Fra Darth Vaders tunge, mekaniske åndedræt over Tatooines dobbelte solnedgange til de psykiske mekanismer, der fik Anakin Skywalker til at slutte sig til den mørke side. Star Wars-universet er blevet undersøgt på alle leder og kanter af videnskaben.
I forbindelse med præmieren på den nye Star Wars-film ’Star Wars: The Force Awakens’ har National Geographic set på en række studier, hvor den episke fortælling fra galaksen langt, langt borte har inspireret forskerne.
Sådan skal Dødsstjernen sættes ud af spillet
Den ikoniske Dødsstjerne, som er Det Galaktiske Imperiums ultimative våben, har interesseret både økonomer og politologer, som har argumenteret for, at Dødstjernen ville være en ineffektiv konstruktion, i hvert fald økonomisk og politisk set.
Men Dødsstjernen har også interesseret ingeniører. Eksempelvis brugte Guy Walker, som er civilingeniør og professor ved Heriot-Watt Univeristy i Skotland, plantegninger over Dødstjernen i sin undervisning, da hans studerende skulle lære at finde fejl i byggekonstruktioner. For som han ifølge National Geographic siger:
»Hvad tror du, de studerende ville foretrække: formler eller soundtracket ’The Imperial March’?«
Han og de studerende gav sig selv fire dage (samme periode som vores helte i filmen havde til at lægge deres planer) til at teste to forskellige fejlfindingsteknikker på Dødstjernens konstruktion.
Efter øvelsen konkluderede Guy Walker:
»Man kunne for eksempel få R2-D2 til at uploade en computervirus til Imperiets netværk. Men så ville man ende ud med Independence Day, som slet ikke er en lige så god film.«
Anakin Skywalker lider af personlighedsforstyrrelser
Det er ikke kun de fysiske aspekter af Star Wars, som har inspireret videnskaben. Psykiatere har for eksempel beskæftiget sig med Anakin Skywalkers psyke.
I filmene gik Anakin Skywalker som bekendt fra at være jedi til at blive mørkest fyrste, Darth Vader.
I en artikel fra 2011 i tidsskriftet Psychiatry Research har et hold af forskere leddet af professor Eric Bui argumenteret for, at Anakin Skywalker i filmene viser klare tegn på 'boderline personallity disorder', altså personlighedsforstyrrelser.
Der er her tale om seriøse mentale forstyrrelser, som blandt andet kommer til udtryk ved dårlig social interaktion, impulsiv adfærd og humørsvingninger. Men at stille en egentlig diagnose af Anakin Skywalker kan være svært.
»Det er meget svært, hvis ikke umuligt, at stille en præcis diagnose på en filmkarakter. Pointen med vores studie var at give et eksempel, som måske kan hjælpe i undervisningen,« siger Eric Bui til National Geographic.
Findes Tatooines dobbelte solopgang?
En af de mest ikoniske scener i Star Wars-universet er den solnedgang, som Luke Skywalker betragter på sin hjemplanet Tatooine. Her ser han to sole på himlen, fordi Tatooine i filmene kredser om to stjerner på én gang.
En sådan konstellation kaldes en 'circumbinary' planet, og verdens astronomer har længe været på jagt efter dem – og det med succes.
Astronomerne interesserer sig for fænomenet, fordi sådanne konstellationer har meget turbulente tyngdekraftsforhold. Ikke desto mindre er ’circumbinary’ planeter overraskende almindelige.
Danskere undersøger Darth Vaders åndedræt
I flere af de andre eksempler har professorer brugt Star Wars som en interessant indgangsvinkel til deres undervisning på diverse universiteter.
Det samme gjorde sig gældende for de to professorer Ronan Berg og Ronni Plovsing fra Rigshospitalet. De har nemlig begået en artikel i tidsskriftet Anesthesiology, som beskæftiger sig med Darth Vaders vejrtrækning. Og deres resultater skal også kunne indgå i undervisning.
Ifølge Ronan Berg ser det ud til, at Darth Vader trækker vejret gennem sin maske og dragt, som skaber et overtryk, der presser ilt ned i hans lunger. Hans lunger blev beskadiget, da han tabte en duel til Obi Wan Kenobi og måtte indånde varm gas og vulkanske partikler på planeten Mustafar.
»Mit førstevalg som behandling (af Darth Waders lungeproblemer, red.) ville være en lungetransplantation. Det kan ikke være så svært at skaffe et par lunger til ’the second-in-command’,« siger Ronan Berg til National Geographic.