Sådan opstod fiktion

I dag ved vi udmærket, at krimier og andre romaner bygger på ren og skær fantasi. Vi ved udmærket, at computerhackeren Lisbeth Salander fra Stieg Larssons krimier ikke eksisterer i virkeligheden.

Men var bøgerne udkommet i middelalderen, ville folk tro, at historierne om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist var virkelige – alene fordi de to detektiver optræder i en bog. Ny danskledet forskning kaster lys over, hvordan vores forfædre fik idéen til at fortælle røverhistorier i bøger.

»I den tidlige middelalder opfattede man bøger som meget eksklusive og autoritative. Man gik automatisk ud fra, at det, der stod i bøger, var sandt.«

»De fleste mennesker kendte kun til bogen ’Biblen’, som man mente fortalte sandheden om verden. Overraskelsen var derfor stor, da der i 1100-tallet begyndte at komme bøger med røverhistorier,« siger professor Lars Boje Mortensen fra Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse, Syddansk Universitet.

Hans og kollegaernes foreløbige forskning er netop blevet publiceret i bogen ’Medieval Narratives between History and Fiction’, der er udgivet på Museum Tusculanums Forlag.

Munke: Bøgernes ord er gamle sandheder

Frem til højmiddelalderen – nærmere bestemt 1100-tallet – var bøger omgærdet af meget stor alvor.

Den almindelige mand så kun bøger i kirken, når præsten læste op af Biblen, og derfor forbandt han det nedskrevne ord med sandheden.

Opfattelsen af bøger var ikke anderledes blandt de lærde munke, som sad i middelalderens store klostre og studerede bøger om videnskab og filosofi.

Munkene gik ud fra, at bøgernes beskrivelser af planeternes baner og menneskets sjæl var gamle, evige sandheder. Sandheder på linje med Biblens ord. De religiøse mænds videnskabelige og filosofiske bøger var nemlig igennem århundreder blevet overleveret fra generation til generation. Det betød, at de fik en helt særlig autoritet.

Vi har en ’usynlig kontrakt’ med forfattere

Det nærmest religiøse forhold til bøger begyndte langsomt at forandre sig i slutningen af 1100-tallet – og har gjort det lige til i dag.

På biblioteket i dag står ’fiktion’ for sig, og ’fagbøger’ for sig. Som regel forventer vi, at en fagbog om dværge fortæller os nogle facts om, hvorfor nogle mennesker bliver født mindre end andre.

Hvis vi derimod går over til hylderne med romaner og finder bøgerne om ’Ringenes Herre’, får vi en helt anden forklaring på, hvad dværge er for noget.

I forfatteren Tolkins fantasi-univers er dværge nemlig en særlig race. Men det er vi ligeglade med. Når vi læser fiktion, forventer vi nemlig, at vi først og fremmest får en god, underholdende historie, og derfor accepterer vi, at romanen ikke indeholder sikker viden. Det skyldes, at romanforfatteren på forhånd har lavet en salgs ’kontrakt’ med os.

»Vi kan kun forstå, at noget er fiktion, hvis der på forhånd er lavet en ’usynlig kontrakt’ mellem forfatteren og læseren. En kontrakt, der siger: ’Det her er noget, vi bare lader som om’.«

»Det samme gælder, når vi går i biografen og ser Batman. Dér har vi som tilskuere en ’kontrakt’ med instruktøren om, at superhelten ikke findes i virkeligheden, men at vi under filmen lader, som om han findes,« siger Lars Boje Mortensen.

Helvede blev opfundet af nysgerrige mænd

Den ’usynlige kontrakt’ mellem fiktionsforfattere og deres publikum opstod i middelalderen. Den nye danske forskning viser, at kontrakten opstod over mange hundrede år. Det hele begyndte så småt et par hundrede år efter Jesus var død. Da det blev kutyme at digte videre på begivenhederne i Biblen – og skrive dem ned, som var de sandheder.

