Spændingerne er taget til i Arktis med nyheden om, at russerne har sat en større militærudøvelse igang i regionen.
Næsten 40.000 soldater, 41 krigsskibe og 15 undervandsbåde vil tage del i boringerne for at gøre dem kampklar – et stærkt symbol på styrke i et område, som længe har været et strategisk interesseområde for Rusland.
Det kan godt være, at Rusland er ved at redefinere Europas nationale grænser i takt med, at dets geopolitiske indflydelse styrkes, men de tilsvarende grænser i Arktis er blevet grundigt slået fast.
Gennem historien har det vist sig, at det er langt sværere for stater at opnå suverænitet til havs end til lands, selv i sager hvor have er dækket med is størstedelen af året.
Kanonskudreglen har været afgørende i århundreder
I århundreder blev omfanget af, hvor nationalstaten kunne kontrollere sine kystområder, defineret ud fra den såkaldte kanonskudregel – en begrænsning på tre sømil baseret på skudlængden af en kanonkugle affyret fra land.
Men dette ændrede sig efter 2. Verdenskrig med FN's havretskonvention (UNCLOS) i 1982.
Under UNCLOS fik alle underskrivere ret til at gøre krav på hav-territorier op til 12 sømil (1 sømil svarer til 1,85 kilometer, red.) og en eksklusiv økonomisk zone (EEZ) på op til 200 til kommercielle formål, som fiskeri og olieudvinding.
Underskrivere kunne også få deres suverænitet til at række ud over denne EEZ grænse med op til 150 ekstra sømil, hvis de kunne bevise, at deres kontinentalsokler strakte sig længere end 200 sømil fra kysten.
Fem lande forpligtede sig til fredelig kolonisation
Man kan ofte læse om et kapløb om Arktis, hvor de lande, som er involveret – Danmark, Norge, Canada, Rusland og USA – kæmper om at dele området mellem sig. Det er faktisk ikke en særlig nøjagtig beskrivelse.
Der finder to udviklingsdimensioner sted i området – en lovlig og en politisk. Juridisk set har disse fem kyststater forsøgt at bruge UNCLOS til at fastlægge grænser og hævde deres førsteret over store dele af det Arktiske Hav og havbunden under (med undtagelse af USA, der stadig mangler at stadfæste konventionen).
Canada og Rusland har også benyttet sig af de særlige bestemmelser, som findes i artikel 234 af UNCLOS – der relaterer sig til rettigheden til at kontrollere isdækkede have – for at styrke deres autoritet over de nye Arktiske skibsfartsruter (Nordvestpassagen og den nordlige søvej).
I 2008 udstedte de fem lande Ilulissat-erklæringen, hvor de forpligtede sig til en fredelig kolonisation, hvor alle uoverensstemmelser skulle løses gennem forhandlinger ud fra sølovens juridiske rammer.
Dette er kommet til udtryk i kontinentalsokkelkravene, som er blevet indleveret til FN i løbet af de sidste 15 år: Rusland (2001), Norge (2006), Canada (2013) og Danmark (2014).
Disse indgivelser er alle krav om en udvidelse af de eksklusive rettigheder til kontinentalsokler, der strækker sig længere end 200 sømil fra hver landegrænse.
Rejser problemer, når flere lande indgiver krav
Dette efterlader et lille område i det Centralarktiske Hav, som der ikke er gjort krav på, men det rejser også problemer om en række territorier, hvor mere end ét land har indgivet et krav.
Blandt fordringshaverne er Rusland blevet bedt af FN om at indgive yderligere videnskabelige beviser til at bakke op om dets sag.
Dette er ikke sket for andre stater endnu, men da det vil tage tid at behandle deres krav, kan dette ændre sig.
Ikke før USA stadfæster UNCLOS, kan landet indgive et krav.
Rusland har mest at vinde i det arktiske område
Lovbestemmelserne rækker kun så langt. Tilbage står spørgsmålet: Hvad sker der, hvis de arktiske stater bliver mere selvsikre i afgrænsningen af deres nationale grænser?
Canada og Danmark har engageret sig betydeligt i at bakke deres krav op, herunder udvikling af sikkerhedsstrategier. I 2012 etablerede Danmark for eksempel en specialiseret militærkommando til at holde øje med dets arktiske territorier.
