet som spild af tid. I hvert fald hvis man – som jeg har gjort – spørger forskerne.
På SCMS (Society for Cinema and Media Studies Conference) har jeg spurgt filmforskere, om de arbejder med dette bonusmateriale. Nej da, fik jeg at vide, det har jo intet at gøre med filmkunst.
Well, jeg er nok nørdet, for jeg ser bonusmateriale af, jep, nysgerrighed. For tiden forsker jeg i krigsfilm, og da mange af dvd’erne med disse film har små programmer med interviews med soldater og politikere, ja, så synes jeg ikke, de er ligegyldige.
Jeg har også spurgt forskere, der arbejder med dokumentarfilm, om de arbejdede med dette materiale, der vel er tættere på dokumentar end fiktion. Næh, lød svaret, hvorfor spilde tid med det, det er jo ikke ‘rigtige’ dokumentarfilm.
Bottom line er, at forskningen ikke tager bonusmaterialet seriøst, fordi det hverken er ‘rigtige’ fiktionsfilm eller ‘rigtig’ dokumentar.
To dvd-versioner af samme film
Derfor blev jeg begejstret, da jeg fandt Nickolas Haydocks kapitel om Ridley Scotts film ‘Kingdom of Heaven‘ i bogen Movie Medievalism (2007). Jeg var simpelthen nødt til at skrive en mail for at fortælle manden, at dette kapitel er den mest geniale analyse, jeg har læst, der inddrager en films bonusmateriale. Intet mindre.
Jeg havde købt ‘Kingdom of Heaven’ i to versioner for at sammenligne bonusmaterialet. ‘Deluxe Edition’ fra 2005 indeholder biograf-versionen på 139 minutter, et text-commentary track (kaldet Pilgrim’s Guide) og tre produktioner: ‘The Grid’, ni featurettes, der tilsammen varer halvanden time, hvor man møder set designer, kostumedesigner, våbendesigner, skuespillere, instruktør, manusforfatter og så videre.
De andre produktioner er to tv-udsendelser, ‘A&E Movie Real’ og ‘History vs. Hollywood’, begge varer cirka en time og diskuterer (det er måske ikke det rette ord…), hvordan Scotts episke krigsfilm fortolker korstogene og ridderdyderne.
Køber man ‘Definitive Edition’ fra 2006, får man director’s cut på 185 minutter og et nyt text-commentary track (kaldet Engineer’s Guide) samt yderligere tre commentary tracks og timevis af dokumentar-programmer (men ikke de to tv-udsendelser fra Deluxe Edition).
Meget forskellige kommentarspor
Tror du stadig, at bonusmateriale er ligegyldigt, er her et eksempel på, at det kan have kuriøs karakter men ikke er ligegyldigt.
I slaget ved Hattin i 1184 bliver ridderhæren udslettet af Saladins tropper. Vores helt Balian (Orlando Bloom) rider sammen med Tiberias (Jeremy Irons) ud til slagmarken, hvor den onde Reynald de Chatillon er blevet halshugget, de kristne riddere ligger døde, og i en bunke afhuggede hoveder ligger hovedet af the Hospitaler, en klog ridder-præst (David Thewlis). Scenerne er ens i de to filmudgaver, men kommentarerne fra henholdsvis Pilgrim’s Guide og Engineer’s Guide er forskellige.
Her er slagmarken kommenteret af Pilgrim’s Guide:
»Beheadings are not uncommon to the Muslim faith, as Mohammed himself engaged in beheadings. He not only engaged in caravan rides early in his career as a prophet, but also in war later. Mohammed was directly involved in the massacre of Qurayza Jews wherin he ‘had trenches dug, and the men were let out in batches and beheaded.’ Ibn Ishaq’s ‘Life of the Mohammad’.«
Samme scene, nu med Engineer’s Guide slået til:
»Hundreds of vultures were added to scenes of carnage at Hattin through the use of visual effects. Details such as the color of the sky, blowing smoke and dust were also enhanced in post-production. Raymond, the model for Tiberias, eventually fled to Tyre, where he died of pleurisy in 1187.«
Bonusmateriale er ikke ligegyldigheder
Det første bonus-track trækker en linje fra korstogets afhuggede kristne hoveder tilbage til Mohammed og den muslimske tro. At hugge hoveder af er, forstår vi, en muslimsk ting. Ligheden med afhuggede hoveder vist på Al-Jazeera i Bush’s nutidige War on Terror er svær at overse. Teksten fortæller ikke, at de kristne korsriddere i nøjagtig samme frekvens huggede hovedet af muslimske modstandere og spiddede dem på pæle.
Det andet bonus-track fortæller om postproduktion og special effects, om digitale fugle og om en historisk person, Raymond, der ikke er med i filmen, men som åbenbart har været en helt under korstogene.
Hvad kan vi konkludere? At der er mere på spil end ligegyldigheder, siden et politisk commentary track er forvandlet til Hollywoodske ligegyldigheder. En nærmere analyse af begge dvd-udgavers bonus-materiale kan læses i Haydocks fremragende ‘Movie Medievalism’.
Som et p.s. kan jeg fortælle, at da ‘Three Kings‘ (1996) skulle udgives på dvd, fik instruktør David O. Russell 300.000 $ til en 35 min dokumentar, ‘Soldiers Pay’ (2004) med interviews fra veteraner fra Golfkrigen.
Da Warner så resultatet, nægtede de at lægge filmen på dvd’en og lod Russell beholder rettighederne. Den kan nu ses som bonusmateriale på dokumentarfilmen ‘Uncovered: The War on Iraq‘ (2004).
Og ja, jeg købte ‘Uncovered’ udelukkende for at få bonusmaterialet, ‘Soldiers Pay’. Det var alle pengene værd!
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.