Oldtidens og middelalderens kristne syntes nemlig ikke, at de fik svar på alle deres spørgsmål i Biblen. Den store bog giver os en masse at vide om Jesus’ liv. Men der er også store huller i beskrivelserne. For eksempel da Guds søn efter sin død vender tilbage til Jorden, hvor han er i 40 dage.

»Nogle begyndte at spekulere: Hvorfor står der ikke noget særligt om, hvad Jesus sagde, da han faktisk kom tilbage til Jorden? Dét begyndte folk at spinde videre på. De udfyldte hullet i Biblen ved at skrive såkaldte ’apokryfe evangelier’, som et supplement. De udfyldte med andre ord hullerne med fantasien,« fortæller Lars Boje Mortensen.

Blandt andet er vores forestilling om Helvede opstået på den måde. I Biblen står der kun, at apostlen Paulus blev omvendt til kristendommen ved at besøge et gådefuldt sted. Stedet overbeviste ham om, at kristendommen var god.

»Han fik et syn, hvor han blev rykket væk fra Jorden for senere at komme tilbage. Men hvordan så den anden verden ud? Det ’hul’ i Biblen blev fyldt ud med en beskrivelse af stedet ’Helvede’ – som var dér, man forestillede sig, Paulus havde været.

Og sådan opstod de helvedesbeskrivelser, vi også kender i dag,« fortæller Lars Boje Mortensen.

Historikere fandt også bare på

Biblen var ikke den eneste bog, der fik fantasifulde ekstra-tilbygninger. I løbet af de næste århundreder blev også historiske skildringer suppleret med fantasi. Blandt andet er Saxo Grammaticus’ Danmarkshistorie fra omkring 1200 fyldt med

Saxos små digterier – de skulle skabe bedre sammenhæng mellem en række forskellige overlverede sagn.

Men da der endnu ikke var etableret en ’fiktions-kontrakt’ mellem forfattere og læsere, gik folk ud fra, at beskrivelserne i bøgerne var sande.

»Vi mener, at det i middelalderen faktisk blev opfattet som sand historie. Der var nemlig ikke noget klart skel mellem fiktion og ikke-fiktion på det tidspunkt,« siger Lars Boje Mortensen.

Alexander den Store fræsede rundt i U-båd

Det gik efterhånden med de mange supplerende historier, som det går med så mange andre gode historier. De blev bedre og bedre – og vildere og vildere.

»I løbet af middelalderen bliver de supplerende historier omskrevet så mange gange, at folk til sidst godt kunne regne ud, at de bare var gode historier. De mest ekstreme eksempler er de historiske skildringer af Alexander den Store.«

»De bøger indeholder elementer, hvor Alexander er ude at flyve i en slags flyvemaskine. Han sejler i en slags ubåd, og han møder en masse mystiske væsner. Det var nogle meget populære bøger i middelalderen,« siger Lars Boje Mortensen.

På den måde vænnede folk sig efterhånden til, at bøger også kunne være underholdende. Og at de ikke nødvendigvis var sandhed fra ende til anden. På den måde blev vejen banet for de fiktionsromaner, vi kender i dag.

Kong Arthur-historier var de første romaner

Det første klare eksempel på en fiktionsbog kom i 1170erne. Bag den stod franskmanden Chrétien de Troyes. Bogen var en historie om Kong Arthur og ridderne af det runde bord, og den blev meget populær.

Særligt det fine, franske aristokrati elskede de fantasifulde beretninger, der som noget nyt var skrevet på fransk. Tidligere stod bøger altid på oldgræsk eller latin, som kun kirkens folk kunne forstå.

Der gik dog mange hundrede år, før fiktions-kontrakten for alvor blev en indforstået del af bog-kulturen i de europæiske lande. Først i 1800-tallet begyndte man konsekvent at dele bøger op i faglitteratur og skønlitteratur. Og måske hænger lidt af middelalderens blinde tro på bøgerne fortsat ved i dag.

Har du måske ikke oplevet, at en information får større autoritet, når den er trykt i en bog, end hvis du får den fra en bekendt?