Men i løbet af det sidste årti er Rusland det land, som er rykket frem med de mest betydelige planer om at opbygge dets sikkerhedsmagter i området – selv før dets seneste øvelser begyndte.
I materielle henseender har Rusland lige nu mest at vinde fra industriel udvikling af dets arktiske område. Det russiske Arktis indeholder betydelige reserver af kulbrinter, diamanter, metaller og andre mineraler med en estimeret værdi på mere end 22,4 billioner dollars (154,9 milliarder kroner, red.).
Området er allerede storproducent af sjældne og værdifulde metaller og vigtige olie- og gasfelter.
Det gør det nemt at se, hvorfor Kreml i 2008 erklærede, at det ville bruge den arktiske zone som en strategisk resursebase for den socioøkonomiske udvikling i Rusland i det 21. århundrede.
I 2013 observerede Kreml yderligere, at sådan udvikling ville afhænge kraftigt af udenlandske investeringer, teknologi og ekspertise.
De to blokke er på vagt
Alligevel har denne umiddelbare åbenhed over for internationale forretningsinteresser været ledsaget af en intens fornemmelse af usikkerhed omkring Ruslands bevarelse af indflydelse og autoritet i området.
Rusland er på vagt over for en vestlig blok, der tager form inden for Arktisk Råd (de fem kyststater samt Finland, Island og Sverige) og har foretrukket at involvere de andre arktiske stater på bilateralt eller regionalt grundlag.
Rusland er særligt bekymret for EU og NATO’s potentiale for at blive mere aktive i arktiske affærer, da samtlige af de andre arktiske stater er medlem af en eller begge disse organisationer.
Vladimir Putin har udtalt sig offentligt om behovet for at holde spændingerne i Arktis på et minimum, alt imens Rusland indfører deres omfattende militær- og sikkerhedsprogram i regionen – ikke mindst etableringen af en ny arktisk strategikommando sidste december.
Kreml viste, som svar på ’Greenpeace 30’, der forsøgte at nå en russisk olieplatform i 2013, at det ikke tolererer nogen form for trusler mod dets økonomiske aktiviteter i Arktis, eller tillader nogen præcedens, som kan underminere dets autoritet over det, som det grundlæggende opfatter som sine hav-territorier.
Fremtidige usikkerheder - hvad gør Rusland nu?
Rusland vil indgive et nyt krav om udvidelse af dets EEZ i det Arktiske Hav til FN i 2015 (der spænder over omkring 1,2 kvadratkilometer).
Embedsmænd i Rusland positionerer allerede situationen som en test af, om det internationale videnskabelige samfund vil acceptere russisk videnskab.
En gentagende afvisning af Ruslands krav i Arktis kan risikere at forstærke Ruslands bekymringer om at blive holdt nede og omringet af vestlige rivaler.
På den anden side, hvis Ruslands krav bliver eftergivet, vil resten af det internationale samfund med god grund måske bekymre sig om, hvordan Kreml vil bruge sin autoritet inden for så betydeligt udvidede maritime grænser i Arktis.
Det skyldes, at Rusland sandsynligvis vil fortsætte med at bruge artikel 234 af UNCLOS til at gøre det muligt at udøve fuldkommen autoritet i dets udvidede EEZ, med lille hensynstagen til rettigheden til uskyldig passeren.
Forringelsen i Ruslands forhold til Vesten er ikke alene tilbøjelig til at øge Kremls økonomiske interesse, når det kommer til fastsættelse af dets maritime grænser i Arktis. Rusland har forsat sit engagement i Arktisk Råd og har gentagende gange bedt om, at Arktis forbliver isoleret fra følgevirkningerne fra Ukraine. Men i de kommende år, vil Ruslands naboer sandsynligvis holde sig på vagt omkring, hvordan Kreml nøjagtig har tænkt sig at forhandle og sikre grænseområderne langs dets ydre Arktiske grænse.
Duncan Depledge modtog støtte fra the Economic and Social Research Council fra 2011-2014 for forskning i Arktisk geopolitik. Han er også tilknyttet the Royal United Services Institute. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos the Conversation
